Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 6. oktober 2024

Scroll to top

Top

Ingen kommentarer

Dansk hæder til World’s 50 Best: Noma er (igen) verdens bedste restaurant

Dansk hæder til World’s 50 Best: Noma er (igen) verdens bedste restaurant
The Johan

Verdens to bedste restauranter ligger i København. Det står klart efter Noma og Geranium i går satte sig tungt på toppen af et stjernekapløb i verdens mest prestigefyldte prisuddeling for restauranter.

Der skulle gå lang tid, meget, meget lang tid før man hørte et dansk navn til gårsdagens prisuddeling ved World’s 50 Best Restaurant Awards i Antwerpen, Belgien. Og der skulle vise sig at være en god grund til det. Vi var simpelthen bare bedst.

”Ved du hvad dette betyder,” spurgte min ledsager da tredjepladsen blev kaldt, ”jeg vidste det,” råbte jeg men mit svar druknede i jubel. Alle vidste det nu. Der var ingen tvivl. Verdens bedste restaurant ligger i København. Og da Rasmus Kofoed og Geranium få sekunder senere tog deres velfortjente andenplads i danskerkapløbet, var der ingen tvivl. Noma er, igen, verdens bedste restaurant!

Hæder og omtale er ikke noget nyt for Rene Redzepi og resten af teamet på Noma. De har netop modtaget deres tredje Michelin-stjerne, og har faktisk allerede gentagne gange vundet titlen som verdens bedste restaurant ved World’s 50 Best Resturants Awards for deres tidligere restaurant på Strandgade.

Alligevel er sejren i Antwerpen noget ganske særligt. Ikke kun fordi de nu har vundet prisen med to helt forskellige koncepter. Men mest fordi den sker i skyggen af den største krise, der nogensinde har truet Noma og resten af restaurationsbranchen.

Faktisk skulle uddelingen i Antwerpen have fundet sted allerede sidste år, hvilket i en uforudsigelig 2020 verden meget hurtigt viste sig en fysisk umulighed, da størstedelen af verden lukkede totalt ned grundet den globale Covid-19 pandemi, og dermed udskød uddelingen.

Den globale nedlukning var et chok og en udfordring for mange restauratører, inklusiv de største og bedste i deres branche, men det var også en chance for dem til at trække vejret, gentænke og udvikle sig. Det var derfor også en samlet, noget rystet men kampklar branche, repræsenteret af kokke, presse og foodies fra over 44 nationer, der samlede sig i Antwerpen i starten af oktober 2021, klar til at rejse sig stærkere end nogensinde og klar til at hylde de bedste af de bedste.

Et helt specielt år for World’s 50 Best

World’s 50 Best Restaurant Awards er verdens mest prestigefyldte prisuddeling for restauranter. Skal det glamourøse galla sammenlignes med noget, vil det være mest oplagt at kalde det for kokkenes Oscaruddeling.

Prisen uddeles årligt baseret på indstillinger og stemmer fra samlet set 1024 velberejste professionelle fra de højere gastronomiske luftlag. Fordelingen af stemmeberettigede er fuldstændig ligelig imellem kokke, madskribenter og anerkendte levemænd og kvinder fra alle afkroge af verden, og udvælgelsen foregår som en hemmelig, vægtet stemmeproces.

Listen omfatter restauranter fra et utal af lande og stort set alle verdens kontinenter, og netop derfor har uddelingen vist sig specielt svær i disse Covid-19 tider, hvor både hele lokalsamfund og de fleste former for rejseaktiviteter har været skiftevis nedlukket eller underlagt stramme restriktioner.

Uddelingen i 2021 er derfor også noget utraditionelt baseret både dels på stemmer afgivet i 2019 og 2020 før den globale krise og nedlukning, og dels på stemmer afgivet ved lokale genbesøg i den tid hvor pandemien rasede voldsomt nok til at sætte en stopper for den gastro-turisme, der er så essentiel for at sammensætte listen.

Dermed er 2021 prisen også ganske speciel i det den afspejler både hvordan restauranterne på listen har formået at operere under normale forhold, men særdeles også hvordan de har formået at tilpasse og gebærde sig lokalt i en verden, som pludseligt er blevet vendt på hovedet af en usynlig fjende. En verden der kan ændre sig fra dag til dag afhængig af smitteudvikling, lovgivning og restriktioner.

En placering på listen i år er dermed en sejr i sig selv. Det beviser, at man som restaurant ikke kun har formået at overleve vores tids største krise, men også at man har kunne tilpasse sig og levere en smuk og mindeværdig indsats trods udfordringer. Bare at placere sig er en sejr, at vinde som Noma har gjort dette år, er intet mindre end mageløst.

Yderligere dansk hæder

Foruden Nomas og Geraniums flotte topplaceringer, er der også dansk hæder at høste til Rasmus Munks Alchemist. Alchemist nupper pladsen som højst placerede nyhed i World’s 50 Best regi med en flot, og ifølge Rasmus Munk uventet, nummer 58 på Top 51-100 boblerlisten, som også fandt plads til Amass på en flot 89. plads.

Stik os en kommentar

Smid en kommentar