Quooker & Cube: Opskriften på luksus-vand i hverdagen
I Gastromand har vi tit joket med, at vi en dag burde lave en artikel om de bedste opskrifter på vand. Kogt vand. Isvand. Vand med bobler. Den slags, der ville passe perfekt som en 1. april-historie. Men det blev ved snakken. Det sjove er bare, at Quooker med Cube i praksis kan præcis det, vi gik og lavede sjov med.
Testen er lavet i samarbejde med quooker.dk, men alle meninger og holdninger er helt vores egne.
Og det er nok også den bedste måde at beskrive en Quooker på: Den føles som en luksusløsning, du ikke rigtig har brug for — lige indtil du har haft den. Så opdager du, hvor meget den faktisk ændrer hverdagen.
Jeg købte min første Quooker for mere end 10 år siden, længe før Cube overhovedet var en mulighed. Dengang var det nok også lidt en gadget-beslutning. Jeg var yngre, glad for køkkenudstyr og ville gerne have det nyeste gear. Om der var strengt nødvendig logik i det? Ikke nødvendigvis. Men da den første løsning efter et årti endelig måtte give op, var det svært ikke at være imponeret. Særligt når man tager det kalkholdige vand i Aarhus med i regnestykket.
Man kan faktisk relativt billigt få lavet et SWOP af kogetanken, men nu havde jeg fået smag for tanken om en Quooker Cube. Altså løsningen, hvor man ikke bare får kogende vand, men også iskoldt vand og danskvand direkte fra hanen. Og dér begyndte det for alvor at give mening.
For ja, en Quooker løser i bund og grund en række rendyrkede first world problems. Du kan naturligvis klare dig fint med en almindelig vandhane, en elkedel, et køleskab og en sodavandsmaskine. Men med en Quooker og Cube slipper du for at tænke på dem som separate apparater. Det hele er samlet ét sted, og det gør en større forskel, end man skulle tro.
Førstehåndsindtryk — faktisk et genindtryk
Min oplevelse med den nye Quooker er ikke et klassisk førstehåndsindtryk. Det er mere et genindtryk. Jeg kender allerede systemet, jeg ved hvad det kan, og jeg ved også, hvor hurtigt man vænner sig til det. Derfor var det mest spændende denne gang faktisk at få Cube-modulet med i pakken.

Det første, der slår mig, er stadig hvor elegant det hele føles. Quooker er en af de få køkkenløsninger, der både virker gennemtænkt i praksis og lækker i daglig brug. Der er noget tilfredsstillende over, at almindeligt varmt og koldt vand, kogende vand, iskoldt vand og vand med brus kommer fra det samme armatur, uden at køkkenet pludselig ligner en kaffebar eller et laboratorie.
Det kræver en lille bitte smule indlæring. Man skal kende kombinationerne for at aktivere de forskellige funktioner. På min model er det eksempelvis et dobbelt tryk ned og drej for kogende vand, et lille drej for isvand og et dobbelt drej for vand med blid brus. Der kan være forskelle mellem de forskellige armaturer, men fælles er, at det hurtigt sidder på rygraden. Efter få dage tænker man ikke over det længere.
Og det er måske det mest præcise genindtryk: Quooker virker først som luksus, men ender med at føles som noget helt naturligt.
Kvalitet og design
Hvis man skal anmelde Quooker og Cube seriøst, er man nødt til at tale om kvaliteten. For det er her, systemet for alvor adskiller sig fra mange konkurrerende løsninger.
For det første er holdbarheden værd at bemærke. Mere end 10 år på den første installation er ærligt talt flot. Særligt med hårdt og kalkholdigt vand. Det siger noget om konstruktionen, og det siger også noget om, at Quooker ikke bare er designet som en smart gadget, men som et reelt stykke køkkenudstyr, der skal holde til mange års brug.

For det andet er der pladsforbruget. Jeg er oprigtigt imponeret over, hvor lidt både Quooker og Cube fylder under vasken. I mit tilfælde optager systemet kun omkring 25-30 procent af underskabet. Der er stadig plads til to affaldsspande til restaffald og madaffald, og det er i praksis vigtigt. Skabsplads er altid en mangelvare, uanset hvor meget man har. Jeg har set konkurrerende løsninger, som nærmest æder størstedelen af to skabe, og det virker ganske enkelt unødvendigt.

