Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 20. september 2019

Scroll to top

Top

3 kommentarer

Gastromand Cityguide: Prag

Gastromand Cityguide: Prag

Der er ingen tvivl om, at Prag er øllets by, og du finder ikke bedre og friskere pilsnere andre steder i verden! Og de er billige, så der er rig mulighed for en god brandert. Det tjekkiske køkken er rustikt og kulhydrater er heller ikke noget tjekkerne går ned på!

 

Potrefená Husa Na Verandách

Restauranten ligger lige op og ned af det kendte Staropramen-bryggeri, så her får du serveret noget af verdens bedste Staropramen-øl, hvad enten du er til en almindelig lagerufiltreret lager eller dark lager – alle øllene serveres selvfølgelig frisk fra tank. Udover fantastisk øl, så bliver der også serveret lækker, rustik tjekkisk mad, og hvis det er godt vejr, så kan det anbefales at tage plads i udenfor i deres lille gårdhave. Potrefená Husa Na Verandách har åbent både til frokost og aften, og er man ikke sulten, så kan man sagtens bare sidde og dunke kolde tjekkiske øl!
Prag cityguide 001

U Zlatého Tygra – Den Gyldne Tiger

U Zlatého Tygra er en rigtig tjekkisk ølstue, der ligger midt i den gamle bydel Staré Město, hvor der kun serveres Pilsner Urquell på fad. Øllene er kolde og bliver serveret indenfor få sekunder efter, at du har sat dig ned! De kolde øl kommer kun i én størrelse til ca. 11 DKK stk., og du kan godt risikere, at der per automatik bliver serveret en ny øl, så snart du har tømt dit glas, hvilket efter sigende undgås ved at holde hånden over sit glas. Da vi besøgte stedet var de dog flinke til at spørge, om der skulle fyldes op, inden der kom en ny.

Prag cityguide 002

På U Zlatého Tygra benyttede de dette simple stregsystem til at holde styr på, hvor mange øl man havde fået.

U Trí Ruzi – De Tre Roser

Lige overfor U Zlatého Tygra ligger U Trí Ruzi, som er en tjekkisk brewpub, der brygger amerikansk- og tyskinspireret øl. Her bliver der serveret super lækker øl og betjeningen er venlig. Da vi var der havde de fem forskellige øl: Lager, Dark Lager, Vienna Red, Single Hop Special (Cascade), Monastic Special of St. Giles. Vi fik en Single Hop og en Dark Lager, som begge var super lækre! Der serveres også mad, hvilket vi dog ikke fik afprøvet.

Prag cityguide 003

Les Moules – Belgisk Cafe/Restaurant

Les Moules ligger i Josefov, som er det jødiske kvarter i Prag. Det er en lille hyggelig belgisk cafe/restaurant, som serverer friske danske linemuslinger fra Hr. Kaj i Løgstør! Muslingerne er store og kødfulde og enormt velsmagende.

Prag cityguide 004

Der er rigtig hyggeligt på Les Moules, og udover deres danske linemuslinger, så har de også lidt andet på menukortet, bl.a. friske hummere i akvariet. Derudover har de også et kæmpe udvalg af belgiske øl.

Læs mere om besøgene på de fire ovenstående steder

The Strahov Monastic Brewery

Oppe på Petrin-højen ligger det kendte Strahov-kloster. Ved siden af ligger The Strahov Monastic Brewery, som er en brewpub, der udover at servere deres egne lækre øl, også serverer rustik tjekkisk mad.

Prag cityguide 005

Maden er ikke nogen stor gourmetoplevelse, men den er ganske udemærket. Som mange andre steder i Prag, så er serveringerne rimelig store med masser af kulhydrater – enten i form af kedelige kogte kartofler eller tjekkernes elskede dumplings.

Læs mere om besøget på The Strahov Monastic Brewery

Lokál

Lokál Dlouhá, som vi besøgte, er lidt en blanding mellem en pub og et cafeteria. De lægger vægt på, at de serverer god hjemmelavet mad, og bruger gode råvarer fra deres lokale slagter. Derudover bliver der serveret Pilsner Urquell fra tank, og det var noget af det bedste Pilsner Urquell, som vi fik på vores tur.

Prag cityguide 006

På Lokál Dlouhá benyttede de også det smarte stregsystem.

Vi besøgte Lokál Dlouhá to gange til frokost, og begge gange var maden ganske velsmagende og øllene fantastiske – og så er det billigt!

Restaurant Noi

Bliver man træt af det tunge og rustikke tjekkiske køkken, eller har man bare lyst til lidt god thai-mad, så er Restaurant Noi en ret god mulighed.

Prag cityguide 007

Hovedret på Restaurant Noi: Stegte nudler med æg og rejer, kylling cashew og oksekød i grøn karry.

Restauranten ligger på en hovedgade i området Malá Strana. Indretningen er moderne og lounge-agtig med dæmpet belysning og høj musik, og det er et sted, hvor man sagtens kan blive hængende og drikke cocktails/vin en weekendaften. Maden var rigtig lækker, og priserne er i den billige ende.

Prag cityguide 008

Udvalget af kød på La Finestra in Cucina!

La Finestra in Cucina

La Finestra in Cucina ligger i Staré Město og er en ærkeitaliensk restaurant i den lidt dyrere ende. Her bliver de friske udskæringer af kød og hele fisk stolt præsenteret ved bordet, og sommelieren håndterer vinene på mest professionel vis. Deres vinkort er rimelig omfattende med mange forskellige italienske vine.

Prag cityguide 009

Vi fik bl.a. serveret ovenstående forret med svamperavioli, en carbonara-lignende creme, pancetta og kantareller. Virkelig lækkert!

På trods af, at der var en smule knas med vores betjening, så vil jeg ikke tøve med at anbefale dette sted. Både mad og vin er suveræn, og vi fik turens bedste måltid på La Finestra in Cucina – absolut et besøg værd! Jeg vil dog anbefale at bestille bord på forhånd.

Du kan læse mere om besøgende på Martins fremragende blog Rigeligtsmør.dk <– do it!

Har du været i Prag? Og hvilke steder ville du selv anbefale?!

Stik os en kommentar

Kommentarer

  1. Har boet i Praha i et par år. Fantastisk pub/bar-kultur. Husk at få prøvet en ægte Budvar-bar. her er fadøllen fantastisk!

    MEN vigtigst af alt: bestil en Hermelin-ost, når du nyder din fadøl. Det er en syltet ost lidt som brie med syltet chili og løg. Den smager fantastisk, og holder tørsten ved lige :-)

    • Tak for dine tip Henrik :)

      Vi nåede faktisk ikke at prøve en rigtig Budvar-bar, men vi fik til gengæld både Urquell og Staropramen af ypperligste kvalitet, og i store mængder!

      Vi bestilte faktisk en Hermelin-ost på The Strahov Monastic Brewery, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke var helt solgt, men det var da okay. Men det er selvfølgelig smag og behag :)

  2. Hermelin er lidt et spørgsmål om tilvending og godt brød, de syltede løg og chilien skal der også til. Må indrømme, at jeg selv ofte levner 1/3 af osten. Det bliver lidt meget ;-)

Smid en kommentar