Tre julekalendere til Gastromanden der har alt
Vi skriver slut oktober og butikshylderne flyder med småtriste såkaldte voksenjulekalendere med sprutfyldte chokolader, makeup(?), chilikugler, marcipanbrød eller øller. Det må fandme kunne gøres bare en lille smule bedre, tænkte vi, og således tog en lettere alkoholiseret, lettere selvopfedende søgen form: Som redaktionens sande levemand måtte jeg endnu engang taget en for holdet, og giver jer hermed Gastromands bud på tre seriøse voksenjulekalendere til Gastromanden (m/k) som har alt!
Indlægget er blevet til i samarbejde med Vinuniverset.dk og Champagne For Alle.
Den til vinelskeren: 24 Wines of Christmas – Vinuniverset.dk
Vinjulekalenderen til test er leveret af vinuniverset.dk
”Vi har lavet, hvad vi selv synes er verdens bedste alko-julekalender (ja, det er hermed et ord!),” skrev teamet bag vinuniverset.dk til os en dag – og så har man da også taget munden lidt fuld. Vi har over de seneste 5-10 år set et væld af julekalendere med alt fra øl over portvin til rom, whisky og – i tidens trend – gin! Vi mangler måske lige en akvavit-kalender til din indre sure morfar, men så har vi vel også stort set været hele vejen rundt. Alt er set, alt er prøvet…
Men kan årets vinjulekalender fra vinuniverset.dk så noget særligt? Det var vi ikke sene til at melde os under vingerne som testere på!
Hvis v skal starte et sted i denne meget videnskabelige test, så har jeg primært haft to anker ved tidligere alko-julekalendere: udvalg og variation. Bevares, de har alle indeholdt 24 forskellige flasker af hvad, der nu stod på pakken, men for mig kommer rom hurtigt til at smage af, well, rom. Whisky af whisky, portvin af portvin og så fremdeles. Det er at simplificere ting, det ved jeg, men smagsindtrykkene er i hovedtræk de samme, og jeg kører træt i det. Undskyld, whisky, rom og portvin, det er højst sandsynligt mig… Ikke jer!
Hvis vi derimod snakker hele vinens verden samlet i en julekalender, er der lidt mere åbent for variation i smag og udtryk, og det er faktisk som om, at man med vinjulekalenderen her virkelig har lagt sig i selen for at lege med variationen. 24 forskellige vine fra vinuniverset.dk’s sortiment er det blevet til – fordelt nogenlunde ligeligt imellem røde og hvide med lidt rosé kastet ind som afveksling. Vinene, som primært er af tysk og spansk afstamning, er ganske forskellige i udtryk og omfatter både forskellige blends og klassiske, rene enkelt-drue vine som Chardonnay, Sauvignon Blanc, Spätburgunder og Gewürztraminer for nu blot at nævne nogle stykker.
Vinene leveres på små buttede 100 ml miniflasker forsynet med små, søde mini-etiketter og herefter indpakket individuelt i 24 æsker forsynet med billeder af flasken i stort format, og – i bedste Ga-Jol stil – to mere eller mindre humoristiske citater af den vin-relaterede slags på henholdsvis engelsk og tysk, så du kan få dit daglige skud af morfarhumor på flere sprog!
Dermed er indpakningen virkelig i orden, faktisk noget af det bedste vi har set på det voksende marked for julekalendere til semi-ansvarlige voksne, og det samme er oplevelsen. Man kan således more sig hver dag julen over med at smage forskellige udtryk af forskellige druer og blends fra forskellige producenter – og har man endnu ikke tillagt sig en sommelier-uddannelse er hver enkelte pakke i kalenderen endda udstyret også med tre stikord, som bedst beskriver indholdet.
Smagsmæssigt er vi (jævnfør Gastromands stikprøver) i den crowd-pleasende ende med umiddelbart kølige, friske og frugtige vine uden store armbevægelser og udsving, hvilket nok er et kløgtigt valg når målgruppen hedder hr. og fru. vinelsker, og det er absolut ikke en beslutning, der skal udløse kritik herfra.
Prisen ligger på 849 kroner, og de sammenlagt tre flasker vin er dermed så sandelig også betalt, men vi bevæger os jo også her i et lettere diffust marked, hvor indpakningen, oplevelsen og historien også skal koste et eller andet, og det virker besynderligt fair, kvaliteten af oplevelsen og indpakningen taget i betragtning.