Designmæssigt rammer Quooker også noget rigtigt. Armaturerne er skarpe, enkle og stilrene. Funktionerne er næsten skjult i designet, og man kan ikke umiddelbart se, at hanen kan levere så mange forskellige typer vand. Det er en stor styrke. Jeg er personligt ikke begejstret for konkurrerende løsninger med plastpaneler, knapper og meget synlig teknik. Det bryder for mig med ideen om et roligt og integreret køkken.
Jeg har valgt den nye Square Flex, og det er et armatur, der fortjener et særskilt nik. Flex betyder udtræk, og tidligere var det især de runde modeller, man så med den funktion. Her fungerer det virkelig godt. Udtrækket gør det markant lettere at skylle vasken, rengøre hjørner og håndtere større ting i køkkenet. Det er den slags detalje, der måske lyder lille på papiret, men som i brug viser sig at være overraskende nyttig.
Testen: hvad kan en Quooker egentlig?
Det korte svar er, at en Quooker med Cube kan mere, end man i første omgang tror. Det lange svar er, at dens styrke ikke kun ligger i én smart funktion, men i mængden af små opgaver, den overtager i løbet af en helt almindelig uge.
Quooker’en
Kogende vand er den oplagte topfunktion. Det er hurtigt, præcist og bare rart. Selv med induktion er det en fordel at kunne give vandet et forspring. Til æg, ris og kartofler giver det mening. Til stempelkanden er det oplagt. Og i et hjem med to tedrikkere er det nærmest en fast genvej flere gange dagligt.
Men det er faktisk i de mindre glamorøse opgaver, Quooker ofte viser sin værdi. Den er genial til at skolde knive og skærebrætter, skolde madkasser, skolde termokopper og rense dele fra en espressomaskine. Den er også effektiv til at hælde meget varmt vand over pander og fade, hvor fastbrændt fedt og snavs skal løsnes. Det lyder måske banalt, men det sparer tid og gør rengøringen lettere.
I madlavningen er anvendelserne også mange. Man kan blanchere grøntsager hurtigt, for eksempel asparges eller kartoffelskiver til pizza. Man kan flå tomater langt nemmere. Man kan skolde sværen på en flæskesteg. Og man kan tilføre ekstra varmt vand under tilberedning uden at skulle stå og vente på kedel eller gryde.
Der er også de mere hverdagsnære scenarier. Babyflasker og udstyr, der skal skoldes, er et oplagt eksempel — dog ligger denne fortiden til her i hjemmet. Hurtige nudler til ungerne, når de er alene hjemme, er et andet. Det sidste er måske ikke gastronomiens højeste tinde, men det er ærligt talt meget praktisk. Og nej, jeg er ikke nervøs for det — de har fuldstændig styr på det.
Børn, der vokser op med Quooker, kan nærmest komme til at tro, at kogende vand i en vandhane er en selvfølge. Og når man først har levet uden elkedel i mange år, virker det næsten komisk at skulle tilbage til at koge for meget vand ad gangen, bare for at hælde halvdelen ud igen.
CUBE’en
Så er der Cube-delen, som løfter oplevelsen fra smart til luksuriøs. Iskoldt vand direkte fra hanen er en fornøjelse i sig selv, men det er især danskvandet, der gør forskellen. Quooker kalder det blid brus, og det er faktisk en meget præcis beskrivelse. Det er ikke den aggressive, hårde carbonation, man nogle gange møder andre steder. Det er mere elegant, mere hverdagsvenligt og overraskende vanedannende.

CUBE’en brummer lidt, lige efter man har tappet, men det er ikke på et niveau, der generer mig. Forbruget af CO₂ er svært at vurdere, men jeg vil umiddelbart ikke vurdere, at det er højere end, hvis du benytter en traditionel sodastream.
Cube løser samtidig en række små irritationer: ingen vanddunke i køleskabet, ingen sodavandsmaskine på bordet og ingen flasker, der fylder. Alt er integreret. Det er ren bekvemmelighed, men på den gode måde.
Elforbruget
Til sidst, elforbruget kunne også være noget, folk er nervøse for. Men jeg har faktisk sat en elmåler på, og den bruger ikke voldsomt meget. Alt er selvfølgelig relativt, men vi har elbil, så det fylder næsten ingenting i vores samlede elforbrug. Elprisen er heller ikke specielt høj, og den bruger faktisk mindre strøm end vores fjernsyn eller drengens gamer-computer.
Rengøring og vedligehold
En lidt overset side af Quooker er, hvor nyttig den er til selve rengøringen i køkkenet. Ikke bare som kilde til varmt vand, men som aktiv del af vedligeholdelsen.
Kogende eller meget varmt vand er ganske enkelt effektivt, når fedt, kafferester, madrester og snavs skal løsnes. Køkkenvasken får hurtigt en overhaling. Pander og fade bliver lettere at få rene. Skærebrætter og knive kan skoldes med det samme. Det samme gælder termokrus, madkasser og mindre dele fra køkkenmaskiner.

