Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 28. oktober 2021

Scroll to top

Top

Ingen kommentarer

VIN UDEN PIS: Pampascowboyen – The Lone Ranger

VIN UDEN PIS: Pampascowboyen – The Lone Ranger
Vinhjernen

Se, her på kanalen efterkommer vi efter bedste lytter (og læser-)ønsker. Så da en af jer sidste år efterlyste ”Argentina” som tema, så blev straks lagt i pipeline til i år.

Og nu er det tid. Desværre er der kun kommet én vin ind til test og dermed bliver selve testen jo lidt kort. Det er heldigvis en god vin, men mere om det senere, lad os først tage lidt vinfakta om landet.

Jeg tænker, du nogenlunde ved hvor Argentina ligger, men ellers røber jeg gerne, at det er den sydlige del af Sydamerika. Blandt vinområder kender du nok Mendoza og Patagonien, men der er også Salta i nord, Catamarca og, pudsigt nok, La Rioja. Og så er der San Juan.

Druemæssigt er torrontés en udbredt hvidvinsdrue. Den smager lidt henad sauvignon blanc og snød alle til DM i blindsmagning for nogle år siden. Mig, inklusiv. Men det er jo rødvin, vi vil have fra sølvlandet og gerne på malbec, der må betegnes som nationaldruen og dækker knap en femtedel af det med vin beplantede areal. Der bliver lavet vin på et væld af druesorter, vi ikke rigtigt ser herhjemme, fx cereza og bonarda, der begge overstiger kendte druer som cabernet og syrah i areal.

Malbec stammer fra Frankrig og er stadig tilladt i Bordeaux, men måske mere kendt i Cahors, hvor den også kaldes côt. Den trives måske endnu bedre i Argentina, hvor den er som skabt til højderne og det varme klima. Her giver den vine med intens frugt, blød og cremet mund samt masser af både syre og tannin.

Oplagt kødvin, og dermed også en velvalgt ledsager til en omgang argentinsk asado.

Testens indkomne vin er et blend af malbec, cabernet sauvignon og merlot og det er jo nærmest et helt bordeaux’sk blend. Den er fra huset Sophenia og stokkene vokser i veldrænet jord med lavt udbytte på marker i 1200 meters højde. Skal vi smage på den?

The Lone Ranger

Sophenia ”Synthesis The Blend” 2017

Pris: 249,- (normalpris 289,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Næse med masser af intens solbær, kaffe og et krydret, urtet touch. Ganske indbydende og lovende. Munden er i tæt, men kølig stil. Her er masser af tørstof, saftig og saliverende syre og blide tanniner. Glimrende vin, der stadig fremstår ung. Du kan sagtens drikke nu, men der er bestemt potentiale til lagring nogle år endnu.


Stik os en kommentar

Smid en kommentar