Vinjulekalenderen fra vinuniverset.dk fremstår dermed som en overraskende flot og god smagsoplevelse, som er doseret i en mængde, der gør det både legitimt og muligt at følge trop og nyde en låg hver dag. Noget jeg personligt har fundet svært ved noget mere alkoholiske sprutkalendere eller mere voluminøst doserede ølkalendere. De 100 ml drikekvenlig vin virker på en eller anden måde overskueligt og helt perfekt: hverken for meget eller for lidt.
Prøv vinjulekalenderen: Hvis du ikke er decideret alkoholiseret men en dag i julemåneden uden bare en lille smule alkohol virker uoverskuelig… Eller hvis du vil forkæle dig selv i moderation med god og afvekslende vin i flot indpakning.
Køb den her: https://vinuniverset.dk/products/2019-julekalender
Den til livsnyderen: Champagneadventskalenderen – Champagne For Alle
Champagneadventskalenderen er en personlig gave fra Champagne Til Alle til skribenten.
Vin hver dag er naturligvis en dejlig ting, men det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at hvis der er noget mit vinhjerte virkelig banker for, så er det Champagne. Champagne er så afgjort ikke noget, jeg nyder hver dag, men et par gange i måneden bliver det da til.
Derfor blev jeg også en lille smule teenagekåd, da jeg i forbindelse med et interview, jeg gav til vores nye gode venner ved Champagne For Alle (læs det her), blev opmærksom på deres nye tiltag: Champagneadventskalenderen!
Den MÅ jeg eje, hviskede jeg til Dinna – halvdelen af det smukke ægtepar bag Champagne For Alle – og det var hun heldigvis enig i, hvorfor jeg få dage senere kunne kalde mig indehaver af min første Champagneadventskalender. Tak.
Champagneadventskalenderen består, ikke helt overraskende, af fire forskellige Champagner. De leveres – for overraskelsens skyld – helt uden info, smukt indpakket i genbrugsstof, forsynet med håndmalede skilte og dekoreret med genbrugstråd og malede Champagnepropper. Selv i Greve, hvor Champagne For Alle holder til, går man ind for miljøvenlighed og re-use. Det skinner igennem i produktet, som vil gøre sig flot på de fleste gaveborde.
Med den flotte, eftertænksomme og politisk korrekte indpakning i orden og stort hemmelighedskræmmeri omkring indholdet fra leverandørens side, burde der hermed være sikret spænding og Champagneoverraskelser i de små hjem helt frem til dagen før dagen før dagen du ved. Vi skal naturligvis ikke ødelægge overraskelsen her, men som den nysgerrige Champagneelsker, jeg er, må jeg (med anmelderkortet som undskyldning) tilstå at have kigget nærmere på indholdet af årets Champagnekalender. Detaljer om indholdet afslører vi af respekt for vores venner og købere ikke her – dertil må I smutte ind og følge @gastroamnddk på Instagram for løbende updates igennem december, men jeg tør godt love, at der kommer spark over feltet.
3 Grand Cru og en Premier Cru Champagner er det blevet til, spænende fra rank, kølig og sexet Blanc de Blancs (100% Chardonnay) over varm og frugtig Blanc de Noirs (100% Pinot Noir) og en forførende rosé til decembers scoremiddag til, naturligvis, en årgangs-Champagne – som alt efter lyst kan nydes på årets sidste adventssøndag eller årets sidste dag. Det er et frit land, vi lever i.
Til en samlet pris på 1200 kroner er vi her ikke just ude i årets billigste adventskalender, men regner vi det om til en flaskepris på 300 kroner, er det ej heller en ublu pris, når vi taler dråber fra det forjættede land, som gerne starter i prislejet omkring 325 kroner og opefter. Tværtimod er det, på papiret, en overraskende god pris, og endda en god mulighed for ikke kendere at få stiftet bekendtskab med forskellige stilarter indenfor de ædle, boblende dråber.
Billigt? Nej, men for nu at bruge vi gæve jyders yndlingsterm, er vi her ude i en gedigen gang value for money, og at det i det hele taget kan gøres til denne pris skyldes naturligvis, at der her er tale om en form for humanitært Champagnearbejde. Folkene ved Champagne For Alle har nemlig den mission at gøre Champagne kendt for – og elsket af alle. Det betyder, at fordyrende led som importører, markedsføring og salgsgas springes over, og at man i stedet selv sourcer og importerer sine Champagne fra mindre producenter.
Vi er kæmpe fans af missionen og ser frem til flere boblende, berusende søndage i december, som du helt sikkert kommer til at kunne følge på vores sociale medier!
