Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 14. november 2019

Scroll to top

Top

Ingen kommentarer

VIN UDEN PIS: Blandede Bolsjer

VIN UDEN PIS: Blandede Bolsjer
Vinhjernen

Så er det endnu engang til en omgang vinøs speeddating, aka VUPBB (Vin Uden Pis, Blandede Bolsjer). Den artikel, hvor vi holder temafri, og lader forhandlerne sende det vin ind, de har lyst til få anmeldt.   Og det er der kommet en relativt broget håndfuld vine ud af.

Lad os starte med at glæde os over, at det ikke bare er efterårstunge rødvine. Godt nok er lidt over halvdelen rødt, men der er skam også både hvid og rosé. Sidstnævnte er fra østrigske Josef Ehmoser, hvis hvidvin vi tidligere har været glade for, så der er høje forventninger.

De tre hvidvine fordeler sig på en ærkeklassisk tysk kabinett riesling og en riesling fra Australien, det bliver spændende at smage dem mod hinanden. Sidste hvide er fra Spanien og det er kærkomment. Spanien er nok kendt for krydret rødvin fra Rioja, Priorat og Ribera del Duero men der laves altså også masser af herlig hvidvin. Her er vi i Ribeiro, der ligger i Galicien i landets nordvestlige hjørne. Vinen er lavet på druen treixadura, der stammer fra Portugal.

På rødvinsfronten kommer vi også pænt omkring. To unge Côtes du Rhône kan battle mod hverandre, men der er også barolo, californisk pinot noir og spansk vin på tempranillo.

[Kunstpause, hvor vinene bliver smagt]

Efter at have smagt vinene, er der løftede øjenbryn af overraskelse. Primært fordi den australske riesling smagte forbandet godt og meget tysk. Havde der ikke været aldersforskel på de to, ville det have været svært at gætte, hvilken der var fra hvilket land. Og flotte vine begge to.  Endda med den ene som denne omgangs ”Bedst i test”.

Blandede Bolsjer

Josef Ehmoser Rosé vom zweigelt 2018

Pris: 159,- (10% rabat v. køb af 3)

Forhandler: Propperiet

Yderst venlig og appellerende næse med floral bærparfume. Læskende mund med sart frugt og let tannisk afsluttende haps. Til de sidste rosé-skeptikere.


D*Arenberg “The Dry Dam” Riesling 2019 [BEDST I TEST]

Pris: 110,- v. 6 (normalpris 140,-)

Forhandler: Erik Sørensen Vin

Kalket og ren næse med blid duft af pære. Rank, mineralsk og supersaftig mund. Meget flot vin, der næsten smager tysk. Og det er en kompliment.


Von Hövel Saar Riesling Kabinett 2014

Pris: 110,- v. 6 (normalpris 140,-)

Forhandler: Erik Sørensen Vin

Ret udviklet næse med let petroleumsduft. Fint syrebid i en frisk og spændstig mund. Det er lige så man saarvler.


Ramon do Casar Treixadura 2018

Pris: 139,- v.6 (normalpris 159,-)

Forhandler: Jysk Vin

Peberkrydret æblenæse med pift af bergamotte. Fyldig, tæt og tør mund med god frugt og fint syrebid. Spændende og meget vellavet vin til fx fasan eller kraftige oste. Eller til at foole vennerne i vinklubben.


Ribera del Duero Vina Mayor 2018

Pris: 69,- (normalpris 119,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Det er sgu vildt!  Den dufter af spejderhagl. Også lidt af røde bær. Og lidt dirty. Munden har medium fylde, lidt tørre tanniner og ok balance. Drikkelig, men der er ikke rigtigt kælet for detaljen.


Murphy Goode Pinot Noir 2016

Pris: 109,95 v. 6 (normalpris 149,-)

Forhandler: Jysk Vin

Amerikansk pinot dækker hele spektret fra kølig elegance til overekstraheret makværk.  Her er der anstændig pinotnæse med skovjordbær og hubba bubba. Munden er cremet og blid, med balancerende syre og lidt likørsødme i finalen. Man får ikke meget pinot for en god hundredekrone, men her er der faktisk valuta for pengene.


Domaine Alary Côtes du Rhône “La Gerbaude” 2017 [BEDST TIL PRISEN]

Pris: 89,95 v. 6. (normalpris 99,-)

Forhandler: Jysk Vin

Noget reduktiv næse, så dekantér gerne. Så kommer der krydret rhône-næse med urter og bær. Munden er saftig og drikkevenlig med lakridset sødme og god harmoni.


Domaine de Javone Côtes du Rhône “La Premiere Pente” 2017

Pris: 69,- (normalpris 119,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Testens anden Rhône-vin er ligeså reduktiv men med en uventet parfume af citrontimian. Munden har krydret tyngde, venlige tanniner og lang, tør finale. Tung og dejlig vin og fint køb til tilbudsprisen.


Contea di Castiglione Barolo 2014

Pris: 149,- (normalpris 229,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Der skabes en del forventninger, når der står “Barolo” på etiketten.  Foreløbig er næsen fin og typisk, med duft af tobak, medicinskab og et lille floralt pift. Munden har god syre og for druen relativt omgængelige og rigelige tanniner. Textbook barolo uden de store armbevægelser. Tilbudsprisen hiver den op på fire.

Stik os en kommentar

Smid en kommentar