Træt af den sædvanlige julegløgg? Så prøv Gintossens 3 Gløgg med Gin!
Julen er over os, med al sin magt, hygge og magi – men måske savner du et alternativ til den sædvanlige kraftige rødvinsbaserede gløgg, du har serveret de sidste mange år? Eller også synes du bare, at den er så kraftig, at du efterlades med en dundrende hovedpine, som slet ikke stod mål med den smule rødvin & varm vodka du fik serveret i glasset? Eller måske er du blev så fanatisk, at du – som Gintossen – bare ikke kan drikke alkohol uden smag af enebær?
Uanset årsagen, så skal du lige rette dig i stolen, og læse videre – for løsningen ligger lige nede ad siden her.
We give you – White Christmas Gløgg
OK, OK – allerførst skal vi lige slå fast, at vi i nedenstående helt eller delvist, har ladet os inspirere af rigtig lækre opskrifter der allerede cirkulerer på nettet. Men man skal heldigvis ikke meget fantasi for, at kunne dreje dem over i retninger hvor det i stedet er Gin der får hovedrollen – og så bliver de jo pludselig guddommelige, for enebærnørder som os hos Gintossen. Og vigtigst af alt – usædvanlig gode alternativer, til den sædvanlige røde gløgg.
Og lige for at få det helt på det rene, så synes vi altså heller ikke, at rødvinsbaseret gløgg er noget fanden har skabt. Men engang imellem, så har vi altså brug for lidt afveksling – så hvorfor ikke overveje at lave denne hver anden gang – eller som os, så faktisk lave 2 forskellige varianter når familien er samlet, hvoraf den lyse variant er den ene?
Lillet Blanc with a warm twist
Opskriften er simpel – man udskrifter rødvinen med Lillet Blank & æblemost samt vodkaen med en Gin der fungerer perfekt med Lillet – fx Plymouth Gin eller hvis der skal lidt ekstra liv i festen – Plymouth Navy Strength Gin. Resten er lige ud af landevejen, og herunder får du opskriften samt en kort beskrivelse af hvordan den samles!
Du skal bruge (til ca. 6-8 serveringer afh. af glassenes størrelse)
- 1 flaske af den bedste æblemost du kan skaffe (75cl)
- 1 flaske Lillet Blanc (75cl)
- 4-5 cl Plymouth Gin eller Plymouth Navy Strength Gin pr. servering
- 5-7 store stykker appelsin- eller klementinskal (uden det hvide) som naturligvis skal være økologisk & usprøjtet
- 2-3 nelliker til hver appelsin el. klementinskal
- 8-10 kardemommekapsler (Helst dem fra Mill & Mortar, som virkelig smager af noget)
- 3 kanelstænger
- 2-3 stjerne anis
- ½ citron skåret i skiver – også økologisk & usprøjtet
- En lille knold ingefær som skæres i skiver (check lige hvor potent den er, og vurdér hvor meget du synes gløggen kan tage, uden at det bliver til en Thai-ret)
Sådan samler du gløggen:
Pres 2-3 nelliker i hvert stykke appelsin- eller klementinskal, og smid dem sammen med resten af krydderierne i en gryde, som varmes op til ca. 75-80 grader, hvor du lader den snurre stille og roligt i 20-30 min. Den må endelig ikke koge på noget tidspunkt – så går det ud over æblemosten….!
Tilsæt derefter en flaske Lille Blanc, og skru ned til ca. 60-65 gr. i et par minutter.
Herfra har du 2 muligheder – og det samme gælder for de efterfølgende gløgg-forslag:
- Hvis du véd, at du skal servere det hele med det samme og på én gang, så kan du bare hælde Ginnen op i gryden, og fordele det hele i dine glas.
- Hvis du gerne vil have det til at strække til flere serveringer, så vil vi anbefale at du i stedet fordeler ginnen i glassene, og hælder gløggen over. Gå den måde sikrer du, at ginnen ikke står og fordamper i gryden, mens i hygger med det første glas.
