Tuesday G&T: Gin og Bjældeklang
Julemåneden er i gang, og i denne uge vil jeg hjælpe dig med at skyde den godt i gang med en G&T! Australsk gin med en spicy smagsprofil blandet med klassisk tonic – garneret med jul!
Fra Australien kommer den relativt nye Four Pillars Rare Dry gin. Destilleriet Four Pillars blev til i slutningen af 2013, og har på kort tid fået skabt sig et godt navn inden for de nye australske gins. Jeg valgte denne gin til julemånedens G&T pga. de ret spændende krydrede elementer der er brugt i fremstillingen: kanel, kardemomme, lavendel, hele appelsiner, tasmanske peberblade og lemon myrtle.
Ginnen har en helt utrolig dejlig duft af krydret enebær, anis, og man kan ane sødlig citrus. Smagsmæssigt er vi i det varme hjørne – med en sødlig appelsin-eftersmag som, kombineret med citrusfrugt, kan forstærkes og udgøre en alt for lækker, og alt for letdrikkelig G&T.
Tonicen er den ret klassiske Thomas Henry Tonic Water. En frisk tonic der er velbalanceret både med sødme og bitterhed, og har en behagelig citrussmag.
Jeg valgte at jule den godt op med appelsinskal med nelliker stukket i. Det dufter bare så meget af jul. Jeg skrællede blot et stykke af en stor fed økoappelsin, og spiddede den på en kødnål. Læg garniturenålen over glasses, så man i først omgang får et smæk juleduft – og lad så bare drikkeren dumpe den i for at få smagen med også.
Skål og glædelig jul fra G&T laboratoriet!
Husk at dele din #tuesdayGT med os på de sociale medier – bare giv den gas!!!
Hvis du har mod på flere lækre drinks, så tag et kig på Sjønnes Barskab eller følg med på Instagram: @sjoennemayn
-
Jeg er vild med det! Gode indlæg du får fyret af sjønnemayn
Kommentarer