LONGREAD: Den Københavnske Fjordreje-odyssé
Foråret er endelig kommet og det er lig med mange ting. Bare, brune ben. Bøgen, der springer ud. Hagl og solskin på den samme dag. Jyder med lydanlæg på Dronning Louises Bro. Orange genskær fra Aperol Spritz i store solbriller.
Og så er forår lig med en gastronomisk specialitet, som er i sæson netop nu:
Hvide asparges med hollandaise og en ordentlig bunke håndpillede fjordrejer.
Ligesom den danske sommer, er sæsonen kort for både asparges og fjordrejer, så det gælder om at slå til og udnytte råvarerne, mens de er her. Men det er en dyr ret, så hvis man skal nyde den mere end et par gange kræver det ekstra guld på kistebunden. I takt med at fortovscaféernes udeservering blev fyldt op rundt omkring i byen, grublede jeg over hvordan fanden jeg skulle få tiltusket mig en masse rejer – og da slog det mig, at der måske var en mand, som kunne hjælpe.
Selvom jeg selv er ludfattig, kender jeg en enkelt rig fyr. Han er et hedonistisk menneske, som sjældent sætter sit lys under en skæppe, og så angriber han de danske restauranter med en iver, som man skal lede længe efter.
Jeg havde godt lagt mærke til, at han havde været ude at spise asparges og fjordrejer et par gange, så jeg spurgte lokkende, om ikke det var på sin plads med en lille tour. En gastronomisk rejse, hvor fjordrejer flød om kap med kold hvidvin. Han grinede bare, og så tænkte jeg ikke mere over det. Ikke desto mindre fik jeg en besked fra ham to dage senere:
”Vi gør det! Fire gutter, elleve restauranter på én dag. Vi har skaffet privatchauffør til i morgen. Du skal med!”
Jeg måtte straks aflyse alle planer, for når han vil noget, bliver det på hans måde, og han har ikke tid til at vente.
Mandag formiddag, cykler jeg afsted mod vores første stop – Zoologisk Have – hvor jeg skal mødes med ham og tre rigmænd, som jeg ikke kender. Jeg aner ikke, hvad jeg har indladt mig på, men hvis man fjerner den glitrende staffage, er det vel egentlig bare overklassens version af et pubcrawl. I stedet for snuskede beværtninger bevæger vi os bare fra den ene gourmetrestaurant til den næste. I stedet for håndbajere er det vintage bourgogne. I stedet for traskende fodtrin og bybusser er det lædersæder og privatchauffør. Og så er det rejer. Rejer i lange baner.
12:05 – PANPAN, ZOOLOGISK HAVE
Selvom det er mandag slanger køen til Zoologisk Have sig mange hundrede meter helt ned til krydset ved Søndre Fasanvej. Alle vil se de fucking pandaer. Den første, der ankommer er iført stilet smoking med jernkors som manchetknapper. Han oser af magt og dominans, og jeg begynder hurtigt at kalde ham Adolf. Det har han det overraskende fint med. Min gode ven, som har inviteret mig, er asiat, så vi bliver enige om, at han til gengæld kan være Kim Jong-un. Han er iført laksefarvet habit og runde solbriller og smiler over hele hovedet.
”Det her bliver det mest dekadente nogensinde,” skriger han af begejstring over udsigten til dagens strabadser. ”Fjordrejer er så perverse. Det er ikke engang de bedste rejer, men det er pissedyrt og dekadent, fordi de tager så lang tid at pille.”
Det er fjordrejens diminutive størrelse, der gør den så besværlig, og skyder prisen i vejret i forhold til de billigere grønlandske rejer. Netop derfor bliver den eksklusive spise betragtet som Danmarks kaviar, og vores tur skal være en hyldest til det. De danske asparges er godt nok ikke helt kommet op endnu, så vi må nøjes med de tyske. Og vinen vi drikker er hovedsageligt fra Sydfrankrig. Men ellers er det her en meget dansk omgang. I en tid hvor flere og flere får øjnene op for vigtigheden af at spise lokalt og spise råvarer i sæson er den her mission nærmest prisværdig. Det fortæller jeg i hvert fald mig selv.
