Once again har jeg fået muligheden for at rejse ud i verden med hvad jeg nu vil vælge at døbe ”The Fellowship”, det må man nemlig godt kalde det, når det er tredje gang man rejser sammen…

Vi drager mod det skotske højland, en tur som jeg for 3 år siden i min den gang store uvidenhed takkede nej til. Den gang vidste jeg dybest set ikke hvor unik en oplevelse jeg havde i vente. Jeg blev klogere…

På sidste tur til Svalbard stod den på Macallan i lange baner efterfulgt af en større mængde whisky og øl – nu har jeg fået fornøjelsen – nej vent – æren at besøge destilleriet i byen Craigellachie. En tur som mange før os har taget, men ikke alle får muligheden for at overnatte og bo på destilleriet, så når chancen byder sig, så slår man til.

Jeg har forsøgt at beskrive stemningen på vores ture med Edrington adskillige gange men føler altid lidt, at mine kommunikative evner kommer til kort, det er lidt som når min svigerfar nægter at fortælle om hans store oplevelser i livet “Noget kan man bare ikke beskrive” afviser han ofte – men lad mig prøve. Det er afslappende og meget familiært at være afsted med Camilla og Martin – som reelt ikke behøver anden introduktion end at de er ansatte i Edrington hvor Camilla er Brand Manager og Martin er Brand Ambassador. Men glemmer at man er på arbejde, da stemningen hurtig bliver lidt ala en udflugt med en række gode venner.

Efter vi er landet i Aberdeen, tøffer vi afsted i den lejede vogn imod Craigellachie, efter kort tid forslår Martin kaffe og kage, hvem siger nej til det? Sådan er det hele vejen igennem – hygge, whisky, kaffe, afslapning, god mad afløst af smukke landskaber.

Craigellachie (point hvis du kan udtale det!) har masser af destillerier – Mortlach – som jeg faktisk kommer til at lave et indlæg om snart, Macallan, Balvenie, som er highend produkt af William Grant, Convalmore, Parkmore, Glenfiddich, Kininvie og Pettyvaich – så hvis du tilfældigvis har planer om et lille whisky-get-away så er dette byen at tage til. Faktisk er det også muligt, at besøge den whisky bar, som har det største udvalg af japansk whisky i verden uden for Japan – ”Highlander Inn”.

Kort efter er det spisetid – et punkt som prioriteres højt når vi rejser! Vi smutter på Cooper Dog, som er et besøg værd, hvis du er i Craigellachie, de har masser af lokale retter, et godt udvalg af øl og et endnu bedre udvalg af whisky!

Jeg er altid afstemt med maden når jeg besøger steder som disse, så da tjeneren beder om vores bestilling spørger jeg om det mest lokale på spisekortet – hun fortæller at det hele er lokalt og fiskene fanget i åen lige uden for, men hvis hun skulle vælge ville hun gå efter deres ”Bangers and Mash” fortolkning. Hun forklarer en masse om pølserne, som kun fås her i Craigellachie , så ja mere lokalt bliver det vist ikke da!

Da går det så op for mig, at det er noget halv svinekød og halv blodpølse jeg har bestilt – ”Det havde jeg sgu ikke helt fanget” erkender jeg blankt imens de andre morer sig lidt, men for pokker, jeg kunne sgu da også have hørt ordentlig efter!

 

 

Det smager så rent faktisk vildt godt – meget intens og ja lidt jern-agtigt smag, som blod kan have – men stemningen, rummet og bare det at du sidder i en lille hyggelig by i det Skotske højland får det hele til at føles så rigtigt! Ingen af os bestiller det samme, så der er både Shepards Pie, Burger med lokal Angus Beef, Fish N Chips og friskfanget skinstegt kulmule på bordet.

