Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 19. marts 2024

Scroll to top

Top

En kommentar

Tinderbox 2019: “Pissevæg”, veganerburgere og alt det andet

Tinderbox 2019: “Pissevæg”, veganerburgere og alt det andet
Fynboen

Tinderbox 2019 er netop overstået, og næste festival på det store Danmarkskort er allerede i gang – nemlig Roskilde, hvor vi naturligvis også er på pletten.

Men inden vi peaker helt på Roskilde, er det lige tid til et tilbageblik på årets Tinderbox – som igen i år viste sig fra sin bedste side!

 

 

Hvad virkede, og hvad gjorde ikke

Der er ingen tvivl om, at vi fik rigtig mange gode oplevelser på årets Tinderbox. Vi er selvfølgelig nødt til at nævne musikken, selvom det primært er mad og drikke, vi er eksperter i. Musikprogrammet var ganske udskældt, men alligevel var festivallen tæt på helt udsolgt. Det må bl.a. være fordi, publikum godt kan se det fede i et differentieret musikprogram.

Stilhed før stormen. Benal var for vilde!

Vi er i hvert fald glade for, at man kan kaste sig ud i genrer, man til dagligt ikke hører så meget – samt blive positivt overrasket over, hvordan musikerne (og især de danske) kunne skabe en kæmpe fest foran scenerne.

Så selvom anmeldelserne (i medierne) var lidt blandede omkring musikken, så mener vi, at det er vigtigt med et godt miks af genrer – og så er der bare noget charmerende i at se en ældre kvinde (nok 60+) stå og danse og synge med på L.O.C.’s – Undskyld (so) … Der er plads til alle :-)

Det næste er nok den gode stemning. Folk virkede superglade (selvfølgelig hjulpet godt afsted af alkohol og det gode vejr), og der herskede en festlig stemning nærmest uanset, hvor man begav sig hen. Ved mosh pits på Magicbox gik det vildt for sig, men folk var hurtig til at hjælpe hinanden op igen, når en af dem faldt. Folk var hjælpsomme og gode til at passe på hinanden.

Proppet på Magicbox. Indgangen til Magicbox blev lukket flere gange pga. for mange gæster.

I det hele taget var der meget lidt ballade, hvilket er imponerende med så mange mennesker på så lidt plads.

De nye genbrugsglas fungerede ret godt. Til gengæld er de nok lidt nederen at få i hovedet, når de bliver kastet op i luften foran scenerne. Stop det nu bare…

Og netop pladsen kan blive et problem fremadrettet. Grænsen for, hvor mange mennesker der kan proppes ind på denne festival, er nok nået.

Moonshine-området havde også fået vokseværk, og samtlige gange vi begav os derover, var der proppet, og folk dansede rundt til lyden af diskomusik. Måske kunne det være en idé med et fast dansegulv, hvis muligt. Det kommer nemlig til at støve ret meget derinde, når folk leger John Travolta.

tinderbox2019

Og så til VIP-området, som havde fået ny indgang og beliggenhed. Sidste år var indgangen på pladsen, og denne gang skulle man ind via “smutvejen” i “ginskoven”. Den nye indgang betød, at man havde lavet en lang væg hen ad “smutvejen” som afskærmede VIP området fra de øvrige. Det bevirkede desværre også til, at denne væg blev til en “pissevæg” om aftenen/natten – knap så lækkert.

Masser af loungestemning inde i VIP-området.

Udsigten fra VIP’ens første sal er ikke helt dårlig, hvis man altså står i forreste række.

Inde i VIP’en fungerede de fleste ting ellers ret godt. Ikke lang kø i barerne, og toiletmuligheder var også ok – men måske en større toiletvogn eller en ekstra ville være passende i 2020.

Det er ikke ligefrem Riedel der står på bordene i VIP-restauranten.

VIP’en havde også fået en ny restaurant. Pasfall var blevet skiftet ud med The Balcony. Til daglig ligger begge restaurationer i toppen af den odenseanske gastronomiscene.

The Balcony’s bøf. Ikke helt i mål til prisen.

Vores forventninger blev dog ikke helt indfriet i år. Selvom vi må sige, at The Balconys tapastallerken i år slog Pasfall’s, så var bøffen og bearnaisen til gengæld langt bedre sidste år. Der er i den grad plads til forbedring, især når vi tager prisen i betragtning. Knap 1.000 kr. for to glas vin og to måltider måtte vi af med, og det var det ganske simpelt ikke værd. Det var ærgerligt, for vi ved, at The Balcony kan præstere så meget bedre.

Nu blev “ginskoven” jo nævnt lige før, og her kunne der også godt ske forbedringer. Det virkede som om, at der var færre siddepladser end sidste år – og det er lidt ærgerligt. Til gengæld var ginbaren blevet større, hvilket vi jo godt kan lide.

Fanget i ginskoven. Den nævnte “pissevæg” ses i baggrunden.

Og nu til maden …

Som så meget andet, så virkede noget, og andet faldt lidt til jorden. Overordnet set ramte de fleste måltider et okay niveau, men det er altså set bedre.

De kødfrie alternativer har virkelig vundet indpas på Tinderbox, uden at det er på den der belærende eller påduttende måde – og bare rolig du kan stadig få flæskestegssandwich og bacon i lange baner. Men det er skønt at se, at der er plads til musikelskere med forskellige diæter og madpræferencer.