”Fjordrejer og asparges er en dansk specialitet,” forklarer den store leder, Kim. ”Der er mange af restauranterne, som slet ikke har den på kortet normalt, men som laver den specielt til os.”
Det er den slags man kan, når man penge nok. Ligesom man kan bypasse en kø på hundredvis af børn og voksne i alle aldre og vade direkte ind i Zoo, når det passer en. Vi bliver mødt af kokken, som personligt kommer og giver hånd og lukker os ind i haven. Han hedder Casper Sobczyk og har netop overtaget driften af tre nye restauranter, der skal løfte den gastronomiske oplevelse i Zoo fra fransk hotdog til fransk gourmet. Vi skal hverken på den traditionelle danske eller den vegetariske, men træder i stedet direkte ind i hans flagskib, PanPan, der ligger inde i selve pandaanlægget. Her bliver vi anbragt ved enorme glasruder og kan kigge ud på pandaerne, der sidder få meter væk og gnasker bambus.
”Den er sgu da ikke særlig stor,” siger det tredje medlem af vores selskab uimponeret og peger på den kinesiske pels-diplomat. Han skal også have et diktatornavn, for ligesom de andre, gør han hvad han har lyst til, og har midlerne til at få sin vilje. Efter lidt debat bliver han døbt Benito efter den italienske fascist Mussolini, som jo meget passende har lagt navn til en sovs, som passer perfekt til fjordrejer og asparges.
Benito vender blikket væk fra pandaen, tager en stor tår af sin bergamot-øl og henleder i stedet opmærksomheden mod den mad, der bliver stillet på bordet. Han ser måbende ned på en hotdog, og tror et kort øjeblik, at han er gået forkert. Men kokken har styr på det.
Casper Sobczyk serverer stolt en hotdog af krydret Duroc-svin i brioche-brød med hvide asparges og rigeligt med fjordrejer både over og under pølsen. Jeg mumler noget med Sverige, da jeg tager den første bid – vores broderfolk har jo den uskik at putte rejesalat på deres körv – men da kombinationen rammer mine smagsløg, bliver jeg sendt helt til månen. Det kan diskuteres om der stadig er tale om en hotdog, når vi skider så højt og flot på traditionerne, men smagsmæssigt har Casper godt nok fat i den lange ende.
Først halvvejs gennem måltidet ankommer det sidste medlem af vores selskab. I en verden hvor tid er penge, og penge er gud, ser man ikke let på den slags, så resten af dagen bliver han drillet med at han kom for sent. Og at han er fra Vestegnen. Der står virkelig mange nuller på hans bankkonto, men han er lidt yngre, og mindre kynisk i sin fremtoning end de andre, så han bliver et let offer. De kører på ham resten af dagen. Da Adolf giver ham en sviner, forsøger han at give igen ved at spørge om de andre kan oversætte jysk, fordi han ikke forstår hvad han siger, men de bider ikke på. Han er udvalgt til prügelknap i dag, og han må klø sig lidt i de krøllede, blonde lokker for at udtænke sit næste move. Alfaerne slår sig på brystet og nedstirrer den yngre han. Han bliver døbt Donald.
13:15 – BISTRO BOHEME
Udover de fire rigmænd skal jeg følges rundt med en cheerleader, som er blevet hyret til at være maskot hele dagen. Kim har købt et rejekostume i størrelse 6-7 år, som han mener, hun sagtens kan passe. Cheerleaderen er ikke tilfreds med at skulle ned i den lillebitte dragt. I bilen forsøger de at klemme hovedbeklædning ned over hendes blonde hår, mens hun klager. ”Det gør kun ondt i starten,” griner de, indtil den kække rejehat er kommet på plads.