Kongsgaard Toddy
Danske Kongsgaard Raw Gin er – som mange sikkert allerede ved – lavet på lækre danske æblesorter, samt en perlerække af alle de botanicals og noter, vi alle forbinder med julen og tiden omkring denne. Det fine ved Kongsgaard Raw Gin er, at den på ingen måde føles som en julegin, når du drikker den om sommeren med Tonic, da noterne fra f.eks. kanel & kardemomme er så subtile og velplacerede som de er, og æblerne i stedet fører vejen. Men – du skal heldigvis ikke skubbe meget til de allerede eksisterende noter, før du står med begge ben solidt plantet i julehyggen, ser rensdyr i haven og hører bjældeklang fra glasset. Og det er endnu nemmere end du tror, og tager ikke lang tid!
Du skal bruge (til ca. 6 serveringer afh. af glassenes størrelse)
- 1 flaske af den bedste æblemost du kan skaffe (75cl)
- 5-6 kardemommekapsler (de skal altså smage af noget – så køb nu de bedste du kan få)
- 2-3 kanelstænger
- 1-2 stjerne anis
- Lidt ingefær i skiver – styr selv hvor meget, men pas på det ikke bliver til en ingefærdrik
- En halv flækket vaniliestang uden korn
- 1-2 skiver citron – pas på med for meget citronsaft, som har en tendens til at ”annullere” æblemosten
- 4-5cl Kongsgaard Raw Gin pr. servering
- 1 skive æble & 1 stang kanel pr. glas du serverer, som pynt & garnish
Sådan gør du:
Smid det hele – undtagen Gin & æble – i en lille gryde, og varm det forsigtigt op til ca. 75 grader, og lad det snurre stille (UDEN AT KOGE) i ca. 30 min. så du får trukket smag ud af krydderierne, hvorefter du tager dem op af gryden.
Hæld ginnen i glassene, og top op med den varme most, hvorefter du placerer en skive æble og en kanelstang på toppen af glasset. Servér & se smilene brede sig, i takt med at glassene tømmes.
M&M & Schackenborg Hotshot
Ja ja – vi véd det godt….! Du farer rundt med galopperende julestres, unger der skal hentes, ænder der skal brunes og gaver der skal findes – så du fik ikke lige købt stjerne anis, ingefær & kardemommekapsler. Vi kender det, og vil gerne hjælpe dig med en redning, du muligvis bliver så glad for, at du slet ikke gider bekymre dig om andre løsninger fremover….!
Førnævnte Mill & Mortar – ja, dem med de lækre krydderier – laver nemlig en himmelsk hvid gløgg sirup, der indeholder alle de lækre noter & dufte du skal bruge til en lys gløgg. Men hvem siger, at man ikke også kan tweake den lidt? Og den perfekte måde at gøre det på, er at liste lidt af H.K.H. Prins Joachim’s lækre Schackenborg Gin ned i glasset. Så derfor – her er den nemmeste & hurtigste løsning til dig der ikke nåede det hele!
Du skal bruge (til ca. 6 serveringer afh. af glassenes størrelse)
- ½ flaske Mill & Mortar hvid Gløgg sirup
- 1 flaske af den bedste æblemost du kan skaffe (75cl) – gerne en most lavet på lidt syrlige æblesorter.
eller
¾-1 flaske hvidvin – justér evt. med lidt ekstra, hvis du synes…. - 4-5 cl Schackenborg Dry Gin pr. servering
- Måske har du også et æble & kanelstang eller rosmarin du kan stikke i glasset ved serveringen?
Sådan gør du:
Varm sirup og most/vin op i en gryde, men stop INDEN den begynder at koge.
Hæld 4-5 cl Schackenborg Dry Gin i glas, der kan tåle varmen, og top op med den opvarmede most/sirup. Hvis du har et æble, så skær en bred skive, som stilles i glasset sammen med en kanelstang eller en dusk rosmarin. Og mon ikke en (tørret) skive appelsin eller klementin, også vil fungere hvis du ikke har æble?
Vi håber du får mange hyggelige stunder med den samlede familie, julen & en eller flere af disse alternativer til Gløgg med Gin – GLÆDELIG JUL :)
Stik os en kommentar
Smid en kommentar