Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 21. november 2024

Scroll to top

Top

28 Comments

Her får du Københavns bedste burger!

Her får du Københavns bedste burger!

Gastromand har fået en ny favoritblog og tænk engang; den er sgu skrevet af en pige – en pige der mere eller mindre lever af og for burgere (uden at man dog kan se det på hende)!

Det kræver en portion mod at sætte sig for at kåre den bedste burgere i byen. Det har jeg lært. Mad og smag er en yderst subjektiv sag, og sjældent har noget været så omdiskuteret som burgere.

Engang var burgere kun noget, man fik på en grillbar: en fladstegt frostbøf pakket ind i strimlet iceberg og en sesambolle fra Paaskebrød. Ikke at man skal kimse ad sådan en fætter – det sker ikke så sjældent at trangen til en ”double bacon cheese” fra Rialto Grill melder sig (har du ikke været dér endnu, så se at kom afsted!).

Men definitionen på en burger har i Danmark gennemgået en rivende udvikling igennem de seneste år.

Caféburgeren kender vi alle lidt for godt – den er flyttet permanent ind på alle cafékort, i tro følgeskab med rucolaen, løgkompotten og speltbollen. Har man én gang sat foden i USA, kan det være svært at se, hvordan den københavnske og amerikanske burger skulle være beslægtede.
Heldigvis er der kommet lidt mere konkurrence på burgerfronten – især i København. Flere og flere burgerjoints ser dagens lys og efterspørgslen på bløde, krydderbolle-lignende boller, rigtige fritter (læs: ikke kartoffelbåde) og en bøf af ordentlig kvalitet er stigende.

Jeg har hér listet min top 5 over de bedste burgere i København. Det er fem vidt forskellige spisesteder og fem ligeså forskellige burgere, men jeg har forsøgt at knytte lidt kommentarer til hvorfor og hvornår, man skal spise den ene burger fremfor den anden.

Jeg er langt fra kommet omkring alle københavnske burgere (endnu), så byd endelig ind med den burger, du synes er byens bedste!

 

#5 Nose2Tail – The Diner

Burger_Nose2tail_Diner

Nose2Tails konceptuelle madbodega i Kødbyen har hurtigt vundet momentum med den bæredygtige ideologi om at spise dyret fra hale til næse. Og det skulle heller ikke vare længe, før en burgerbar efter samme vision så dagens lys.

Nose2Tail – The Diner kører den amerikanske diner-stil ud, men med bacon som omdrejningspunkt for menuen, der er spækket med kække statements, såsom ”du kan komme bacon på alt!” og ”bacon er godt for dig”.

Start måltidet med flæskesvær af frilandsgris og baconmayo og fortsæt så til en klassisk okseburger eller fortsæt aftenen med svin som pulled pork sandwich.

Burgeren, som er en tung én af slagsen, er strippet for dikkedarer og det eneste grønne på brættet er en skål coleslaw, stegte løg og hjemmesyltede agurker i burgeren.

Fritterne er sprøde og man kan fortsætte baconbølgen med tilvalg af bacon i selve burgeren eller som baconmayo til fritterne.

“Du kan komme bacon på alt!”

Prisen på 130 er muligvis også den bedste af disse fem burgere, så man får bestemt noget for pengene på Nose2 Tail dineren. Men det er ikke et sted, der indbyder til at man bliver hængende længe, så start en aften i det københavnske natteliv hér, inden aftenen fortsættes andetsteds.

Nose2Tail – The Diner ligger i de gamle Pasta Basta-lokaler på Valkendorfsgade I indre København.

 

#4 MASH

Burger_Mash

At MASH, Københavns bedste steakhouse, figurerer på listen over byens bedste burgere, kan vel næppe være en overraskelse.

Der er mange grunde til at aflægge MASH et besøg, og er man ikke lige i humør til en dry aged ribeye er burgeren også et rigtig godt valg.

Det er uden tvivl burgerbøffen, der er burgerens stærkeste punkt. Uden meget smørelse eller krydderi til at forføre smagsløgene, smager bøffen bare rigtig dejligt af bøf! Og så kan bøfhuset naturligvis også finde ud af at stege sådan en sag.

Er man mere til klassiske fritter kan man bede om at få byttet de chili fries, der følger med burgeren, ud med MASHs egne, klassiske fritter.

MASH kan findes flere steder i landet, bl.a. i Bredgade i København og på Hotel Ritz i Århus. Deres burger på 250g koster 165 kr.

 

#3 Nimb Bar’n’Grill

Burger_Nimb Bar’n’Grill

En rigtig herreburger finder man på Nimbs autentiske Bar’n’Grill, som bl.a. lover ”en syden af store bøffer; en klirren af store vine; en duft af grillet seafood”. Kom forbi med en glubende appetit – der er ikke sparet på noget.