På landsholdskokken Per Thøstesens Bistro Boheme bliver det mere traditionelt end i pandahuset. Retten er godt nok ikke på kortet, så kokken har lavet den kun til ære for de fire herrer. Men han kunne alligevel ikke dy sig for at give den et twist. Udover de klassiske dampede hvide asparges, frisk dild, hollandaise og fjordrejer i rigelige mængder er anretningen toppet med stenbiderrogn, og midt inde i det glorificerede stjerneskud gemmer et pocheret æg sig. Blommens dybgule indre flyder ud over de nuancer af lyserødt skaldyr, som pryder porcelænet.
Cherleaderen proklamerer, at hun aldrig spiser før klokken 15, og jeg får også bare hvidvin, for selvom de fire mænd har inviteret mig med, har de ikke tænkt sig at betale for, at jeg spiser gratis hele dagen. Der er en grund til, at de har penge. Og jeg har ikke på nogen tænkelig måde mulighed for selv at betale uden at forgælde mig for evigt med et kviklån. Den endelige pris for dagens udskejelser er der ingen, der helt ved – og de vil heller ikke fortælle mig det, hvis de vidste det. Penge er noget man har, det er ikke noget man taler om. Men der kommer uden tvivl til at stå fem cifre på bundlinjen, når dagen er omme. Vel at mærke per person. Der er ingen tvivl om, at en gennemsnitlig dansk familie kunne komme på en skøn charterferie for de penge, som mændene fyrer af på sig selv i dag.
Fjordrejer er afsindigt dyre, og skal grupperes sammen med eksklusive råvarer som kaviar og trøfler. Ikke fordi råvaren er sjælden eller særligt svær at anskaffe – vi har tidligere fanget op mod 200 ton fjordrejer i Danmark årligt – men fordi det tager en krig at pille de bittesmå rejer i hånden. Tjeneren på Bistro Boheme fortæller med en vis anstrengt begejstring, at han har siddet og pillet rejer i tre timer inden vi kom. Andre steder har de løst problemet ved at flyve rejerne hele vejen fra Øresund til Marokko for at blive pillet, og så flyve dem tilbage igen. Det kan åbenbart bedre betale sig for bundlinjen. Miljøet er knap så glad for den løsning, men den slags bekymringer har ingen gang på jorden for de her mennesker. Når man har et privatfly og en Ferrari 488 fylder måltidets komparative CO2-udledning ikke det store.
13:46 – PALÆGADE
Det virker bizart at sidde og drikke en helt almindelig dåsebajer i bilen, når vi lige har saftet os ned i vine til tusindvis af kroner. Man bliver hurtigt forvænt. Men i det mindste er den holdt kold af det indbyggede køleskab i den sorte Mercedes Vito, når nu vi skal nøjes med proletarlæskedrik. Chaufføren har hurtige solbriller på og joker med passagererne – han er Adolfs private chauffør, så det er langt fra første gang, at de kører rundt i den luksuriøse minibus med ‘VIP’ skrevet på bagsmækken i glitrende bogstaver.
Herrerne har fået klemt cheerleaderen ned i sit kostume, og en af dem har iført sig en flot plyskasket med en kæmpe pik i panden – det bliver bemærket, da vi træder ind på den propfyldte restaurant. Vores lydniveau er også begyndt at stige markant, og jeg kan ikke lade være med at grue over, at det kun er vores tredje stop på ruten.
Hos Palægade er de kendt for at lave en mean dansk frokost, men de har faktisk ikke retten på kortet, så her har kokken også været på overarbejde. Han har valgt en løsning med både grønne og hvide stegte asparges på smørstegt brød, fint med rejer, og med den klassiske hollandaise ved siden af.
”Jeg ved ikke, hvorfor hollandaise stadig har berettigelse,” klager Benito, mens han lader bourgognen i sit glas ilte. ”Hvorfor skulle man nøjes med den, når man kan få sauce mouselline?”
