Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 18. april 2024

Scroll to top

Top

En kommentar

REJSEGUIDE: Julie, Mutantur og Riket i Malmö

REJSEGUIDE: Julie, Mutantur og Riket i Malmö
Fynboen

Hvis du har læst med fra tidligere indlæg, så ved du allerede, at jeg tosser rundt i Malmø og mæsker mig i lækkerier. Dagen startede med food tour med vegansk tema, men vi stoppede ikke bare der.

Artiklen præsenteres i samarbejde med Visitsweden.

Vores food tour er overstået, og nu haster vi videre til vores sene frokost på Julie. Jeg skal måske lige nævne, at jeg rent faktisk ikke er alene afsted, med jeg følges med Foodscene, som udover også at dele min interesse for mad og drikke, skyder en masser video på turen.

Julie er ikke et stort sted. Til gengæld er der masser af nærvær.

Sen frokost på Julie

Vi hopper i en taxa og lander lidt sent hos Julie. Stedet er officielt en restaurant, men vi er nærmere ovre i en ost- og vinbar. Når man kommer ind ad døren, er der på den ene side et glasskab fyldt med pølser, og på den anden ser man ind til et vinrum (altså en vinkælder i stueetagen). Længere inde får jeg øje på en køkkenø og bagved ser jeg en kæmpe ovn med rotisseri, hvor kyllinger og knoldselleri drejer stille rundt. Det emmer af kærlighed og passion for mad og drikke.

De er bare for lækre de kyllinger.

Ost og vin – det kører for os.

Nu er vi jo ikke vanvittigt sultne, eftersom vi de sidste par timer har proppet os med mad … men da der ryger lidt ost, brød og charcuteri på bordet, så skal der da igen lige smages lidt. Der går heller ikke længe, før jeg sidder med et glas vin i hånden, og det passer mig helt fint. Playlisten veksler mellem country og rock til oldschool hip-hop. Glassene med vin bliver ved med at komme, og denne eftermiddagsfrokost tegner sig til at blive mere og mere munter. Vi kommer som sagt godt igennem masser af lækkerier på Julie, og efter vi har taget en masse billeder og optaget noget video, går turen tilbage til hotellet, hvor vi kan nå en kort blunder inden aftenens program.

Vin, vin og mere vin

Efter en kort opladning på hotellet, bliver vi enige om, at vi nok trænger til en pre-diner cocktail på hotellet. Hotellet, MJ’s, vi bor på, har nemlig en ret fin bar i stueetagen, så det skal da prøves. Desværre konstaterer vi ret hurtigt, at vi ikke er de eneste, som har fået den idé – hotelbaren er proppet.

Baren på MJ’s er det første man møder, når man kommer ind. Desværre når ikke at afprøve den.

Vi hopper en tur ud på gaden og skal ikke bevæge os ret langt, før vi rammer, noget vi kan li’ – en udendørs vinbar. Vejret den dag er super, og derfor tager det os ikke mange sekunder at spotte et bord og nappe et glas riesling fra baren. Jeg finder aldrig ud af, hvad stedet hedder, men det virker ret popup-agtigt for omgivelser minder lidt om en krydsning mellem en parkeringsplads og en byggegrund. Det hele er meget interimistisk, men det har jo også sin charme, og så længe vinen er god, er vi glade.

Miniature på Mutantur

Hold godt øje med dette sted. Det har potentiale.

Vi forlader den rustikke vinbar og finder en taxa. Vi har egentlig en aftensidning på Riket men øjner muligheden for at smide en ekstra oplevelse ind på bogen, inden vi skal ramme Riket – derfor tager vi et pitstop hos Mutantur først. Her har vi ikke booket bord, men heldigvis er restauranten ikke fyldt, da vi ankommer. Vi placerer os strategisk i baren, og beder om lidt vin og snacks. Stedet er lille og cozy, og der er helt åbent ud til køkkenet, hvor der både tilberedes og plates op til gæsterne. Konceptet er en masse små delikate retter, og så bestiller man ellers bare efter behov. Manden bag stedet og gryderne er Alexander Sjögren, som udover at have et ganske fint CV, også har fået fine placeringer i Bocuse D`or.

Både stemning og betjeningen er rolig, og køkkenet er næsten lydløst og meget koncentreret. Vi får lidt vin i glassene, og kort efter dukker der lidt forskellige, små retter op. Den første er en lille knækbrødssnack med kålrabi og lidt fiskeæg, og wow for en start. Der er ikke meget af den, men smagen er vidunderlig. Det næste, der rammer mit øje, er en macaron med kyllingelever og hibiscus. En sjov og anderledes ret – både på udseende og smag, men det bliver nok ikke favoritten – den er lige lidt for sød til mig. Næste hapser er en af signaturretterne, nemlig en falafel med sommertrøffel og champignon. Man forstår godt, de er stolte af denne, for det er en rigtig fin ret.

