Gastromand.dk | 16. December 2017

Scroll to top

Top

4 kommentarer

VIN UDEN PIS: Findes der liv udenfor Champagne?

VIN UDEN PIS: Findes der liv udenfor Champagne?
Vinhjernen

Så tager vi sgu hul på en helt ny stribe af vinanmeldelser her på Gastromand, der som altid går gennem gastronomisk ild og vand for at give dig de bedste tips og gastro-tricks. Og i denne første omgang skal det handle om alternativer til champagne.

Hvad skal vores nye vinserie i øvrigt hedde? Drop os gerne en kommentar med det perfekte navn…

“Hva’ dulen?” udbryder du måske. “Drikker ægte gastromænd virkeligt andre bobler end champagne?” Jada, og det skal man ikke være flov over. Det kan jo være sidst på måneden, det kan have været en dårlig nat på kasinoet eller også er du bare blevet enormt træt af den prikkende syre fra knastørre blanc de blancs-champagner?

I hvert fald er det værd at huske på, at der laves masser af boblevine andre steder end i Champagne og du kan få den i alle farver og varierende sødmegrad fra hvinende søde astier til ansigtsvridende tør nul-dosage “pet nat” . Dermed er der sådan set ikke nogen undskyldning for ikke at drikke bobler mellem nytår og jul også, og det slår vi altid gerne et slag for, her på kanalen.

I Frankrig finder du skummende cremanter i både Bourgogne, Alsace og Loire. Italien byder på champagne taste-alikes fra Franciacorta og Trento, røde, blide tanninkradsende lambruscoer(hedder det mon lambrusci i flertal?) og parfumerede moscatoer. For ikke at glemme spansk cava, tysk og østrigsk sekt eller de engelske bobler, der efterhånden er i glimrende kvalitet.

Dit lokale supermarked har garanteret en boble til under en 50’er, men du kan også lægge tre kilo for en moden flaske Salon. Så er vi dog tilbage i Champagne.

Anyway, bobler er bare en tand mere classy end grænsepils, så du kan jo lade dig guide af nedenstående anmeldelser af bobler, der ikke er champagne.

Har du i øvrigt fået lært at sabrere?!

Findes der liv udenfor Champagne?

Calmel & Joseph Cremant de Limoux Brut

Pris: 129,- v. 6 (normalpris 159,95)

Forhandler: andrupvin.dk

Limoux har du måske ikke lige i frisk erindring, men vi er i Languedoc, sydøst for Toulouse. Vinen er lavet på chardonnay, chenin og lidt pinot noir. Det skulle nok kunne fungere. Og sørme … nydelig æblenæse, blide bobler og venlig syre. Flot og ren vin og et fund til tilbudsprisen.

5/6 Gastromands Bedømmelse' width=

Kirsten Riesling Brut

Pris: 143,- v.6 (normalt 159)

Forhandler: jyskvin.dk

Hils på Kirsten, som skummede så meget over, da jeg åbnede flasken, at jeg blev i tvivl om der skulle have stået “Karsten”? Ba Dum… Nå, men Kirsten er fra Mosel og dufter dejligt. Lidt som et stjålet kys nytårsaften af krudt og læbestift. Boblerne livlige, som hænderne på en hestehandler på Hjallerup Marked og eftersmagen er tør og fyldig. Fin og rank tyskerboble til prisen.

5/6 Gastromands Bedømmelse' width=

Schmitges Cremant Riesling 2014

Pris: 249,- (-10% ved 3 stk)

Forhandler: propperiet.dk

“Det’ en tysker”, også selvom betegnelsen “cremant” i.s.f “sekt” indikerer frankofile ambitioner. Det gør prisen også. Men det er altså Mosel-riesling med bobler. Næsen er blomsterlækker og rieslingsk, munden har silkeblid mousse inden en stålsat syre forhindrer at det hele bliver for tøset. OK gået der, Schmitges. Flot vin.

5/6 Gastromands Bedømmelse' width=

Contadi Castaldi SATÈN 2011

Pris: 239,- v. 3(normalpris 319)

Forhandler: propperiet.dk

Nå, for Satèn, italienske bobler til champagnepris. Men vi er også i Franciacorta, hvor de mest seriøse italienske skumvine kommer fra. Champagnemetode og champagnedruer, du ved. Næsen dufter af kvæde og kornmark ved studentertid, munden har sprøde bobler, vinøs tyngde og god kompleksitet. It ain’t champayn, og det skal det heller ikke være. Men det er godt. Drikkes selvfølgelig til en byge af hjemmelavede antipasti.