14:24 – ALSACE
På Alsace får Benito hvad han ønsker. De famøse rejer bliver serveret med en perlende sauce mousseline og fem store asparges, som er tilberedt til perfektion. Der er ikke så meget pis på Alsace – de ved hvordan man laver sådan en ret, så den sidder lige i skabet. Vinen er let, ikke for sød, og med en diskret note af hyldeblomst, så jeg spørger vores medbragte sommelier, hvad vi drikker.
”Hvidvin,” svarer Adolf på det tørreste jysk. ”Det er ligesom rødvin, bare lysere.”
Han er født med penge, og det kan man mærke i hans tilbagelænede, næsten reserverede attitude. Der er ikke meget her-kommer-jeg i forhold til nogle af de andre rige, unge mænd, jeg har mødt. New Money kan kendes på krokodilleskind, store poser med coke, og høj pistolføring. Old Money er diskretion og cognac. Ikke fordi dekadencen ikke er der – den bliver skruet helt op på 1000 ved særlige lejligheder – men det foregår hovedsageligt bag lukkede døre. Eller på private øer.
På vej ud til bilen er der for femte gang i dag nogen, der tror, at vi er på polterabend. Man kan åbenbart ikke have en teenager i rejekostume og en pikhat med ude i offentligheden uden at folk går ud fra, at man skal smedes i ægteskabets lænker.
15:05 – MARCHAL, D’ANGLETERRE
I bilen klager cheerleaderen sig igen over sit kostume, så for at vise solidaritet tager Kim også en maske på – men lige meget hjælper det. Så udenfor D’Angleterre bliver maskotten sendt hjem. Der er bred enighed om, at vi ikke kan have sådan en sur reje med os rundt, og det bliver understreget, at kommende vedhæng bør have mere spræl. Vi kan ikke være tjent med halvhjertede indsatser, når alle andre går all-in. Kim lover, at de næste gæster vil være helt klar på fis og ballade – og rejekostume.
Mens cheerleaderen forsvinder ned i metroens favn, fortæller Donald, at han engang havde en frille, som tog metroen. De andre rynker på næsen.
”Så håber jeg da, at hun skiftede tøj, inden hun kom hen til dig.”
På D’Angleterre har de ingen humor overhovedet, og en stenstøtte af en mand beder diskret om at få pikhatten, så han kan lægge den i garderoben. Han holder den med to fingre, som om han er bange for at få sjovhed på hænderne, mens han træder væk fra os med en gang som kun en tjener kan bære.
Det er blevet tid til champagne, så da den humørforladte tjener har vasket plyspikken af fingrene, finder han en flaske Krug Grand Cru og hælder op. Hønserøven er stadig ikke forsvundet, da han og to kollegaer stiller op ved et bord og anretter foran os.
Fjordrejerne er fra limfjorden, hvilket egentlig ikke gør nogen forskel, da det er samme art over hele landet, men det har længe været sådan, at rejerne blev opkaldt efter det sted, de blev fanget. Derfor bliver fjordrejer også nogle gange kaldt Roskilde-rejer, men der er altså ingen forskel på om de er hentet ved Roskilde, i Øresund eller i klisterkanalen.
Den tilhørende hollandaise er lavet på bergamot og kumquat, og på toppen har de tilføjet en klat kaviar – selvfølgelig, får man næsten lyst til at sige – og et stykke mælkebøtte. Donald forstår ikke, hvorfor der skal kaninføde på hans mad, og de andre er heller ikke specielt imponerede, for retten er generelt for salt og der er for få rejer.
Stolene er så bløde, at man synker helt ned i dem, hvilket betyder, at man føler sig som et barn, der knap kan nå sin tallerken. Den røvsure tjener for enden af bordet og et forfærdet asiatisk ægtepar ved det tilstødende bord, gør ikke meget for at bryde illusionen om, at vi bare er nogle uvorne unger, som ikke er velkomne. Med sådan en uptight stemning kan jeg bedre forstå, at den kære Johannes Møllehave formåede at blive smidt ud for at støje.
