Jagten på Danmarks luksusfestival: Heartland henrykker
Festivalsæsonen er for alvor i gang og vejret er jo helt fantastisk. Heartland på Midtfyn har i dag slået dørene op for gæsterne, og festivalen byder på alt fra koncerter, talks til workshops og masser af mad og drikke. Vi går jo lidt op i sidstnævnte her på Gastromand, så sådan et arrangement kan vi jo ikke holde os fra.
Det hele starter lidt kaotisk eftersom logistikken hen til festivalpladsen ikke helt kører, så man skal væbne sig med en god portion tålmodighed, hvad enten man vil betale for at parkere eller benytte sig af de gratis shuttlebusser til og fra togstationen. Vi kommer dog frem, og ved selve pladsen glider tingene glat.
I vores søgen efter festivalluksus er der i dag blevet afprøvet forskellige snacks på Heartland, og her taler vi om den gode slags fastfood. Udvalget af spisesteder føles enormt, og nu her på dag 1 føler jeg, at jeg kun har set toppen af isbjerget, men sikke en smuk top.
Dag 1: Steensgaard fylder maven op med snacks
Steensgaard er kendt for deres meget særlige økolandbrug og fødevarer i topklasse, så jeg drages ret naturligt hen i mod en bod med deres navn på.
Jeg starter hurtigt med en øl og forelsker mig i nogle ufatteligt fedtede flæskesvær. Det bliver næsten ikke mere syndigt, saltet og fedtet. En ølpølse kommer lige med on the side – så er vi lissom i gang.
Det slår jo næppe til, så området sonderes for mere mad. Igen falder valget på noget fra Steensgaard (dog en anden bod – de har bredt sig), nemlig ølbraiseret gris i bolle med forskellige urter, kål og grøntsager – vi er ude i en slags pulled pork her. Ved siden af prøves en godt krydret pølse også af. Navnet er Heartlænder – vi holder lige pause, mens alle smiler og griner lidt.
Det hele glider let ned med fynsk rosé på solbær og en iskold O’nse pilsner.
Hummerhotteren og de obligatoriske fritter
Man er vel ikke en rigtig Gastromand, hvis man var stoppet efter ovenstående, så igen må der løbes efter varerne. Selvfølgelig skal festivalfritterne testes. Vi springer på nogle “vinegar fries”, som er godt sprøde og smager lækkert med den dertilhørende tartarsovs.
Det sidste, vi lige når på dag 1 er hummerhotteren. En fræk sag hvor briochebrødet er fyldt med hummer-slaw og drysset med purløg.
Dag 2: Naturvin og specialøl
På dag 2 fortsætter vi med at mæske os i mad og drikke på Heartland. Vi når både nogle sprøde forårsruller med nudelsalat og en saftig cheeseburger.
Skal du have tanket op i drikkevarer, kan du også finde mange spændende ting. Der er rig mulighed for at få vin, bobler og gode øl.
Dag 3: Cocktails og 5 retters festivalmiddag
Sidste dag på Heartland, og der er fortsat mange ting, som ikke er afprøvet. Er du til cocktails, så fortvivl ej. Alle barerne har et par cocktails at vælge imellem, men der er også deciderede cocktailbarer. For Gastromands vedkommende slukkes tørsten i en skøn blanding af cocktails og hvidvin.
På madfronten bliver der plads til både ramen nudelsuppe, smørrebrød, pulled beef, italienske snacks og forskelligt charcuteri i forbindelse med en Talk med Steensgaard og AMASS.
Aftenen lukkes med 5-retters langbordsmiddag beværtet af Christian F. Puglisi. Her er der både tatar, charcuteri og en halv asparges (EN HALV!!). Det hele rundes af med et bæger råmælksgelato, som vi vælger at supplere med en kaffe fra en af de mange Nelle’s kaffeboder.
Jeg ved ikke, om man kan klassificere banketten som gourmet eller fine dining, og anretningen på retterne trak altså ned – men smagen var til stede i høj grad – og så havde vi søde, interessante sidemænd ved bordet. Alt i alt et hyggeligt arrangement og et anderledes sjovt indslag på en festival – og så var tataren virkelig god.
Er Heartland Danmarks luksusfestival?
Der er ingen tvivl om, at flere steder har en ret stor grad af luksus på Heartland festivalen. Det er svært at finde franske hotdogs, slatne fritter og dovne fadøl. Heartland er tydeligt også for det modne publikum, hvor folk måske ikke lige nødvendigvis er på S.U. – og det faktum at du parkerer gratis foran indgangen, hvis du har en Mercedes, bekræfter det vist også lidt…
Heartland er for mig der, hvor hippierne mødes med det grå guld. Her er ingen smalle steder, hvorfor det måske også er indlysende, at der findes så mange luksusprodukter rundt omkring på festivalen.
Så er Heartland Danmarks luksusfestival nr. 1? Måske … Heartland er eventyrlig og skal i hvert fald ikke køres på budget. Der er muslingebistro og champagnebar. Luk øjnene, når du kører kortet igennem, og du har rammerne for en luksuriøs festivaloplevelse.
Jagten, og festivalsæsonen, er den grad skudt igang og vi rammer fem ud af seks på luksusskalaen!
Hvilke festivaler skal du til i år?
Stik os en kommentar-
Dejligt at skue en sådan vidunderlig nordisk festival….http://www.friatider.se/f-r-m-nga-vita-p-m-ngkulturell-festival
Kommentarer