Prøv Champagneadventskalenderen: Hvis du også mener at Champagne på ingen måde er noget, der hører sig mærkedage eller specielle lejligheder til, men bør nydes jævnligt. Champagneadventskalenderen er den perfekte gave til levemanden ellerlevekvinden, også selvom denne person måtte være dig selv – eller til leveparret hvis du i et anfald af socialistisk næstekærlighed gerne vil dele oplevelsen med en særlig udkåren.
Køb den her: https://champagneforalle.dk/vare/adventskalender-alm-75-cl/
Den fuldstændig vanvittige: Den ULTIMATIVE baconjulekalender – Ømands Bacon
Er 1200 kroner ikke helt nok luksus for dig? så har vi et ekstra kort i ærmet! Julekalenderen til Gastromanden (m/k) der vitterligt har alt, inklusiv et månedligt rådighedsbeløb på den helt rigtige side af 10.000 kroner.
Mange kender måske ikke den gæve og smågale sønderjyde Allan Ømand af navn, men Allan og hans firma Ømands Bacon er manden bag nogle af de seneste års største virale julessucceser.
Først kom baconadventskalenderen med en pakke håndlavet luksusbacon til hver adventssøndag i julemåneden. Året efter væltede Allan blandt andet DR og Nationen med en baconjulekalender bestående af hele 24 pakker håndlavet luksusbacon til den nette pris af 2000 kroner… Og i år sætter Allan så for alvor trumf på med den ULTIMATIVE baconkalender.
For blot (host) 10.000 kroner får du i år 24 hele stykker bacon af ca. 1 kg stykket – et til hver dag op til jul – og du får endda selv lov til selv at vælge imellem de forskellige typer bacon, Ømands Bacon producerer. Skal det være den kraftige vildsvinebacon, den bløde, fede og sødmefulde bacon fra Livargrisen, eller måske den mere tørre, faste og intense bacon af dansk økogris? Mulighederne er mange, men slå til nu, som man siger, kalenderne produceres i et stærkt begrænset antal på ET eksemplar og sælges efter først-til-mølle-princippet!
Med i handlen følger, i øvrigt, Allans baconbibel: ”Bacon – Øjeblikke af Lykke,” som tidligere har høstet gode anmeldelser af Fynboen her på siden – signeret, hvis du ønsker det, og det manglede da virkeligt bare til fucking 10.000 kroner, Allan!
Ja, indrømmet, der er da naturligvis tale om noget så sjældent som et socialt mediestunt fra en sønderjyde her – men adspurgt insisterer Allan på, at kalenderen er produceret og til salg. Og køber du den, så sig lige til, så vi kan komme forbi og instagramme oplevelsen!
Skulle 10.000 kroner være lige i overkanten til julekalenderbudgettet, tilbyder Ømands Bacon også en mere budgetvenlig og klassisk adventskalender bestående af otte pakker håndlavet dansk luksusbacon – to pakker til forskønnelse af hver dovne december-søndag op til jul. Og det er faktisk lidt mere varieret, end det kunne lyde. Der er kun godt nok kun fire ingredienser i samtlige pakker: svinebryst, salt, tid og røg, men svinerace, fodring og opdrætsform er forskellig fra pakke til pakke, hvilket giver overraskende stor forskel i struktur og smag i baconen fra søndag til søndag fremfor den klassiske, velkendte Steff Houlberg oplevelse.
Prisen for discount-udgaven af årets baconjulekalender ligger på henholdsvis 549 eller 749 alt efter om man ønsker et eksemplar af bogen ”Bacon – Øjeblikke af Lykke” med i handlen… Og ja, det er også vildt mange penge, men håndsaltede og langsomt-modnede kødprodukter uden tilsætningsstoffer produceret af prisvindende kødhåndværkere fra unikke og glade grisebasser bliver desværre aldrig billige – og det er på tide, vi som danskere indser det, og lærer at give lidt ekstra for kødvarer af god kvalitet.
Prøv baconjulekalenderen: Hvis du er en glad lille julegris, der elsker andre glade forædlede julegrise, og vil smage hvordan dansk bacon også kan smage når det ikke er pumpet med vand, nitrit og salt. Men pas på, det var en adventskalender for tre år siden, der startede et årelangt misbrug af kvalitetsbacon for denne Gastromand.
Køb den ULTIMATIVE julekalender her: https://oemands.dk/vare/den-ultimative-julekalender/
Eller fattigmandsverisonen her: https://oemands.dk/vare/adventskalender-med-bog/
Mangler vi noget?
Og der har vi dem så, mine Gastromænd og -damer, Levemandens tre bud på julekalenderen til manden, der har alt! Har vi glemt noget? Så giv os et praj i kommentarfeltet nedenfor!
Stik os en kommentar
Smid en kommentar