Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 21. november 2024

Scroll to top

Top

43 Comments

Bær-blær: Hjemmelavet Solbærrom!

Hustruen og jeg har et godt vennepar – så godt at manden i parret blev toastmaster til vores bryllup. Da vi alle fire boede på Østerbro turnerede vi rundt på de restauranter som skriver 2100 på deres visitkort. Efter at begge par har formeret sig, er vi begyndt at mødes hjemme i privaten i stedet for at tage ud. Og det var ved et af disse private arrangementer at Toastmasteren satte en flaske med en gammel hjemmelavet etiket på bordet – solbærrom 1987.

Hjemmelavet af Toastmasterens kones morfar som tog opskriften med i graven. Da jeg smagte på den, var smagen som en særdeles god portvin og jeg besluttede mig for at forsøge at genskabe denne legendariske solbærrom.

Solbær rom flaske og glas

Jeg har prøvet forskellige metoder. Jeg har forsøgt med tørrede solbær. Jeg har prøvet med frosne fra pose og jeg har prøvet med helt friske solbær, hvor der også kom blade fra solbærbuskene med. Alle giver forskellige resultater og jeg er nået frem til min personlige favorit – den med bær og blade.

Solbær rom lagring

Solbær rom lagring

Metoden jeg har leget med er dog den samme og det er den som jeg vil gengive her. Principielt kan du godt benytte andre slags bær med samme metode og så kan du prøve dig frem til hvilken slags frugt/bær-rom du selv foretrækker.

Mads Madglads solbærrom:

Solbær rom i glas

Solbær rom - hjemmelavet

4.88 fra 8 stemmer
Forfatter: Mads Madglad

Ingredienser

  • 500 g. friske modne solbær du kan erstatte dem med tørrede solbær eller i nødstilfælde solbær på frost
  • Evt. 25 skyllede blade fra solbærbusken
  • 5 store spsk god honning
  • 1 flaske mørk rom

Sådan gør du

  • This is the easy part. Bland solbær, blade, honning og rom i et stort patentglas som kan slutte helt tæt.
  • Ryst godt, så honningen stille og roligt bliver opløst. Det gør du lige sår’n ca. en gang om dagen indtil du kan se at honningen er opløst.
  • Nu kommer the hard part. Du venter i én måned og så sier du solbærrene og bladene fra, filtrerer rommen og lader den stå mørkt i en flaske.
  • Du fisker lige bladene op og smider dem ud, men gem lige solbærrene i et glas med låg i køleskabet. De er vidunderlige at lave til marmelade eller som fyld i kager.
Har du prøvet opskriften?Del din bedømmelse og fortæl os om det på Instagram via @gastromanddk og #gastromand!

Nu er den sådan set klar til at blive drukket, men gør dig selv den tjeneste at du laver nogle flere flasker og gemmer dem bagerst i det skab du kommer mindst i. Om mange år kan du så hive en vintage flaske hjemmelavet solbærrom frem og servere den til osten, kaffen eller iskold en varm sommeraften på terrassen.

Solbær rom i glas

Solbær rom i glas

Bonusinfo

Hvorfor er det lige at du skal bruge en mørk rom og ikke en lys rom? Den umiddelbare forskel er at den mørke rom har fået mulighed for at lagre længere, f.eks. på egefade, og derfor har en mere rund og blid smag end den mere skarpe lyse rom, der oftest bliver brugt til at mikse drinks med.

Rom er destilleret på rørsukkermasse og vand og det er lige præcist derfor at rom er så populært i Caribien, der producerer masser af rørsukker. Det var også her at mange pirater huserede og derfor at rom blev så populært blandt pirater og andre sømænd. Arrrrrrrr matey…

Har du prøvet at “lave” din egen rom? Hvordan blev resultatet? Og hvad bruger du ellers solbær til?

Stik os en kommentar

Comments

  1. Daniel Filip Lindegaard

    Jeg har lavet egen rom på en mørk rom, vanilje og birkesaft sirup. Som jeg selv tappede fra træet og indkomne til en sirup.
    Smagte fortrinligt.

