Jagten på Danmarks Luksusfestival: Tinderbox
Årest 4. festivalstop foregår i Odense – nemlig på Tinderbox. Det er også 4. gang, at festivalen slår dørene op, og denne gang er det også et af byens børn, som er sendt i marken for at jagte den ægte festivalluksus. I 2016 var det Familiefaren og Webmasteren, der dækkede Tinderbox. Sidste år tog Aarhusianeren turen fra smilets by, men men men … nu er det endelig en ægte indfødt, som tager tjansen – nemlig Fynboen.
Jeg husker svagt sidste år, hvor jeg meget sent en aften, et sted på Tinderbox, stod med en cocktail i hånden og grinte sammen med Århusianeren. Tilbage dengang var missionen at finde årest festivalsnack, men det er simpelthen ikke nok i år – nu skal vi kåre Danmarks bedste luksusfestival. Undertegnet har allerede besøgt Heartland, og her må det siges, at luksus var mange steder. Northside og Copenhell er også blevet tjekket ud, og nu er vi igen tilbage på Fyn.
Så spørgsmålet er om Fyn igen kan diske op med luksus i stride strømme.
Dag 1 – Luksus på 1. sal
Som jeg nok kunne have forudset, så er det med smerter i kroppen, ødelagte briller og muligvis defekt cykel, at jeg skal prøve at opsummere første dag på Tinderbox. Jeg havde egentlig en plan om at jeg ville høre en masse musik, men planen røg i vasken efter en flaske champagne i VIP-baren.
Som nævnt, så er kroppen i dag bevis på, at man ikke skal slås med asfalt og min hukommelse omkring første dag på pladsen er lidt hullet, men jeg synes nu faktisk, at vi alligevel nåede et godt stykke op på luksusbarometeret i går.
Vi prøver igen i dag, og måske der også bliver lejlighed til mere mad – og måske lidt mindre alkohol, men jeg giver ingen garantier.
Dag 2 – Av min krop
Anden dag på Tinderbox og jeg har ondt alle steder. Måske mest fordi jeg mente, jeg var i stand til at cykle hjem med absurde mængder champagne og hvid bourgogne i blodet. Ingen brækkede knogler (kun et brillestel), så op på hesten igen.
Med depoterne fyldt op med rosé og lidt øl, indtages pladsen igen. Efter en burger, en is og en tur i ginskoven begynder hele kroppen at samarbejde igen. Hvor første dag var præget af våde varer, hudafskrabninger og ødelagte briller, så var målet for dag to mere mad og drikke og måske en sammenhængende koncert eller to. Det mål blev opfyldt i den grad.
Dagen går sin gang, og vi prøver burgere, madbrød og hotdogs. Ingen af delene rammer helt højt på luksusbarometeret. Standarden er fin, men så heller ikke mere.
Vi glæder os til sidste dag på Tinderbox i jagten på Danmarks bedste luksusfestival.
Dag 3 – Trætte ben og møre bøffer
Dag 3 skydes i gang i en baghave i Odense med et par flasker hvidvin. Vi skal jo i gang igen, men benene er trætte, så ankomsten til festivalpladsen udskydes lidt.
Da vi endeligt an kommer til pladsen, har vi fået opbygget en god appetit, så vi går straks efter en bøf bearnaise. Den finder vi på den eneste rigtige restaurant, nemlig Pasfall in the Box. Udover bøffen napper vi også en cæsarsalat, og så er vi mætte og klar til noget musik.
Bøffen er rigtig mør og smager superlækker. Det er det helt rigtige til mine tømmermænd. Også fritterne til smager godt. Bearnaise er på siffon, og den er let og luftig, og der er alt for lidt af den. Salaten er også rigtig fin. Dressing, kylling og croutoner smager rigtig godt – og så er det dejligt at se, at det er rigtig pillet, grillet kyllingekød, som er brugt. Skuffelsen er dog, at vi ikke får det serveret på rigtige tallerkener, og her er det, at luksusoplevelsen falmer lidt. Smagen er dog tilstede, og det er jo som bekendt det vigtigste.
Vi forlader Pasfall for at høre lidt musik og smage på drinks og lemonade. Det er dejlig med et afbræk fra øl og vin.
Der er kommet flere nye områder i år på Tinderbox, og et af dem hedder Moonshine. Herinde kan man sidde i skygge og nyde den forskellige drikkevarer og mad. Der er ofte en DJ på den lille scene bagerst i midten og stilen er meget disco og funk. Her er vi forbi flere gange og folk har en fest herinde i “hulen”.
De sidste kulinariske oplevelser byder på en gang fish and chips og en fried chicken burger. Begge dele bliver serveret hurtigt, og er af en rigtig fin standard. Især burgeren er jeg vild med. Den er nem at spise og smager virkelig godt. Hvis den burger kan findes på andre festivaler, så er det bare med at ryge på!
Har vi en vinder?
Er Tindebox så Danmarks luksusfestival nr. 1? Svaret er nej. Vi rammer ikke topkarakter denne gang. Når man får serveret luksusrom i et plastickrus, eller en bøf bearnaise på en paptallerken, så er vi altså lidt langt fra målet. Selve udvalget af madoplevelser er ikke særligt bredt, men til gengæld dybt. Vi har på Tinderbox mulighed for at prøve burgere og sandwiches fra hele 9 steder! Det er selvfølgelig en festival, så jeg lever med tingene, men det er altså ikke luksus, og så alt det pap og plastik står i skærende kontrast til det rigtige vin- og champagneglas, man får, hvis man altså vælger den type drikkevarer.
Tinderbox er en rigtig god festival og en kæmpe fest. Tilføjelsen af Moonshine, Groovebox, comedy osv. gør kun gode ting for den enkelte festivalgæst. De tiltag får et kæmpe thumbs up herfra, men det er ikke nok til at komme til tops. Vi ender på 4 ud af 6 på luksusskalaen.
Næste stop bliver Roskilde festival.
Stik os en kommentar
Kommentarer