Stegt Flæsk Slider – Danmarks uofficielle VM-burger
- Eksilsønderjyden
- Den 4. maj 2018
- https://gastromand.dk
Vi kender det alle, right? En gang imellem popper der en idé op, som straks efterfølges af et ”hvorfor fa’en har jeg ikke tænkt på det tidligere”…og et ynkeligt forsøg på en jubelscene i form af en noget trist, og alt andet end smooth, moonwalk!
Jeg blev ramt af lige præcis sådan et Eureka-moment for et par dage siden! Indrømmet…det blev ikke til nogen moonwalk, da sofaen havde et lidt for solidt tag i mig! Men da jeg helt åbenlyst var dybt inde i den kreative zone, blev der tænkt hurtigt og fejringen af min egen genialitet, manifesterede sig i stedet i en halvkvalt couch-version af ”ormen”.
Ideen? STEGT FLÆSK SLIDERS!! (…den var nok luret, efter et kig på overskriften!). Danmarks nationalret uden kniv og gaffel! Pulled pork sandwich go home, siger jeg bare! Her er din nye go-to-servering når drengene skal fodres af, inden der skal råbes til noget sport i fjernsynet.
Sprødstegt og dejligt greasy flæsk, lidt mere fedme fra en persillemayo, skarphed fra løg og peberrod, sødme og syre fra syltede løg, æble og sennep. Alt sammen pakket ind i en lille blød brioche, ristet af i svinefedtet fra flæsken (har aldrig tidligere brugt svinefedt til dette, men boy det spiller!). I al beskedenhed en genial lille burger kreation, som river dig rundt i hele smagsspektret.
For ikke at løbe ind i en dumflad og et ”mycket snack och lite hockey” fra en svensker på vej til VM i Herning, må jeg hellere stoppe mit klap-dig-selv-på-skulderen-skriv og smide en opskrift efter jer.
Som en allersidste ting, skal der lige lyde et shout-out til Umut fra Guldkroen, der med sine fastfood-fortolkninger af danske klassikere uden tvivl står for en del af inpirationen og er solidt placeret i rulleteksterne til denne opskrift, med rollen som Godfather of Grease.
Stegt Flæsk Sliders
Ingredienser
- 1 kg Stegt flæsk
- 1 stort Løg - finthakket
- 1 Æble – i tynde skiver
- Sennep
- Tabasco
Persillemayo
- 3 dl vindruekerneolie
- 2 æggeblommer
- Et bundt bredbladet persille
- Et par stilke kørvel
- 2 tsk æblecidereddike
- Lidt salt
Syltede rødløg
- 2 rødløg
- 2 dl sukker
- 2 dl vand
- 2 dl eddike
- 4 laurbærblade
- Lidt peberkorn
- En kvist timian
Brioche-sliders
- 350 gr mel
- 3 æg +1 til pensling
- 2 spsk lunken vand
- 4 spsk lunken mælk
- 1 tsk salt
- 25 gr gær
- 250 gr smør
- 35 gr sukker
- Lidt kardemomme
Sådan gør du
Brioche-sliders
- Rør gæren ud i vand og mælk.
- Tilsæt æg, salt, sukker og kardemomme og rør det ud.
- Herefter tilsættes mel under omrøring, til du har en sammenhængende dej.
- Tilsæt smør lidt ad gangen til dejen er glat.
- Lad dejen hæve i ca. 2 timer og stil den så på køl i yderligere 2 timer.
- Tag dejen ud og del den i 6-8 portioner og form dejen til boller.
- Lad bollerne efterhæve i 2-3 timer, til de er hævet til dobbelt størrelse.
- Pensl bollerne med et pisket æg og bag i ovnen ved 175 grader i ca. 20 minutter.
Persillemayo
- Vi starter med at lave en persilleinfuseret olie: Vask persille og kørvel og tør det grundigt – vi vil ikke have vand med i mayoen. Smid det i en blender.
- Varm din olie op til 50-60 grader og hæld det i blenderen.
- Blend i 7-10 minutter. (Er du den lykkelige ejer af en Thermomix, blender og varmer du naturligvis bare samtidig i den)
- Sigt olien igennem et klæde eller kaffefilter og lad det køle af til stuetemperatur.
- Sørg for at eddike og æggeblommer også har stuetemperatur.
- Blend æggeblommer med salt og eddike i ca. 20 sek
- Skrab massen ned fra siderne og start blenderen igen, men du tilsætter persilleolien lidt efter lidt.
- Smag til med salt og eddike.
Syltede rødløg
- Skær løgene i tynde både og smid dem i et glas eller en skål
- Kog syltelagen op (sukker, vand, eddike og krydderier) til alt sukkeret er opløst i lagen
- Hæld den varme lage over løgene og lad dem trække i en times tid.
Stegt Flæsk
- Fordel flæsken på en ovnrist og salt den et par timer før den skal i ovnen
- Steg flæsken ved 200 grader i ca 25 min. Husk en bradepande under, til at opsamle fedtet, som du skal bruge senere.
- Vend flæsken et par gange undervejs for at sikre en jævn stegning.
Anretning
- Flæk dine boller og rist dem i svinefedt på en pande ved middelhøj varme, til de er blevet gyldne og sprøde
- Smør den ene halvdel med en god portion persillemayo, og den anden med sennep.
- Byg din slider: Æble, flæsk, hakket løg, peberrod, syltede løg og et skud Tabasco.
- Velbekomme og enjoy!!
Stik os en kommentar
Lidt godt til maven
- Biksemad – med spejlæg og bearnaisesauce!
- Brændende Kærlighed – opskriften på lykke
- Bøf Stroganoff à la Gastromand
- Grydestegt Kylling med “Skilt sovs” og råsyltede agurker
- Hasselbagte kartofler – super sprøde og møre kartofler
- Høvdingegryde med oksekød, bacon og cocktailpølser
- Frikadeller: Opskriften på perfekte frikadeller
- Kartoffelmos – fed og cremet
- Krebinetter eller Karbonader: Smørstegte mirakler
- Millionbøf – opskriften på den klassiske, danske udgave af Bolognese
- Pariserbøf – den ultimative frokostret!
- Æggekage med bacon – den gammeldags opskrift
Smid en kommentar