Så rammer vi Macallan som for mig fremstår som et af de bedste destillerier i Skotland. Vi er helt enige om, at der er vildt mange gode bud, men der er bare noget særligt over Macallan. Deres repertoire spænder bredt og alle kan være med, deres Macallan Gold koster ca. 300 kr. og så kan du ellers bare øge frekvensen – derfra er The Sky The Limit og slutter reelt aldrig hvis du tæller de flasker som ligger på auktion med.

Hvis du er første gangsnyder af whisky, så er Macallan et godt sted at starte. Mest fordi den er let drikkelig, rund, mild og uden røg som nogle kan frygte. Vi går rundt på destilleriet, hvor vi får The Grand Tour og ser stort set alt, vi er endda så heldige at komme forbi deres ”gas-station” hvor en tønde 12 års blive åbnet og hældt ud og ført frem til den skal på flaske.

Efter rundturen går vi op til hovedhuset, hvor der er smagning. Jeg har forinden spurgt Martin hvad den står på, hvor han har svaret ”Jeg tror vi tager en plain smagning” da der er nybegyndere med. “Nå tænker jeg ved mig selv, det bliver sikkert også spændende nok” selv om jeg havde håbet på fuld ild!

Martin er sgu the champ of “lowballing” – for det er verdensklasse og bestemt ikke “plain” – 21 års Fine Oak, 21 års Sherry Oak og nok efterhånden min favorit 25 års Fine Oak, som desværre pt. rammer næsten 10.000 kr. for en flaske. Jeg er blown away! Den blide søde smag bliver bare ved og ved – jeg dropper alle noterne her, hvis du får chancen, så slå til – du får dig en oplevelse for livet!

Efter smagning er der kunstpause, hvor vi bliver vist til vores værelse, som bestemt er i den luksuriøse ende af skalaen. Min medrejsende Mikkel Bækgaard bliver lidt svedt, da han hører offentligheden ikke kan bo her, hvilket jo skaber en udfordring da han skal skrive en rejseartikel – men heldigvis kommer han i tanke om, at der masser af dejlige steder i Craigellachie hvor man kan bo – no sweat! Der er predinner cocktails inden maden – naturligvis lavet på Macallan – det skulle jo nødig hedde sig:

Efter en iskold “M/T” – altså en “Macallan/Tonic” rykker vi til bords, hvor der er forberedt et herligt måltid. Til min store glæde skal vi endnu engang have haggis, jeg tænker de husker min iver fra sidste gang vi var på Orkey. Det smager fantastisk og er så intenst og rig i smagen som du kan forestille dig.

Hovedretten er laks, som tilfældigvis er fanget på dagen i floden Spey – bedre bliver det altså bare ikke.

Vi slutter af med en lille “Summer Pudding” i perfekt skotsk-stil og en god afslutning på et autentisk måltid. But the best is still to come, Martin har nemlig lovet en lille overraskelse til os, og på vej tilbage til hyggestuen hvor vi fik pre-dinner cocktails falder mit øje på denne lille herlighed:

En Macallan Gran Reserva 18 års lagt på flaske i 1997. Hands down – det er nok det bedste jeg nogensinde har smagt, og selv om nye favorit er Fine Oak 25 års, så kommer den her til at overgå den. Den findes desværre ikke mere og kan muligvis, hvis du er heldig erhverves på auktion, jeg fandt et bud på en pris her. Der er så meget smæk på sødmen fra sherry fadene, at det er helt nøddeagtig at stikke næsen i. Alle spor af alkohol er forlængst sendt til himmels og tilbage så en vild tyk oliereret og uendelig smuk whisky, som varmer din krop blidt op! Lidt af en once in a lifetime experience for mig!

Derefter er der “tag-selv-buffet” i Macallans gamle vitrineskab, hvor der er lidt for en hver smag – jeg ser at der står en åben flaske Refleksion som lige må gensmages – its still great! Hvis jeg havde haft lidt mere mådehold var dagen efter nok ikke helt så presset, men for pokker – hvor tit sidder du på Macallan og drikker whisky til langt ud på natten?

Hvad ville du selv have gjort? 

Stik os en kommentar