Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 20. juni 2019

Scroll to top

Top

Ingen kommentarer

Anders Halskov-Jensen gæsteblogger om Retroøl

Webmasteren

Før du skal ud og købe ind til aftenens svinekæber (eller blot en brandert), var det måske en idé at kaste et blik på følgende gæsteblog. Indlægget er skrevet af Anders Halskov-Jensen, som også er manden, livsnyderen, kogemanden, og mad- og vinskribenten bag bloggen Kork & Godt.

Kvalitetsøl og mikrobryg er gårsdagens nyt, ølrevolutionen er gammel. Men til trods for snart et årti med en eksplosiv udvikling i øl-kvalitet og -kvantitet er de gamle danske guldøl stadig at finde på markedet. Har de en eksistensberettigelse?

Kork&Godt satte sig for at undersøge sagen.

Da jeg voksede op fandtes der Hof(for unge læsere, Carlsberg Pilsner), Grøn Tuborg og så “guldøllene”. Guldøl er stærkøl, der dengang adskilte sig fra de almindelige pilsnere ved at være udstyret med en gylden halsmanchet af foldet guldfolie. “En af dem med gashåndtag” som tykmavede onkler med rødmossede ansigter og bodega-muskel sagde, når de bestilte en. Og når de skulle være gemytlig-fortrolige med familiens pubertære dreng sagde de om f.eks. elefantøllen: “Den er sgu brygget på kondomer og boksehandsker, knægt. Enten får du brug for det ene…eller også for det andet”.[Indsæt selv skoggerlatter med cerutlugt].

Men altså, guldøl. Mandfolkenes øl, alkoholikernes øl, svenskernes øl og dengang ikke så mange andres. Selv husker jeg dem som alt for stærke med tydeligt alkoholpræg i en grad, der ikke var behagelig. Men efter en årrække med nye danske mikrobryg, triple IPA’er og klosterøl findes de altså endnu, så hvad er det egentligt, de kan? Er de ronkedorer, eller er de med i kampen om den kvalitetsbevidste øldrikkers gunst?

Guldøl er vel nærmest at betegne som en dansk specialitet. Der er tale om primært lyse undergærede stærkøl med en alkoholprocent på 6-10. Hvor stærke øl fra andre lande ofte er overgærede, og dermed tilføjes kompleksitet i næse og smag, brygges de danske klassiske stærkøl på den effektive, men relativt smagsneutrale undergær, der til gengæld er noget mere effektiv, når det gælder om at omsætte sukker til akohol og CO2. Summa summarum: Relativt smagslette, men alkoholpotente øl, med variende grad af sødme og humlebitterhed.

Og hvodan smager de så i dag, hvor referencerammen er udvidet betragteligt? Her følger smagsnoter på en håndfuld klassikere

“Guld Tuborg”, 5,8%, fra 1895

“Den gyldne dame” er med sine 115 år på bagen også den gamle dame, og testens ældste deltager. Der er frisk maltnæse, samt den umiskendelige, let urare duft af de forenedes undergær. Munden er fyldig, med perlende kulsyre og en let humlebitterhed. Det er ikke en øl, der gør nogetsomhelst for mig, men da hellere den, end en kønsløs standardpilsner

Tuborg “Fine Festival”, 7,5%, fra 1955

FF’eren blev lavet som eksportøl i anledning af Dronning Elisabeth d.II’s kroning. Den er udover bygmalt og humle brygget på glukosesirup, hvilket plejer at være udeukkende for at få alkoholstyrken op. Skænket i et mellemstort vinglas, lugter den først ret dårligt, umiddelbart efter ikke af særligt meget. Der er noget mere tyngde i munden end på Guld Tuborg, og den har et mere markant og bittert humlebid. Men langtfra god.

