Suveræn Smørrebrød: Unika Rød Løber med hybenkompot
Vi er nået til fjerde og sidst kapitel i Restaurant Kronborgs Smørrebrødsmenu! Naturligvis slutter vi af med en osteservering, som altid sætter et solidt punktum på en menu.
Hos Restaurant Kronborgs serverede man, under hele Copenhagen Cooking, en klassisk smørrebrødsmenu med temaet ”Taste of Copenhagen”. Menuen var et kæmpe hit blandt gæsterne…og vi har overtalt dem til, at dele opskrifterne med jer.
Den komplette menu så således ud:
~
Hjemmesaltede sild, serveret med ”smilende” æg og en creme af æbler og purløg
Pandestegt rødtungefilet med dildnaise og håndpillede rejer
Rørt tatar, toppet med rå æggeblomme, svampe og gulerodschips
Rød løber fra Arla Unika med hybenkompot
~
Rød løber er en cremet, let krydret rødkitost fra Arla Unika. Smagsmæssigt kan den snildt tage kampen op med de mere berømte – og populære – rødkitoste fra Frankrig.
Den bløde ost får selskab af en omgang sprødt knækbrød og en hybenkompot, som spiller perfekt sammen med de krydrede noter i osten.
Og hvad skal du så drikke til? Drengene fra Kronborg anbefaler en aromatisk sherry akvavit fra Helsingør spritfabrikker eller en hjemmelavet paradisæble-hindbærakvavit til osten.
Ingredienser
- 3 Rød løber á 150 gram fra Arla Unika
Hybenkompot
- 400 gram hyben
- ¼ dl lagereddike
- ½ vaniljestang
- ¼ dl vand
- 150 gram rørsukker
- Saften af ¼ citron
- Fint revet skræl af ¼ citron
Anretning
- 10 stykker knækbrød eller rugkiks gerne hjemmebagt
- Smør
Sådan gør du
Hybenkompot
- Skær toppen med blomsten af hybenerne, halver dem og skrab kernerne ud med en teske.
- Skyl skallerne grundigt, så alle de hvide kerner kommer ud.
- Kom hybenerne i en gryde med eddike, vand, den halve vaniljestang og citronskræl.
- Bring blandingen i kog og lad den koge ved svag varme i ti minutter. Tilsæt sukker og citronsaft og lad kompotten koge videre i fem minutter. Smag kompotten til med sukker og lad den køle af.
- Hæld kompotten i en beholder med et lufttæt låg, til den skal bruges.
Anretning
- Tag Rød Løber ud af køleskabet en halv times tid, før du serverer den. Skær osten i ottendedele og arranger skiverne på tallerkenerne med et stykke knækbrød ved siden af. Pynt med to-tre spiseskefulde hybenkompot – eller server hybenkompotten i en skål ved siden af.
TIP
- Pluk de orange hyben. De røde hyben er for modne og smatter for meget ud, når de bliver kogt.
Smid en kommentar