VIN UDEN PIS: Kølervæske
De stinker, de anmeldelser her. 5 fede gastromænd til hver eneste vin? Hvis ikke jeg selv havde anmeldt, ville jeg sgu være en anelse skeptisk. Men altså, temaet er ”kølervæske”. Vi efterlyste vine, som du rent faktisk gider drikke, hvis den hede sommervarmebølge skulle ramme os. De der varme dage, hvor du pruster på terrassen og hvor selv Aperol sprits og GT’s efterhånden gør din mund klæg af sukker. De dage, hvor du seriøst overvejer vand, som eneste væskeindtag. De dage, hvor vin virker som en virkeligt dårlig idé.
Og i smagende stund er det sådan en dag. Det er fugtigt, varmt og tordentrykkende. Der har været skybrud flere steder og varmen står stille og sitrer mens luften stædigt står bomstille.
Med andre ord en perfekt dag til at smage dette tema. Og på nær den vin, der havde prop, så leverede samtlige vine varen. Læskende, kølende og med stor drinkability tvang de sig adgang til nydelsescentret i anmelderhjernen, der således bypasset kunne konstatere at de virker præcist som tiltænkt.
Så altså, en klar anbefaling af alle vine i denne omgang. Køb, mens solen skinner.
Kølervæske
Ressi Riesling 2018
Pris: 69,- (normalpris 99,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Skøn, frisk næse med masser af citrus og begyndende petroleum. Munden er tør, mineralsk og mundvandsfremkaldende. Herlig og frisk vin, der nok kan køle en solskoldet danskerpande på terrassen imens du læser den omfangsrige tegneserie-etiket. Godt køb til tilbudsprisen.
Menade Rueda Verdejo 2018
Pris: 89,- (normalpris 119,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Flot, floral næse med liflig parfume. Helium-let mund, der nærmest evaporerer inden du får sunket. Skøn, sart vin, der ikke ledsager meget andet end en nypillet fjordreje, men du har også drukket den inden der er mad på bordet.
Weingut Heitlinger Pinot Noir 2018
Pris: 99,- (normalpris 179,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Sart næse med jordbær og kirsebær, spicet op med varm muld og ædeltræ. Munden er læskende as f… med spændstig syre og et letbittert tannisk inderkindkys til sidst. Kør den ondeste mormorkylling og hav rigeligt vin, ok? Normalprisen er er friskere end vinen, men tilbudsprisen er mere end i orden.
Balthasar Ress Rheingau Riesling Trocken NV (uden årgang) [BEDST TIL PRISEN]
Pris: 99,- (normalpris 149)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Herlig, spicy næse med det helt rigtigt færgedækskrydrede riesling-gefühl. Endnu en spindelvævs-let mund, der pirrer mundhulen med sin stålsatte syre og ellers et blidt væsen. Fornemmer jeg lidt sødme til sidst? Anyways, oplagt terrassebasker til alle svedige gæster, du under en kvalitativ afkøler. Og literprisen er helt i orden.
Los Amantes Albariño [BEDST I TEST]
Pris: 79,95 v. 6 (normalpris 92,-)
Forhandler: Jysk Vin
Granny Smith-næse med muskatparfume. Slet ikke værst. Og munden, for dulen. Saftig, læskende syre møder sart frugt møder fin parfume og det hele er one bloody happy marriage. Jæssir!
Domaine de Colette Beaujolais-Villages 2018
Pris: 99,95 v. 6 (normalpris 109,-)
Forhandler: Jysk Vin
Forventningsskabende næse med surkirsebær, hyldebær og ny asfalt. Munden emmer af saftig frugt smukt suppleret af et venligt tannisk gummegreb. Mærkbart bedre end 2017, som vi også var glade for.
Smid en kommentar