Jeg har over de seneste par gange ved besøg på restauranter, der repræsenterer det nordiske køkken, gået med nogle af de samme tanker som du giver udtryk for her. Og et spørgsmål har presset sig på, det vedrører hvorvidt det nordiske køkken, der som udgangspunkt var drevet af en “demokratisk bevægelse” med ønske om brug af lokale råvarer, er gået hen og blevet arrogant? Og måske endda udelukkende forbeholdt en lille lukket skare af smagere der forstår sig på kunsten at få en hvilken som helst krydderurt til at gøre sig ud for noget man vil betale 1000 kr. for. Jeg har efterhånden set flere eksempler på denne tendens, hvoraf den mest fremtrædende var på AOC. Det er som sådan ikke fordi at jeg betvivler Ronny Emborgs evner som kok, men ved mit seneste, eneste og sidste besøg på AOC forlod vi 6 unge drenge restauranten katastrofalt sultne og uforstående indtil en tog modet til sig og spurgte om kejseren overhovedet havde tøj. Samme problematik udspillede sig da jeg for et par måneder siden besøgte Søllerød Kro (glimrende helhedsindtryk), hvor tjeneren efter at vi havde givet udtryk- med en vis respekt naturligvis – for at vi mente at den ene dessert var direkte uspiselig, nævnte at det måske bare var fordi vi ikke var gearet til avantgarde nynordiske udskejelser (frit fortolket). Jeg har meget respekt for den “elitære” strømning der er fulgt med den den nordiske madrevolution og har også i de fleste tilfælde nydt godt af den. Min eneste anke er at man bør være opmærksom på den hårfine grænse mellem nytænkning og arrogance. Jeg har i flere tilfælde forladt restauranter med følelsen af at jeg, måske på grund af min alder, fra starten af måltidet var blevet nedprioriteret alene af den årsag at jeg nok alligevel ikke forstår mig på kunsten udi nordisk minimalisme og smag. Er jeg den eneste der er stødt på dette?