Ceres Bering bryg(Havskum) 5,5%, fra 1959

Jeg har drukket en del af dem her, gemt i hækken nær klubben, fordi Sørens far bestyrede et Ceres-depot. Øllet er lanceret i anledning af Ceres 100-års jubilæum, og smager med bryggeriets egen ord ligesom en “støvle”. Velkommen til Jylland, ’nuff said. Den lugter fælt kunstigt, kardemomme- og citronagtig og smager rædselsfuldt. Rædselsfuldt. Brygget af bygmalt, majs, glucosesirup, sukker, citronsyre, farvestof, humle og aroma. Føj!

Carlsberg Elephant, 7,2%, fra 1959

“Carlsberg brygger også en øl til de tunge drenge” lød et af fortidens slogans, med billeder af bl.a LO-formand Thomas Nielsen med en elefant. I hånden på denne smager bidrager elefanten med snabel af lys malt, en kornagtig friskhed og en spøjs staldagtig tone, næsten som brettanomyces i en vin. Elefantbur? Munden er den bedste på de smagte øl indtil videre, her er der acceptabel balance mellem alkohol, sødme og bitterhed(Saaz-humle?) og en næsten cremet mouthfeel. Øllen når dog ikke at hæve sig mange grader over køleskabstemperatur før den er styg.

Harboe Bjørnebryg, 7,7%, fra 1974

Isbjørnen skummer flot i glasset og har en ren brødagtig næse. Munden er skarpere og friskere end de øvrige i testen, og øllen er bedre end jeg husker den fra 80’erne. Alkoholen bider lidt til sidst, men ikke så slemt som erindret.

Smag er der dog påfaldende lidt af.

Carlsberg “Sort Guld” 5,8%, fra 1978

Denne øl startede sin karriere som eksport-øllen Carlsberg 25, vis lille flaske var så fint designet at den endte på MoMa i NY. I 78 blev den så lanceret til danskerne som Sort Guld.

VI er i “Guldøl Light”-genren her, men der bydes på næse af brøddej og halm, let mund i fin balance, og astringerende bitterhed i finalen. Ok alternativ til Carlsberg pilsner. Uskadelig.

Wiibroe Årgangsøl. 10,6%, fra 1989

Wiibroe ejes i dag af Carlsberg, men da denne øl blev lanceret var det med den markedsføringsmæssige gimmick at procenten fulgte årstallet. I 2000 stoppede festen dog og øllen havnede så på sine voldsomme 10,6. Det er en virkeligt dårlig øl, og det bedste ved den er formentlig årets motiv af Thomas Eje. Alt sagt.

Carlsberg Master Brew, 10,5%, fra 1996

Master Brew var en af kandidaterne til Carlsbergs ølvalg i 1996, hvor et antal forskellige øl blev præsenteret på markedet til afstemning blandt køberne. Den bayerske øl “Carls Special” løb vistnok med sejren, men Master Brew fik altså lov at blive alligevel. Det er en heftig, flot skummende sag med en overraskende subtil, let sødlig næse. Munden er ret sød men nogenlunde holdt i skak af bitterhed og (naturligvis) de mange procenter. Egentligt en lidt grotesk størrelse, men efter devisen “skaldetværesåla’detvære” fungerer den vel.

Alle øllene i testen er smagt lige ud af køleskabet, hvor de var drikkelige. Gensmagt ved 10-12 grader var samtlige øl virkeligt dårlige og påfaldende ens. Og konklusionen er klar. Oldschool danske “luksusøl” hører hjemme i samme kategori som rød Gevalia og trestjernet salami. Industrialiserede gennemsnitsprodukter, der henvender sig til den store smagsligeglade del af

befolkningen. Nogle af øllene var bestemt drikkelige ved 4-5 grader, men ingen hævede sig over det ligegyldige. Tilstedeværelsen af glukosesirup er et advarselstegn, og de øl, der indeholdt dette var også de ringeste i testen.

Guldøllenes berettigelse er anekdotisk, og som seriøs ølnyder behøver du ikke spilde tid eller gane på dem.

Tak til Anders for et fantastisk indspark!

Stik os en kommentar

Smid en kommentar