Hvis man tager kerneingredienserne i en burger og optimerer dem hver især, så får man nok en burger tæt på den, der serveres på Nimb Bar’n’Grill.

Flæk en lun briochebolle og smør den med sød sennep og tomatrelish. Læg dernæst en perfekt, rosastegt bøf af oksekød fra Nebraska – halv mørbrad og halv ribeye – og pynt den med smeltet, lagret cheddar. Servér så salaten på siden, anrettet som en cremet caesar salad. Og spis hertil sprøde, hjemmelavede fritter og en lun bearnaise i gryde.

Det kan godt være, at Nimb Bar’n’Grills burger er den dyreste, jeg indtil nu er kommet omkring. Men prisen forklarer sig, når burgeren serveres. Det er uden tvivl den mest overdådige burger, jeg har prøvet – måske for meget af det gode, men ikke desto mindre en oplevelse.

Skal det være (ekstra) ekstravagant – og er man rigtig sulten – kan man også vælge restaurantens skaldyr til forret, fx Fine de Claire østers eller en halv grillet hummer. Og så bør man vel selvsagt også gå på opdagelse i Nimbs vinkort.

Nimb Bar’n’Grill ligger ved indgangen til Tivoli overfor Hovedbanegården og deres burger på 200g koster 225 kr.

 

#2 Sokkelund Café & Brasserie

Burger_Cafe_Sokkelund

En noget frankofil fortolkning af burgeren finder du på den lige så franske café Sokkelund. Menukortet er da også fyldt med specialiteter som moules frites, salade chevre chaud og bouillabaisse, og som det er gennemgående for disse retter, er der også kræset for enhver detalje i burgeren.

Bollen er en hjemmebagt sesambolle på briochedej. Pomfritterne, som bliver udvandet, tørret og fritteret i tre omgange, er de bedste, jeg til dato har smagt. Bøffen er rørt med lækre ingredienser, som giver den en fantastisk god smag og cremet konsistens (altså på den gode måde). Og så får du både aioli og bearnaise til dine fritter – det hele ad libitum.

Udover Sokkelund burgeren kan du også få en rigtig fin burger med lynstegt tatar og som noget nyt er der også tilføjet en kyllingeburger til udvalget.

Giv Sokkelund et besøg, hvis du vil smage en rigtig gourmetburger, som ikke bare følger de gængse burgerregler, men som også tør komme kapers i burgerbøffen og smøre den med løgkompot – og oplev at det fungerer!

Café Sokkelund ligger på Smallegade 36 på Frederiksberg og deres Sokkelund burger koster 169 kr.

 

#1: Salon 39

Burger_Salon39

På min førsteplads ligger Salon 39. Den lille, originale cocktailbar – som (for)fører dig tilbage til 1930′ernes New York – har et begrænset men suverænt menukort. Foruden italienske specialiteter og en 900g porterhouse steak, pryder The 39 – salonens bud på en klassisk cheeseburger.
Sørg også for at dykke ned i det prangende drinkskort – jeg (og de søde bartender) vil nok anbefale én med lidt røg som supplement til burgeren.

 

“Kom der en weekendaften og drik dig flot og klog i velrystede cocktails”

 

Burgeren bliver serveret på et råt bræt med en syltet agurk og klassiske fritter på siden. Burgerens komposition er klassisk og meget amerikansk: en sød bolle, saftig bøf og sprød salat.
Den syner måske ikke umiddelbart af meget, men er en kompakt lille sag, som nok skal gøre enhver gastromand mæt (tør jeg godt påstå). Særligt at bemærke er i øvrigt den røgede mayo, der supplerer de salte fritter eminent.

Da der efterhånden er mange, der har fået øjnene op for den lille charmerende beværtning er det en god idé at bestille bord. Kom der en weekendaften og drik dig flot og klog i velrystede cocktails.

Salon 39 ligger på Vodroffsvej 39 på Frederiksberg. En cheeseburger koster 129 kr.

 

Er du enig i Pigen & Pomfrittens burger-ranking? Og hvor finder man i følge dig byens bedste burger?!

Stik os en kommentar

Comments

  1. Nu skal jeg helt sikker prøve brugeren på Salon 39.
    Glæder mig helt til at prøve et nyt godt burger sted. :-)
    Dejligt med sådan en liste. Thanks…

  2. Jørgen

    Ingen af de nævnte er i toppen af en rigtig dansk burger – de fås desværre kun på meget få grillbarer og er udkonkurreret af dårlige pizzaer og andet etnisk fastfood. En god bøf med sprød bolle, ristede og rå, remoulade, sennep og ketchup er gudemad, men den er næsten udryddet…….shame

  3. Okse Æg

    Med revet ost, og kartoffelbåde eller twisters

    Kartoffel både

    69.00,-

    http://www.expresspizza.dk/menu.php#Menu21

    Twisters

    75.00,-

Submit a Comment