Med Square Flex-modellen bliver det endnu mere praktisk, fordi udtrækket gør det nemt at skylle hele vasken grundigt igennem. Det er en funktion, man hurtigt begynder at bruge mere, end man havde regnet med. Hvis du skal skylle ovnplader eller store skærebrætter, der ikke kan være i vasken, er det super praktisk at kunne trække slangen ud og skylle efter.
Mit første indtryk var lidt, at udtrækket godt kunne være bedre — køre mere smooth. Jeg tænkte dog også, at det måske skyldtes, at jeg havde valgt Square-formen, som jeg synes bedst om. Jeg har dog ikke prøvet de andre modeller. Hurtigt begyndte den at køre bedre, så det er ikke noget kritisk problem. Jeg er dog lidt bekymret for, hvordan flexslangen holder over tid. Begynder den at flosse eller fungere dårligere med tiden? Men man kan jo ikke tage sorgerne på forskud.
Vedligeholdelsesmæssigt er det også værd at nævne, at min første Quooker holdt i over 10 år. Det giver en vis ro i maven. Især når man ved, at man ikke nødvendigvis skal skifte hele systemet, hvis en del bliver slidt. Den mulighed for SWOP af kogetanken gør, at løsningen ikke føles som et engangskøb, men som et produkt der kan holdes kørende.
Min gamle Quooker fik med tiden problemer med perlatoren i hanetuden. Noget af det skyldtes kalk, som sætter sig i tuden på grund af det kogende vand. Måske har jeg også brugt for kraftig afkalkning, men jeg har måtte udskifte perlatoren to gange, fordi metalkanten begyndte at knække, og risten blev løs. På den gamle Quooker krævede netop den del lidt vedligeholdelse, så måske er det også tilfældet her. Det er en del, der bliver hårdt belastet af det kogende vand.
Dommen: Hvorfor skal du have en Quooker?!
Quooker og Cube er ikke en nødvendighed. Det er vigtigt at sige. Ingen står og mangler kogende, iskoldt og boblende vand fra samme hane for at få hverdagen til at hænge sammen. Men det er heller ikke pointen.
Pointen er, at det er en af de køkkenløsninger, der gør mange små ting nemmere, hurtigere og mere elegante. Du slipper for elkedel, du slipper for sodavandsmaskine, du slipper for flasker og dunke, og du får et køkken, der føles mere strømlinet i brug. Samtidig er designet skarpt, pladsforbruget overraskende lavt, og kvaliteten virker overbevisende.

Lad os også bare tage den ærligt: En Quooker med Cube er ikke en billig løsning. De pt. vejledende startpriser i Danmark ligger fra 9.990 kr, mens CUBE er et tilvalg og står alene til 10.900 kr., så den samlede pris ryger hurtigt op, hvis man vil have hele pakken med kogende, iskoldt og boblende vand fra samme hane. Priserne varierer desuden afhængigt af armatur, overflade og beholdertype.
Men det er også sådan en løsning, hvor værdien i praksis viser sig at være større, end man lige tror, når man ser prisskiltet første gang. For en Quooker og Cube erstatter jo ikke bare én vandhane — den overtager i virkeligheden også noget af rollen fra elkedel, sodavandsmaskine og kølige vandflasker i køleskabet, samtidig med at den sparer plads og gør hverdagen mere glidende. Det er stadig luksus, helt klart, men det er luksus med reel funktion, og derfor føles investeringen mere fornuftig, jo længere man har den.
For mig er Quooker blevet lidt som det, folk siger om robotplæneklippere: Når du først har haft en, er det svært at forestille sig at undvære den igen. Jeg har godt nok ikke selv en robotplæneklipper, men konceptuelt er det det samme. En luksus, ja. Men en luksus der i praksis bliver en del af hverdagen så hurtigt, at du glemmer, hvordan du klarede dig uden.
Så hvorfor skal du have en Quooker med Cube? Fordi den samler en række funktioner, du ellers spreder ud over flere apparater. Fordi den sparer tid. Fordi den er pænere end de fleste alternativer. Og fordi den, trods sit luksuspræg, faktisk giver overraskende meget mening i et køkken, der bliver brugt hver dag.
Dommen er derfor klar: Quooker er ikke bare opskriften på luksus-vand. Det er opskriften på et mere velfungerende køkken.
Det er svært at uddele Gastromand-stjerner her, for vi har trods alt stadig blot med vand at gøre. Vand står sjældent alene, selv om det nok er det vigtigste i verden — og noget, vi ganske enkelt ikke kan leve uden. 5 stjerner er et fremragende køb, og det synes jeg bestemt, at Quooker og Cube er, også selv om det er en løsning, man betaler pænt for. 6 stjerner er derimod et “fremragende køb med maksimal Gastromand-faktor!” — men kan en vandhane definere en Gastromand? Nej, det kan den nok ikke.
Men har du læst hele anmeldelsen, ved du også, at det faktisk har været svært for alvor at finde dybt kritiske ting at sige om Quooker og Cube. Derfor ender vi på 6 Gastromand-stjerner. Den dag, hvor der også kommer kold fadøl ud af hanen, så sprænger vi skalaen.
Stik os en kommentarTidligere historie
Sicilien i flydende form – tre dage med vin, mad og skjulte perler
Næste historie
This is the most recent story.
-
Tak for en uddybende anmeldelse. Er det ikke super farligt, at have udtræk med kogende vand?

Kommentarer