Vi forlader hurtigt D’Angleterre igen. Det var alligevel også den dårligste kulinariske oplevelse indtil videre. På en almindelig aften ville maden have været en mindeværdig omgang – en event – men på Tour de Fjordreje er barren sat noget højere. Vi har under alle omstændigheder en stram tidsplan, og skal skynde os videre.
15:52 – KANALEN
For første, men ikke sidste gang i dag, spørger Benito om vi ikke snart skal have noget andet end rejer.
”Jeg kunne seriøst godt spise en god bøf,” klager han, mens han hælder en pilsner op i sit glas. De andre er benhårde. Vi holder en lille pause fra hvidvin, men vi skal kun have rejer i dag. Det passer ham egentlig også fint nok, da først maden kommer på bordet.
”Af alle delikatesser – kaviar, østers, trøfler – er fjordrejer nu altså det bedste,” siger han med munden fuld af skaldyr. På Kanalen har de lavet en fuldstændig fortryllende sauce blanquette med syltede makademianødder og asparges. Den smager som om man får et blowjob af en pakke smør.
Benito og jeg går ud for at ryge i forårssolen, og jeg forsøger at lære ham lidt bedre at kende. Selvom man ikke længere kan tælle, hvor mange glas vin man har fået, kan man jo godt huske sine journalistiske pligter. Grave lidt i overfladen. Han er iført blåternet habitjakke med vest, tilbagestrøget hår og moderigtige skægstubbe, og selvom han er godt fuld, ved han præcis, hvornår han skal holde kæft. Da jeg spørger, hvad han laver, siger han: ”Så lidt som muligt,” og da jeg spørger om alder, siger han bare: ”Gammel nok”. Diskretion er en æressag. Han griner over hele hovedet, og letter drillende på det ene øjenbryn. Jeg finder aldrig rigtig ud af, hvordan han er blevet rig – kun at han flere gange taler om ”sine ejendomme”. Måske er det heller ikke vigtigt, hvor hans penge kommer fra. I det her miljø er det væsentlige, at han har mange af dem.
Efterhånden som den ene flaske tager den næste begynder utrolige anekdoter fra storvildtjagter og luksuriøse ferier at dukke op. En af herrerne fortæller om dengang han blev smidt ud af en lejet yacht, fordi man åbenbart ikke måtte have prostituerede med om bord.
”Det var slet ikke ludere,” siger han indigneret. ”Det var to strippere og en dværg.”
16:55 – MONDÄN
Vi forsøger at evaluere dagens strabadser på vej til Frederiksberg. Hotdoggen bliver nævnt igen og igen, og det samme gør aspargesen på Alsace og saucen på Kanalen. Men i virkeligheden har det hele være vanvittigt lækkert. Chaufføren parkerer lige foran døren på Godthåbsvej og Adolf ser lidt mistroisk ud, da vi træder ud af bilen.
”Jeg har aldrig været på Mondän,” siger han. ”Jeg kommer ikke steder, der staver sit navn på sådan en hipster-måde.”
Han ser alligevel lidt imponeret ud, da kokken kommer med en stor asparges stegt i brunet smør på et stykke ristet brioche, rejer, kaviar og en psykedelisk beurre blanc med citronmelisse.
Kim spørger, om jeg vil have resten af hans portion. Jeg har fået hans rester på næsten alle restauranterne, så jeg har bestemt ikke manglet noget. Selvom det smager suverænt – et af dagens højdepunkter – så spiser jeg kun et par enkelte bidder. Jeg har ikke den store appetit længere. Jeg har givet mig i lag med en striks diæt af hvidvin og coke – et såkaldt supermodel-sæt – så min krop er efterhånden ret ligeglad med mad.
