Hyggemad: Skærising med citronsovs
Det her indlæg bliver lidt “Familie-agtigt” – så nu er I advaret på forhånd! Men nu er jeg jo Familiefaren, også på trods af, at Webmasteren fornylig meldte sig på banen i “familiekategorien” med deres nyeste medlem “Berta” – en lille pjusket hund, som jeg faktisk ikke helt kan racebestemme…Til gengæld ved jeg, at den er opkaldt efter maskinen i den gamle dukkeserie “Maskinen Berta” – så fik vi det på plads. Jeg behøver nok ikke at sige, at jeg føler mig helt berettiget til dette familie-indlæg med stort “F”… God fornøjelse!
Nå, det her indlæg handler ikke om Webmasterens hund, men om fisk! Generelt spiser vi nemlig for lidt fisk hjemme hos, og det er praktisk talt dumt, da det både er velsmagende og lækkert og når vi så også har adgang til et lækker udvalg, ja det er det vist bare at komme igang.
Typisk tænker jeg nok lidt som familiefar, at mine piger ikke gider spise fisk, men det viser sig gang på gang, at være helt forkert, det går som varmt brød. Tricket ligger i tilberedningen og den skal være enkelt og med så få ingredienser som muligt. Igår dumpede en større pakke fra Den Grønne Asparges ind ad døren og første ud af fire retter var skærising. Jeg kender fint denne fisk og har fået den en del gange efterhånden. Med i kassen var der gulerødder i forskellige farver, som fik en tur på panden i rigeligt smør med karry, dertil en lille hurtig citronsovs, som jeg godt nok lavede lidt om på, men for pokker det smagte.
Ingredienser
- 600 g. skærising
- 50 g. grovmel
- 50 g. havregryn
- 50 g. mandler
- 500 g. blande gulerødder
- 500 g. kartofler
- 100 g. smør
- 2 tsk karry medmindre du vil have krudt på, så kører du bare dobbelt op
- 2 dl kartoffelvand
- 2 dl sødmælk
- 2 spsk mel
- 2 spsk creme fraiche 38 %
- En øko-citron
- Salt/peber
Sådan gør du
Kartofler
- Start med kartoflerne, hvis du er renegade, så koger du bare skidtet med skræl. Den perfekte kartoffel koger du med rigelige vand og salt (1 håndfuld) i 10 minutter, slukker og lader den trække resten af tiden - Bum!
Gulerødder
- Gulerødder skrælles og skæres i tynde strimler. Imens varmer du en pande op med 40 gram smør og tilsætter karry. Det lader du bruse godt af. Tilsæt så gulerødderne som du vender godt rundt ved høj varme. Herefter sætter du et låg over, hvis ikke du har det, så bruger du bare staniol og skruer ned, hvorefter du lader det trække i 10 minutter.
Citronsovs
- Varm en lille kasserolle op, hvor du smelter 40 gram smør og tilsætter mel. Rør godt rundt og tilsæt kartoffelvand og sødmælk. Lad det simre, og kun simre til det tykner en smule og tilsæt så revet citronskal fra hele citronen og saften fra halvdelen, hvis du lige som mig elsker citron så tilføjer du bare det hele. Smag til med godt med salt og peber.
Skærising
- Kør mel, havregryn og mandler på en hurtighakker fx din Bamix til en grov panering. Hæld det i en skål og varm to store pander godt op med olie og smør. Vend nu fisken i paneringen og steg den et par minutter på hver side. Du skal være forsigtig når du vender den.
- Herefter er du faktisk klar til servinger.
Om du bruger skærising, lyssej, rødspætte, lange eller andet til denne ret er faktisk helt underordnet, det hele vil fungere glimrende. Nu er det også forholdsvist simpelt at lave en panering, men det kan du også variere. Jeg valgte fx slet ikke at følge opskriften da jeg synes almindelig hvedemel bliver en kende for kedeligt, og da mine piger ikke har den fjerneste ide om, at der findes andre muligheder, så holder jeg fast ved den grove panering.
Den nordiske kaviar er jo over os og er faktisk bestilt og kommer forbi Gastromand meget snart, endnu en råvare, som vi skal gøre meget mere i også på Gastromand. Nå, men imens vi venter er der vel bare at sige tak for mad og inspiration fra Den Grønne Asparges
Hvad er din favoritsovs til fisken?
Stik os en kommentar-
Hvad skal creme fraichen bruges til? Sovsen?
-
Bruger med fornøjelse dine opskrifter, men bliver ofte lidt træt af dine “smarte” skriverier.
Har lige studeret og brugt opskriften på skærising med citronsovs.
Er nysgerrig på, hvad du mener med, at man kan være en “renegade”, hvis man koger kartofler med skræl.
Den korrekte betydning på engelsk er forræder, vendekåbe, desertør. Det kan jeg ikke få til at passe med en person, der koger kartofler med skræl🥴 -
Super med Karry-gulerødder. Creme fraichen i opskriften er dog ikke nødvendig. Den indgår heller ikke i anvisningerne :) -
Hvornår i processen kaster du creme fraichen i såvsen? :-)
Tror denne opskrift vil gøre det godt til vores pighvar på lørdag! -
Rigtig god opskrift, brugte torsk i stedet for skærising og kom porre ned til gulerødderne, men hvor skal creme fraichen bruges.
-
Ledte på nettet efter lidt ny inspiration og har lige fundet din opskrift, som jeg vil servere for manden og fru moder i morgen.
Læste selvfølgelig kommentarerne og så kommentaren med creme fraiche.
Hmmm….Måske du lige skal tilføje det oppe i selve opskriften….
Glæder mig til at gå i gang – tak for din hjemmesiden.-
Hej Tine, sødt af dig at skrive – det er da skønt – det er også en lækker ret som passer ret godt til årstiden :-)
Tak for rosen…
-
-
Nu har jeg handlet ind, og er klart til at gå i gang. Men hvad bruges creme fraichen til?
-
Årh for pokker Rasmus, den smider ud i sovsen :-) Jeg synes der skulle noget mere syre i – dem af jer som har fulgt os længe ved jeg er helt vildt med syre! Håber du fandt ud af det…
-
Kommentarer