Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 5. december 2024

Scroll to top

Top

Ingen kommentarer

VIN UDEN PIS: Australien

VIN UDEN PIS: Australien
Vinhjernen

De bliver lidt kortere denne gang. Sætningerne. Det bliver nok lidt som at læse Alfons Åberg eller Søren Ryge. Eller høre statsministerens Corona-taler. Ikke, at disse klummer skal belemre dig med mine personlige udfordringer, men jeg var for nylig en tur under en lastbil, med hvad deraf følger af fysiske udfordringer efterfølgende. Så det er bogstaveligt talt venstrehåndarbejde, de næste par gange. Jeg er glad for, at ganen er intakt. 

Men nok om det, lad det handle om vin og denne gang fra Australien.  Med sine knap 8.000.000 km2 er der masser plads til at dyrke vin, og det har da også fundet sted et par hundrede år. Landet er verdens syvendestørste vinproducerende land og australierne drikker selv kun under det halve af de årlige 1,2 milliarder liter, hvilket gør dem til verdens fjerdestørste eksportør af vin. 

Det er primært i New South Wales i den sydøstlige del af landet, der laves vin, men der er også vinproduktion i South Australia, Western Australia og Tasmanien.  

Close-up Photo of Wine Bottles With Cork

Det var i Hunter Valley, Barossa og Yarra Valley at vinen for alvor fik fodfæste omkring 1890 efter at være kommet til Australien 100 år tidligere og plantet i det nuværende Sydney. Frem til omkring 1950 bestod produktionen nærmest udelukkende af hedvin, der pga. alkoholindholdet var mindre skrøbelig i forbindelse med lagring og transport.  Senere skiftede produktionen til søde og mousserende vine og det er faktisk først i 1980’erne at der i stor stil laves kraftige rødvine og fede  chardonnays, som vel nok er det, de fleste forbinder med australsk vin i dag. 

Vinproduktionen i Australien har altid været drevet af eventyrlysten pionerånd og i dag er landet en vinøs smeltedigel hvor der laves alle mulige slags vin af alverdens tænkelige og utænkelige druesorter. Samtidigt er Australien også blevet storproducent af noget af verdens dårligste vin, der sammen den nationale opfindelse, bag-in-box, har været med til at sikre eksportsuccessen hos de hungrende vindrikkere på det globale marked. Men det må vi tilgive, når nu landet også har givet os vine som Penfold’s Grange, Torbreck The Laird og Henschke Hill of Grace. Der er vitterlig vin for enhver smag Down Under. 

Australske dråber

Peter Lehmann ”Layers” 2019 [BEDST TIL PRISEN]

Pris: 109,- (normalpris 139,-) 

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt 

Et blend på semillon, muscat, gewürz og pinot gris. Næsen er en anelse reduktiv, lidt krudtet og derudover med gavmild melon duft. Fed, cremet og behagelig, i al sin enkelhed. Drik på terrassen, når solen får lidt bedre fat.  


Giant Steps Sexton Vineyard Chardonnay 2019 

Pris: 229,- (normalpris 269) 

Forhandler: Jysk Vin 

Åben næse med tropisk frugt og let fadduft. Munden har en anelse brændende alkohol, så hold den sval. Klassisk chardonnay med tydelige oversøiske dyder, men vellavet. Og lige det yngste, i hvert fald markant bedre på andendagen. 


Shiraz Rosé 2019 

Pris: 39,- 

Forhandler: LIDL 

Ret spøjs næse af købejordbærgrød og badeforhæng. Ret sød mund, hvor de syntetiske noter går igen.  Jeg elsker at gøre gode køb i den billige ende, men her skraber vi altså bunden. Det her er breezer uden brus. 


Limestone Coast Chardonnay 2020 

Pris: 49,- 

Forhandler: LIDL 

Lidt ”sæbet”, men  for så vidt acceptabel næse med gavmild tropefrugt. Cremet, kraftig og ret krydret mund.  Leverer  hæderligt til den beskedne pris. 


Alkoomi Blackbutt 2009 [BEDST I TEST]

Pris: 389,- 

Forhandler: Sprit&Co 

Frugtig  næse med masser af modne solbær og mørk choko. Mund med ganske fin balance, krydret frugt og bløde tanniner. Moden og meget flot vin  på bdx-blend men stadigt med klart australsk aftryk. Herligt, når der kommer vin med alder og den her er perfekt moden. 


Dutschke Oscar Semmler Shiraz 2016 

Pris: 409,- 

Forhandler: Sprit&Co 

Nærmest likøragtig skarp i næsen, men det fungerer på en eller anden måde fint. Saftig og livlig mund med rigelige, rustikke tanniner. Charmerende, kraftig  og parfumeret vin, der er pænt inde i sit af drikkevindue. Drik til lammekrone eller dyrekølle og af dine store glas 


Shiraz Barossa Valley 2017 

Pris: 49,- 

Forhandler: LIDL 

Jammy og parfumeret næse med duft  af brombærsyltetøj.  Mund i ok balance med afrundede tanniner. OK til prisen, men lidt anonym. 


Giant Steps Yarra Valley Pinot Noir 2019 

Pris: 179,- (normalpris 209,-) 

Forhandler: Jysk Vin 

Let sødlig næse med modne jordbær. Saftig og behagelig mund med let sødme og fin syre. Velfungerende pinot, der akkurat leverer  til tilbudsprisen. 


Dutschke 22 years old Tawny 

Pris: 399,- 

Forhandler: Sprit&Co 

Fed og tæt næse, der oser af muscovado, karamel, valnød og møbelpolish. Sirupstæt og sticky mund med sveskenoter og masser af sukker på nærmest PX-niveau. Drik sval til skarpe blå oste eller hæld over hjemmelavet vaniljeis. 

Stik os en kommentar

Smid en kommentar