17:44 – SUKAIBA, BELLA SKY
På vejen ud til Bella Center fortæller gutterne røverhistorier, så på sin vis er det ligesom enhver anden bytur. Alligevel er det anderledes. Jeg er ikke vant til, at anekdoter involverer elefanter eller besøg på Ferrari-fabrikken. Og hvis folk i min omgangskreds snakker om Danske Bank er det sjældent i rosende vendinger som her, men i stedet noget med brosten og ildebrand. Chaufføren og jeg snakker om almindelige menneskers problemer. Togbusser og den slags. Imens har drengene sat porno på den indbyggede fladskærm og griner manisk til to piger, som vi overhaler.
Sukaiba ligger på 23. etage i Bella Sky og udsigten fra toppen er svimlende. Jeg kan ikke finde ud af, om det er højderne eller rusmidlerne, der gør det. Jeg har det i hvert fald som om, jeg er ude at flyve.
Sukaiba er et japansk fusionskøkken, så de har ikke retten på kortet, men det de serverer er lidt af en tour de force i kulinarisk kreativitet. Først får vi stegte fjordrejer med chili, lime og koriander. Drengene spørger efter mayonnaise, som lidt modvilligt kommer på bordet. Bagefter får vi rå, håndpillede fjordrejer og en overvældende salat af revet asparges, tempuraflager, miso og yuzu. Selvfølgelig med varm sake i små keramikbægre ved siden af. Domo arigato.
Vi skal egentlig direkte videre for at holde vores tidsplan, men gutterne insisterer på, at vi skal hente forsyninger først. Vi stopper i en kiosk på Amager og Donald bliver sendt ind med pikhat på. Han svajer hen af fortovet. De kommer til at kigge på hans berusede øjne og hans dumme hat og smide ham ud igen. Men næh nej, 5 minutter efter kommer han væltende ud med en tynd plastikpose fyldt med godter. Det viste sig, at kioskmanden også var fra Vestegnen. Humøret har nået kogepunktet, og mens vi drøner gennem København, skråler vi alle sammen med på musikken:
So wake me up when it’s all over
When I’m wiser and I’m older
All this time I was finding myself
And I didn’t know I was lost
19:14 – KÖD
Kim havde tidligere afgivet et løfte til sine med-diktatorer og han skuffer ikke. På Köd får vi selskab af fire piger, som hiver gennemsnitsalderen betragteligt ned. En af dem plejede at arbejde på en af Kims restauranter, men blev fyret for at ”flirte for meget”, som hun selv beskriver det. Hun bider sig i læben og blinker, mens hun fortæller, og jeg tror fuldt og fast på hendes udlægning af sandheden.
Maden er begyndt at glide i baggrunden, selvom Köd disker op med en imponerende omgang fjordrejer med mousseline, kaviar og løgcrumple. Jeg gider ikke mere mad. Saucen ligner italiensk salat, så jeg holder mig til et ukendt antal glas Perrier-Jouët Belle Epoque og endnu en tur foran spejlet.
Da jeg går ud for at ryge bliver jeg hurtigt gode venner med pigerne, som står og fniser med hver deres gin’n’tonic. Det er tydeligt, at de ser mig som et pusterum. En mand som de ikke skal imponere, og ikke regner for noget.
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad de laver her, for der er ingen, der snakker med dem som almindelige mennesker. De bliver betragtet som pynt. Accessories. Attituden er klar: Piger er noget man ringer efter. Det er noget man leaser. Ligesom en lækker bil – så kan den også nemmere skiftes ud, når man er blevet træt af modellen. Men pigerne er helt bevidste om, hvad de går ind til.
Det går op for mig, at vi kan snakke afslappet, fordi jeg er ligesom dem. Jeg er også bare en, de har ringet efter. En sucker, som med løftet om adgang til de hellige haller, og et par liter svinedyr hvidvin som bestikkelse, tropper op og spiller efter deres melodi. Jeg er en luder.
