Weekendtesten: Gammel bitter på nye flasker
“En bitter til kaffen” sagde min far altid, da jeg var en lille dreng, navnlig i weekenden var det næsten fast inventar på morgenbordet, at der stod en flaske Gammel Dansk. Senere kom der konkurrenter til som Dr. Nielsen, Frk. Nielsen, En Enkelt og andre mere eller mindre gode bud.
Det er lidt som om, at den slags ikke rigtig er på mode mere, eller også er det kun på mode de steder, hvor der bor en Gastromand. Her på det sidste er der kommet lidt mere gang i bitterproduktionen, nogle af de gamle kendinge har lavet små nye fx Gammel Dansk Shot med chili og lakrids, og også Jägermeister har lavet en lettere udgave med kanel og vanilje.
I denne weekend skulle min datters fødselsdag fejres, og hele den pukkelryggede (på begge sider af hegnet) inviteres – og ja det kræver sin mand. Jeg tænkte, at det ville være en glimrende mulighed for få smagt de nye skud på stammen. Jeg kunne sådan set have valgt hvilken som helst traditionel bitter som referencepunkt i testen, men da jeg fik muligheden for at få Næsgaarden med, slog jeg til.
Morgenbordet var nogenlunde klassisk bestående af franskbrød, håndværkere, diverse pålæg og ost, scrampled eggs, bacon, friskpresset juice, kaffe og kage i rigelige mængder. Vi får skænket vores første bitter Jägermeister Spice.
Jägermeister Spice, 25% 149,-
“Det smager af hostesaft med kanel i” udbryder min gamle mormor på 86 år, så er vi i gang. Den er meget sød og faktisk ikke som sådan en bitter, men en vaniljelikør. Den er meget sødmefuld og på ingen måder voldsom at få i munden – som vi siger! “Den smager lidt af medicin” siger en anden af gæsterne, min svigerfar tilføjer – “Der er sgu kanel i alt efterhånden”. Herskabet er ikke videre imponeret, men måske er det heller ikke det helt rigtige klientel for denne likør. Jeg er ikke i tvivl om, at dette sikkert vil blive meget populært hos de helt unge, og det er nok også i virkeligheden målgruppen.
Gammel Dansk Shot, 32% 149,-
“Det er absolut bedre det her” siger min mor. Gammel Dansk Shot er lavet med chili og lakrids men har stadigvæk sin gamle traditionelle “Gammel Dansk” smag, som altid deler vandene. Som jeg ser det, så har De Danske Spritfabrikker lavet en bitter/shot, der skal fange nogle unge mennesker med to ingredienser, der er MEGET på mode pt. samtidig bibeholdes den velkendte smag. Den er for mig en fin bitter, hvor den søde lakrids er tydelig, men bestemt ikke dominerende. Nu er jeg ret hardcore til chili, så for mig er den faktisk fuldstændig neutral, men mange ved bordet synes faktisk, at chilien smager stærkt igennem.
Næsgaarden Bitter, 38% 149,-
Denne er produceret hos Braunstein, som vi tidligere har testet produkter fra, fx da vi testede dansk rom. Denne bitter er nok den mest reelle bitter og naturligvis noget helt andet end de forrige produkter. Når de smages sammen, virker denne meget bitter, så derfor lavede jeg lige en ekstra test dagen efter. Den har en gennemtrængende smag af specielt nelliker, allehånde og kanel fra de 40 forskellige krydderier. Det er en fin lille dram, som dog skal serveres sammen med noget kraftigt mad for at kunne hamle op med dens krydderier – eller måske den ryger med på næste jagtsamling…
Dommen
Der var ikke den store tvivl blandt gæsterne, “Gammel Dansk gør godt” sagde min gamle oldemor på 99 år, og hun har jo et eller andet sted ret. Der var ikke nogen af gæsterne, der var videre imponerede af Jägermeisters nye skud, men det var nok heller ikke målgruppen. En enkelt bemærkede dog, at hvis den blev serveret iskold, ville den være bedre. Vores bitter fra Næsgaarden var ganske fin, men igen ikke så nyskabende i forhold til hvad, vi allerede kender på markedet. Derfor var det klare valg Gammel Dansk, som formåede at vinde indpas hos næsten alle ved selskabet!
Skål i bitter herfra.
Hvad tænker du om de nye produkter?!
Stik os en kommentar-
test dem i mod en Arnbitter !
-
Aye Hax – det er lidt en anden boldgade, så skal vi nok have en mere “ren” bitter smagning – men godt bud! Er det din favorit?
-
-
GD Shot er jo ikke en bitter, så jeg synes måske det er lidt sært at sammenligne den med bitter.
Dr. Nielsen er sammen med Molbo Bitter mine favoritter (har ikke smagt den anmeldte Næsgården Bitter).
Men GD Shot er sindsygt god, og kan nydes under alle mulige omstændigheder (f.eks. solgte de den under Volbeat koncerten i Horsens). Det er dog ikke en bitter i den forstand :-)-
Hey Jyden – jo da, det spiller! Men nej det er jeg klar over, men ideen er at sammenligne new-age med det traditionelle. Gammel Dansk Shot er faktisk helt fin, kunne godt være stærkere hvis det stod til mig, men jeg er også chili-freak, fedt at drikke den til Volbeat, det er som om det bare passer sammen. I øvrigt så jeg, at Lars Ulrich vist er noget repræsentant for Gammel Dansk på deres side nu – så duer det vel også til Metallica?
-
Du kommer godt omkring Fredrik! Fedt – og hvis Metallica blåstempler det, så gør vi også – faktisk havde vi det med i P4 i sidste uge, hvor det også blev varmt modtaget på en meget våd og kold efterårsmorgen!
-
-
Kommentarer