Velsmagende knækbrød.

Den sidste ret, vi lige skal teste er med artiskok, og den er også ret god og bestemt godkendt. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvilke vine vi fik, men som jeg umiddelbart husker det, så var det også i den udmærkede ende af skalaen. Alt i alt et besøg, som var ret spændende, og jeg kunne bestemt finde på at tage forbi en anden dag for at afprøve resten af menukortet. Og priserne? ja, de fejler heller ikke en skid.

Fuld koncentration i køkkenet.

Gode smage på Riket

I gåafstand fra Mutantur finder vi Riket, hvor vores aftensmad skal indtages. Riket har ikke mange pladser, så det virker ret intimt.

Det er ikke et menukort man farer vild i.

Da vi ankommer, vil vi egentlig helst igen sidde i baren. Det er ikke kun for at få hurtig servering men også for at se, hvordan der arbejdes i køkkenet. Ikke nok med at stedet ikke er så stort, så er køkkenet virkelig lille, og det er ret interessant at se, hvordan kokkene kan få meget ud af så lidt plads.

Spisekortet skifter ofte på Riket alt afhængig af, hvad der er i sæson. Dagens kort byder på 8 retter – 6 salte retter og 2 desserter. Som den skarpe læser nok har bemærket, så har vi igennem dagen fået en del at spise, og derfor kaster vi os “kun” ud i 5 retter og 1 dessert. Stemningen er god både bag baren og i køkkenet, og vi føler os virkelig velkomne.

Virkelig god svamperet på Riket.

Efter en dag fyldt med grøntsager, rammer det mig lige i hjertet, da den første ret kommer på bordet – det er rå ko (det står der på kortet). Det er en lækker tatar med gode, chunky stykker mørt oksekød. Stykkerne er utrolig ensartede i størrelsen, og det giver en god mundfølelse. Smagene er rene og meget balancerede – klart en anbefaling herfra. Næste ret er dog kødfri, men mon ikke det går. Det er en svamperet med karl johan og kantereller. Der er super smag af kantereller, dejlige brændte løgnoter og rigelig umami. Endnu en gang rammer kokkene spot on på det, der serveres. Imens vi sidder og deler maden, flyver der rigelig alkohol ned også og det er alt lige fra en kold tuborg til lækre vine (både med og uden “natur” foran navnet). Her er man sgu ik’ så snobbet, så en håndbajer og en skål med personalet gør oplevelsen ekstra hyggelig. Tredje ret er igen grøntsager i form af løg og majs. En spændende og enkel ret, hvor smagene igen er meget rene. Der er noter af nødder og popcorn.

Så er der majs for alle pengene.

Hattrick! Tre gange i træk rammer køkkenet bare noget rigtig godt, og mine forventninger til den fjerde salte ret er tårnhøje nu. Det er stegte gulerødder, som desværre ikke får mig helt overbevist. Nuvel, det havde også været ret vildt, hvis jeg bare faldt på røven over det hele. Smagene fejler dog ikke noget. Sidste ret inden desserten er med kål og spejlæg, og hvor den forrige ret ikke helt fik mig op at støde, så slutter vi de salte serveringer af med en vinder. Særligt brødcroutonerne sammen med spejlægget kører den hjem. Selvom det er en enkel ret, så er det en klar vinder hos mig.

Ja.. det er “bare” gulerødder.

Spejlæg… Yum!

Som nævnt så var der to desserter på kortet, men vi kan dog kun vælge den ene – den anden var simpelthen udsolgt. Det, vi får serveret, er en dessert med hindbær, brændt, hvid chokolade og rødbeder. Der er en god, jordet smag fra bederne og fin syre fra bærerne; og så giver den hvide chokolade en god crunch og sødme til retten. Derudover kan jeg se, at jeg har skrevet “sygt godt” i mine noter, så helt skidt var den vist ikke at slutte af på.

Riket er virkelig et besøg værd. Udover den unikke atmosfære, så er deres mad enkel, men velsmagende og gennemtænkt. Betjeningen er afslappet og drikkevarerne rammer en hver lyst. Hele dagen rundt i Malmø har givet mættende mange indtryk, og som trætheden begynder at melde sig, så vender vi også tilbage til hotellet – der er jo også en dag i morgen …

Følg med i næste indlæg, hvor vi forlader Malmø og tager på roadtrip rundt i Skåne.

 

Stik os en kommentar

Kommentarer

  1. L

    “Pop-up”-vinbaren heter L’Enoteca! De har en lokal på andra sidan gatan (året runt) och på sommaren även den här lilla uteserveringen, som mycket riktigt är en parkeringsplats i vanliga fall :)

Smid en kommentar