4/6 Gastromands Bedømmelse' width=

Val D’Oca Valdobbiadene Millesimato

Pris: 89,- v. 6(normalpris 99)

Forhandler: jyskvin.dk

Prosecco er måske mest kendt som den hurtigste måde at forføre studiner på, men kommer de fra Valdobbiadene(boblerne, ikke pigerne) er det som regel “serious winemaking”. Denne fætter har fin blomsternæse og livlig mousse. Munden er frisk, men en tand kort. Men for en relativ beskeden pris er der masser af hyggeboble for pengene.

4/6 Gastromands Bedømmelse' width=

Buglioni Il Vigliacco 2014

Pris: 105,- v.6(normalpris 159,95)

Forhandler: supervin.dk

Det her falder du nok ikke over tit. Vin fra Valpolicella, lavet af molinara-drue som du måske kender fra amarone og har fået sine bobler på martinotto-metoden, hvor vinen andengærer på tryktanke. Og så er den tør og lyserød, som sene barjokes på socialdemokraternes årlige kongres. Dufter ikke af alverden, skummer kraftigt i munden og er hurtigt væk.  Også fra hukommelsen. Men fredelig sålænge det varer.

3/6 Gastromands Bedømmelse' width=

Le Tenute Bocciolo Grasparossa

Pris: 99,95 v. 6 (normalpris 139,95)

Forhandler: supervin.dk

Disclaimer: jeg er en sucker for rød lambrusco. Og sådan en er Bocciolo. Herlig næse af nykogt rødgrød og mandel. Blide små bobler, frugtig mund og et perfekt tannisk krads til sidst. Jeg er fan. Drik til al gris fra grill hele sommeren og bliv et gladere menneske. For en hund.

5/6 Gastromands Bedømmelse' width=

2015 Cleto Chiarli “Fondatore” Lambrusco

Pris: 109,95 v. 2 (normalpris 129,95)

Forhandler: Erik Sørensen Vin

Næææ, en lambrusco mere? Denne gang en Lambrusco di Sorbara(druesorten), som er mere pink og lettere i udtrykket end grasparossa. Næsen er kridt og sommerbær, munden er sart og frisk. Knastør og  markant bedre end dit supermarkeds rosé champagne. Drik den til pil-selv-rejer eller mens du spiller petanque på din ujævne sommerhusplæne.

5/6 Gastromands Bedømmelse' width=

La Cave des Hautes-Côtes Crémant de Bourgogne

Pris: 124,95 v. Køb af 2 (normalpris 149,95)

Forhandler: Erik Sørensen Vin

Kooperativ-boble fra hjertet af Bourgogne på ren chardonnay. Det er da en meget god start. Næsen er også fin, boblerne er store og mange, munden er til den friske, syrerige side. Rent og rank, uden at være stort.

4/6 Gastromands Bedømmelse' width=

Montalbera Cuvée Rosé Brut

Pris: 99,95(normalpris 149,95)

Forhandler: supervin.dk

Løgskalsfarvet roséboble på den frække grignolino-drue, der også giver spændende rødvine i barolo-light stil. Næsten ingen næse, men en spændstig mund med intens syre. Serious stuff, og mere til de skaldyr, du hiver af grillen end bare til hygge. Ret fin.

4/6 Gastromands Bedømmelse' width=

SKÅL! Håber I synes om det nye koncept – ris og ros er velkommen i kommentarerne!

Kommentarer

  1. Jens Kjærgaard Frederiksen

    Se det er fedt!!! 2-4 linjer og ingen pis. Det duer satme! Kunne en leverandør evt. være Winefamly?

  2. Lotte Olsen

    Det er betalte anmeldelser. Vinhandlerne betaler et årligt beløb for at lade Gastromand anmelde vinene.. Så var det jo nemmere, at vinhandlerne selv anmeldte vinene.
    Dette er bare en reklame for vin.

    • Anders

      Kære Lotte. Det er ikke “Gastromand”, der anmelder vinene, det er mig. Jeg er freelance vinskribent over mere end 10 år og er hyret af Gastromand til at anmelde vine. Min integritet er ikke til salg og jeg anmelder vinene ligeså objektivt her, som alle andre steder. Hvis Gastromand på nogen måde skulle ønske sig bedre karakterer til vinene, end jeg kan stå inde for, vil vores samarbejde slutte øjeblikkeligt. Så du har altså ikke ret i din påstand.

  3. Martin Pedersen

    Rigtig inspirerende anmeldelse, og med gode billeder til. Tak for det.

Smid en kommentar