  2. Allan Larsen

    man kan måske også bruge de frasorterede bær i konfekt, fx marcipan og den slags?

  3. Allan Larsen

    kan man bruge solbærsaft, Ribena og lignende i stedet for solbær?

  4. Dorthe Søegaard

    Er det vigtigt at filtrere den? Jeg har hældt den ufiltreret på flaske. Er det kun pga det visuelle at man filtrere?

    • Rasmus B.

      5 stars
      Filtreringen har også betydning for smagen. Uden filtrering kan rommen godt komme til at smage lidt hengemt.

  5. jørn karlson

    5 stars
    fulgte din opskrift,men måtte køre fra kalundbort til vordingborg for at hente 4 kg bær/blade kunne ikke få dem tættere på det er idag fyldt på flasker nøjjjj det duftede godt og smagsprøverne var som da jeg var ung jeg brugte mørk sailer rum der havde været sejlet en tur til norge og tilbage til caribien på fad, og honningen var uslynget ny honning.dette her smelter på tungen har nu selv købt en del solbærbuske ;-)mange mange tak for dit forarbejde det bliver ikke sidste gang vi laver dette her. tak

  6. 5 stars
    Den bedste side til god mad!!

  7. Helle Noer

    De “kasserede” bær er helt fantastiske i hjemmelavet is! Blender dem og kommer dem i ismassen – evt. sammen med hakket chokolade. Jeg bruger en opskrift med 1 ds kondenseret mælk og en ½ liter fløde, der piskes til skum, de blendede bær tilsættes, og så er det ellers på frost.
    Hvis du ikke lige skal lave is, når rommen er siet, så kan bærrene sagtens gemmes i fryseren.

  8. Morten

    Hvor længe kan hjemmelavet Rom opbevares? Jeg tænker ved Alm. Svingende stuetemperatur?

  9. Christina

    Jeg har solbær fra i sommers på Frost, jeg ved det ikke er optimalt, men vil prøve alligevel. Skal jeg tilsætte en større mængde bær, nu de er fra Frost ? Eller blot det samme mængde ?
    Og skal det være fast honning, frem for flydende ?

  10. Christina

    Jeg har solbær fra i sommers på Frost, jeg ved det ikke er optimalt, men vil prøve alligevel. Skal jeg tilsætte en større mængde bær, nu de er fra Frost ? Eller blot det samme :)
    Og skal det være fast honning, frem for flydende ?

  11. Margrethe Hansen

    Hvorfor mister min solbærrom farven

  12. Kirsten Lund

    Jeg har lavet flere flasker. Jeg havde overset at den skulle have sigtet bær mv fra efeter en måned. Mine har trukket med bær og blade siden sommer, og smager bare bedre og bedre. Tjek tror jeg vil si dem idag.

  13. Anders

    Skal om ikke så længe si mine solbær fra min solbærrom og tænker derfor, om der er nogen, som har forslag til en lækker dessert, hvor mine bær kan bruges i? Marmelade er selvfølgelig en mulighed, men vil gerne prøve noget andet.

  14. brian

    5 stars
    man “bør” vælge en rom med 50% eller over, til at lave solbærrom….da den mister sin styrke med bær/sukker etc.

  15. Irene

    Så er der solbær👍
    Glæder mig til at prøve opskriften

  16. Claus

    Har selv stor erfaring med at lave solbærrom. Jeg bruger ikke honning, men tilsætter blot sukkerlage (vand/sukker kogt ind), når bærerne tages fra og væsken hældes på flaske. Så er der lejlighed til at smage sødmen til – og det er en hyggelig stund.

    Et problem kan være at drikken bliver delvis til gele (fortykker), hvis alkoholprocenten ikke er høj nok, hvilket kan være et problem, da det er svært at finde rom over 40% i Danmark.

    Jeg bruger 54% Hansen rom, som jeg køber i Tyskland til ca. 80 kr. flasken. Det smager himmelsk, især når solbærrommen har lagret 3-4 år.

Submit a Comment

4.88 from 8 votes (1 rating without comment)

Opskrift Vurdering