Fish ‘n’ Chips med ærtemos og tartarsauce


Vi er så småt ved at varme op til årets britiske opgør i Champions League, hvad er så mere oplagt end at fylde maven med en god omgang Fish and Chips?!
Englands nationalret? Og kan englænderne overhovedet lave mad? Det kan de så absolut! Måske er fish and chips ikke den store gastronomiske oplevelse, men der indgår friture i store mængder, og det kan vi lide. Om det engelske køkken så rent faktisk har noget spændende, at byde på kan vi diskutere senere. Pt. benytter jeg hver en chance for at koge fritter i fritøsen, da jeg søger efter den helt perfekte opskrift på dit sprødeste pommes der findes.

Ingredienser
Fish / Fisken
- Torsk (150g/person) (alternativt hvidsej)
Beignetdej
- 250 g Mel
- 1 tsk Salt
- 2 spsk Smeltet smør
- 1 ½ dl Øl
- 2 dl Lunkent vand
- 1 spsk Cognac
- 2 stk Stiftpiskede æggehvider
Chips
- 1 omgang Triple Cooked Fries (se opskriften på Triple Cooked Fries her)
Sauce Tartare
- 200 g Mayonnaise (Hellmans eller hjemmelavet)
- 2 spsk Yoghurt Naturel - eller creme fraiche
- 1 ½ spsk Finthakkede kapers
- 3 stk Finthakkede cornichoner
- 1 spsk Finthakket løg
- 1 spsk Finthakket purløg
- 1 spsk Finthakket persille
- ½ spsk Dijonsennep
- Salt
- Peber
Ærtemos
- 300 g Ærter
- 1 spsk Smør
- 1/2 dl Hønsefond
- 1 fed Hvidløg
- 1 håndfyld Mynteblade
- Saften af 1/2 citron
- Salt
Udstyr
- Frituregryde
Sådan gør du
Beignetdej.
- Mel og salt blandes, hvorpå øl, vand, smeltet smør og cognac piskes i til alt er grundigt blandet. Der må ikke være klumper i dejen.
- Hviler i køleskabet i mindst 1 time, hvorpå man folder to stiftpiskede æggehvider i.
Sauce Tartare
- Rør mayonnaise og yoghurt sammen.
- Hak alle ingredienser ganske fint og kom dem i mayonnaisen.
- Smag til med sennep, salt og peber.
FISH (Torsken)
- Lad torskefileterne trække med lidt salt i en halv times tid. Hvis du har en friture så kan den godt bruges, men tag nettet op, ellers så hænger fisken fast. Ellers bruger du bare en tykbundet gryde.
- Varm olien op til 180 grader eller til en tændstik syder i gryden. Dyp fiskestykerne i dejen, lad dem dryppe lidt af og kom dem derpå forsigtigt ned i frituren, som helst skal dække dem.
- Fritér fisken til den er gyldenbrun og sprød. Dryp fiskestykkerne af på fedtsugende papir. Det tager ikke mere end nogle minutter at fritere fisken.
CHIPS
- Hop til artiklen, Triple Cooke Fries
- Det en god ide at have pommes fritterne klar først. De kan holdes varme i ovnen, mens fisken tilberedes. Det er uhyre nemt og lækkert (og i øvrigt rigtigt godt, hvis man har tømmermænd).
Ærtemos
- Kog ærterne op med hønsefond
- Smid samtlige ingredienser i en blender og giv dem en hurtig tur
Noter
VELBEKOMME!
Stik os en kommentar-
Super lækker opskrift og fed timing. Man kan jo næsten ikke undgå at komme i stemning til kampene begynder, så skal der god nok fortæres noget torsk og heppes på noget bold. -
jeg vender lige fisken i mel før dejen, så hænger dejen godt ved og bliver supersprød
-
Godt tip Dorte!
-
-
Har du en idé om hvorfor vi ikke kunne få fisken sprød? Vi lavede en dej, der minder meget om din og brugte ellers samme fremgangsmåde – dog uden at salte fisken først. Det smagte skønt, men dejen blev ret slatten. Hvorfor?
-
Olien har ikke været varm nok.
-
Det kan også være dejen er for tyk, den skal blot lige dække fisken ellers kan den blive gummiagtig efter kort tid.
-
-
Lækkert. Og når man så har gang i en beignet-dej, så kan man lave den søde variant og tage donuts til dessert. For meget, ja, det tror jeg nok.
Kommentarer