Bilen drøner tilbage ud i forårsaftenen. Tomme dåser og patroner klirrer rundt på gulvet og musikken dunker ufortrødent videre. Hele vognen gynger af latter og frydefulde hvin fra de nytilkomne. Jeg rykker mig lidt rundt på forsædet og kan ikke finde mig tilpas.
”Jeg synes, vi har holdt en sober tone i dag,” siger Kim, og mener det helt alvorligt.
20:55 – HIDDEN DIMSUM
Mit pis stinker af asparges. Der bliver kortere og kortere mellem mine ture på toilettet. Og det bliver sjovere og sjovere at komme tilbage til bordet. Humøret er steget til et gevaldigt højt niveau. Så højt, at vi bliver placeret i et privat lokale på Hidden Dimsum. Selvom jeg har efterladt min appetit på et af de tidligere stop på dødsruten, er der ingen tvivl om, at jeg skal smage kokkens kreation på den asiatiske perle ved siden af Byretten.
Deres ekspertise er dumplings og dim sum, så intet virker mere naturligt end at proppe fjordrejer og asparges ind i en lille dampet lomme af godhed. Kim råber af begejstring over smagen og lægger en arm om mig.
”Det her er den mest mindeværdige kulinariske ekspedition jeg har været på længe.”
To af pigerne kommer væltende ud fra badeværelset og flækker af grin. De har iført sig de to rejekostumer, og griner konstant, mens vi kører mod vores sidste stop.
21:38 – GRØFTEN, TIVOLI
På grund af prisen er fjordrejer en delikatesse, som stort set udelukkende spises i København og i Nordsjælland. Praktisk talt hele den årlige fangst bliver solgt på dyre restauranter i Hovedstaden til folk som mine følgesvende eller hos dyre fiskehandlere nord for byen. Et af de steder, hvor de kværner allerflest, er vores sidste stop i dag: Grøften i Tivoli. Et helt ton fjordrejer sælger de hvert år, og det gør dem til den restaurant i Danmark, der sælger flest.
”Fjordrejer er et varemærke for Grøften, og har været det i mere end 100 år,” forklarer Laila Pedersen fra den hæderkronede restaurant. ”Vi serverer dem som hovedregel i to portionsstørrelser – 50 eller 100 gram – men der er også dem, der bogstaveligt talt bestiller et kilo, og det får de selvfølgelig.”
Selvom Grøften også laver rejerne med sauce mousseline og asparges, får vi den mest populære servering: En helt klassisk rejemad. Fjordrejerne vælter udover kanten på det hvide brød, og Benito erklærer begejstret, at det er dagens bedste måltid. Normalt er Grøften proppet med alt fra toppolitikere til rockstjerner – det var som bekendt her, at Morten Messerschmidt væltede beruset rundt og heilede – men i dag har vi stedet stort set for os selv. For almindelige mennesker er det jo bare en almindelig mandag. Det er nok også meget godt, at de andre borde er tomme, for der bliver råbt og skreget, mens vi tømmer en flaske snaps. Donald har ikke rørt sin rejemad og nu er han forsvundet. De tre andre mænd imponerer det voksende entourage med røverhistorier fra de varme lande, og jeg kan ikke længere stille skarpt på omgivelserne. Jeg vælter min fadøl udover den rød- og hvidternede dug, da jeg rejser mig.
På toilettet stirrer jeg ind i spejlet med store øjne. Jeg har svært ved at genkende mig selv. Da jeg hører, at de andre vil videre i byen kan jeg mærke, at det er nu jeg skal liste af. Det her er deres diktatoriske verden, og der må være grænser for galskaben. Tilbage ved bordet har Kim Jong-Un slet ikke fået nok.
”Jeg vil have mere!” råber han. ”Et badekar fyldt med fjordrejer. En reje-bukake!”
Det må blive næste år.
Tak fordi du læste med!
Følg Kristian Ejlebæk Nielsen.
Stik os en kommentar
Smid en kommentar