Men som sagt kan det generelle niveau godt blive endnu bedre. Her mener vi ikke, at der skal flere burgere eller pizzaer på pladsen, men  måske lidt mere luksus – hvor er min tatar eller en skaldyrsmulighed? Måske en lille opfordring til VIP-restauranten. Og skulle man ikke gå all-in på luksus, så kunne mindre også gøre det. Hvad med biksemad eller en hot-dog til at kurere tømmermændene med eller noget hot mexicaner streetfood – where are my tacos???

Nuvel, vi blev mætte og festede til den helt store guldmedalje, så her kommer de steder/retter, som kunne noget særligt – og en enkelt der ikke kunne.

Burgeren

Vi må bare bukke os i støvet og tage hatten af for Burger Anarchy. De leverede festivalens bedste burger. De andre burgere på pladsen var generelt rigtigt gode, men der kan kun være en vinder, og her hersker anarki!

Bøffen var supergodt tilberedt og både varianterne “Jax” og “Harvey” havde virkelig gode smage. Desværre nåede vi ikke at smage deres veganske burger, så om den var på samme niveau som de to førnævnte varianter skal vi lade være usagt…

 

Den politisk korrekte

Det kan godt være, vi ikke nåede den veganske burger hos Burger Anarchy, men til gengæld slog vi os så løs hos Venchi – og det fortrød vi ikke.

De formåede at få burgeren proppet med smag, og de små stykker rispapir-bacon var med til at få os helt op at ringe. Alt i alt i en virkelig lækker burger, som også var mættende – opskriften på denne smagsbombe gad jeg i hvert fald godt at eje.

 

Tømmermændsdræberen

Dag 2 på Tinderbox skulle skydes i gang, og det hele går altså lidt nemmere med noget salt og fedt til kroppen. Burger Anarchy kommer dermed igen på banen, og det er med deres bacon-cheese fries, at kroppen genoplives og er klar til mange timers hårdt misbrug.

Ikke dumt, slet ikke dumt.

 

Den eksotiske

Skal vi være helt ærlige, så synes vi faktisk ikke, at Tinderbox fremviste noget, der kunne ramme denne kategori.

Det er set bedre … 1 (ET!!!) snoldet blad koriander til 2 baos er for skrabet.

Udbudet af mad var præget af burgere og pizzaer, og det mest eksotiske vi kan komme på var et sæt Bao buns, som faktisk lidt sløje – desværre.

 

Tørstslukkeren

Der var nu egentlig mange steder at få stillet tørsten, men de fleste steder var de gængse ølbarer. Ikke noget videre overraskende. Der var to specialøl-steder, en aperol spritz-vogn, en kahlua-vogn og en Jameson-vogn. Ikke noget videre overraskende, men man tørstede bestemt ikke.

Cocktailudvalget i den særlige bar i VIP området

Alligevel kan vi da godt lige slå et slag for den cocktailbar, som befandt sig i VIP-området. Her kan de virkelig shake noget lækkert sammen. Desværre var det jo så ikke lige for alle på Tinderbox, og det er lidt ærgerligt, for det vi fik, var rigtig godt.

Noget andet godt og lidt mere tilgængeligt var cocktailbaren oppe på udsigtstrappen (ikke så tilgængeligt for gangbesværede, men så kunne man jo få en ven til at hente, hvis man selv havde problemer med at komme derop – der må jo godt være lidt service på drengen).

Vi fik smagt nogle forskellige cocktails, og hvis der ikke havde været så mange trapper op og ned, så havde vi helt sikkert løbet derop flere gange.

Overraskelsen

Toast med ost og skinke. Ik’ så meget pis, og overaskende god.

Det var lidt et impulskøb, men bestemt et køb værd. Gastro Toast tilbød to forskellige toasts – en med skinke og ost og en med kylling, ost og pesto.

Størrelsen var bedre, end vi havde håbet på, og ligeledes smagen. Der fløj da også mange toasts af sted hele tiden, så stedet virkede ret populært.

 

Crowdpleaseren

 

View this post on Instagram

 

A post shared by 𝔾𝕒𝕤𝕥𝕣𝕠𝕞𝕒𝕟𝕕.𝕕𝕜 (@gastromanddk) on

Ud fra antallet af pizzabakker i Moonshine-området at bedømme, så var en af de store crowdpleasers Oles Pizza. Han stillede med 2 store pizzaovne, hvorfra han kunne tilbyde 2 forskellige kødpizzaer og en med grøntsager. De duftede også lækkert, men som nævnt ovenfor, var der altid proppet i området, og der var kø til pizzaerne, hver gang vi kom forbi. Vi stod faktisk i kø på et tidspunkt men blev nødt til at  hoppe ud af den, da vi skulle over for at se noget hiphop gangsta-rap yo yo, Ka-blaam!! Så desværre fik vi den ikke smagt på Fyns land, men mon ikke den var lige så god som på Northside?

 

Something to remember

Hvad vil vi så huske årets Tinderbox for?

Det bliver nok de mange fede, forskellige koncerter samt det gode vejr og stemning. Madudvalget kan forbedres, men var ikke nogen katastrofe. Ligeledes skal man nok til at tænke lidt i, om vi har nået det antal personer, som Tusindårsskoven og Odense kan bære.

Swedish House Mafia lukkede og slukkede med et brag til årets Tinderbox

ak, minderne…

Tinderbox 2019 bliver i særdeleshed “something to remember”, og selvom det var en hård omgang for kroppen, så glæder vi os allerede til 2020.

Stik os en kommentar

Kommentarer

Smid en kommentar