Ingeniøren tester: Ztove
Appen fortæller induktionskomfuret, hvad det skal gøre, og den snakker så sammen med gryden eller panden, der fortæller, hvor varm den er. En logisk videreudvikling af moderne induktionskomfurer – nu med lidt mere hjerne i komfuret.
Vi har fået tilsendt Ztove Duo fra Ztove til test og efterfølgende anmeldelse.
Men… Hvad er Ztove for noget?
Ztove er en kombination af et induktionskomfur, gryder/pander og en app.
Induktionskomfuret fungerer helt, som det plejer. Du kan tænde, slukke, skrue op og ned og måske give det en spand kul på power-knappen. Men hvis du også bruger Ztoves gryder og pander, begynder der at ske ting og sager. De blinker med den velkendte blå Bluetooth-farve, og det betyder, at de snakker sammen. Sidste del af trekløveret er appen på din telefon eller din tablet, som du bruger til at styre løjerne med.
Når du har tændt komfuret og indstillet det fra 1-9, som du kender det, er du klar. I appen indstiller du temperaturen, og så kører du. Der er også et opskriftmodul i appen, som du kan bruge. Den fortæller dig, hvad du skal gøre fra start til slut, og så holder den både øje med temperatur og tid for dig.
Præcis temperaturstyring
Som ingeniør har jeg baggrunden i orden, når det handler om måling af temperatur. Jeg er generelt skeptisk, når jeg kigger på termometre eller andre temperaturangivelser, fordi jeg ved, hvor svært det er at måle præcist og ikke mindst vedligeholde det. I forbindelse med anmeldelsen talte jeg med Peter fra Ztove, der satte mig ind i detaljerne omkring måling af temperatur.
Der er temperaturfølere i både kogeplade og kogegrej, som taler sammen med appen, hvor du styrer enhederne. Når der er udveksling imellem de forskellige enheder, kan de tale sammen og nøjagtigt måle temperaturen. Det gør, at du kan indstille den ned til ±1°C i appen og stole på, at den bliver der. Uanset hvad effekten er sat til på kogepladen.
Til bearnaise hører selvfølgelig også triple-cooked pomfritter. Efter en kogning i vand, en tur på køl og så en tur i en halvvarm olie, skal der fuld knald på til sidst. Du indstiller bare temperaturen, og så kører du.
Kan man ikke styre det selv på sit almindelige blus derhjemme? Jo, man lærer hurtigt sin kogeplade at kende derhjemme, men derfra, og så til at kunne styre det helt præcist ned til den enkelt grad, er noget helt andet. De fleste, der har prøvet at spolere en bearnaisesovs, ved godt, hvor stor forskel en enkelt grad kan gøre.
Men, kan den lave burgere til mig?
Ja for fa’n!
Hvor man nogle gange vil gøre det stille og roligt, så vil man andre gange bare gerne give den fuld skrald. Det gælder især, når man husker at fejre Burgerfredag! Burgerbøffer skal have knald på varmen og masser af fedt i kødet, så man får en mørk og velsmagende stegeskorpe.
Hvis man er en lille gavtyv, kan man også lægge lidt smør under bøffen. Vi har brugt lidt tricks fra Max hos Ztove, der blandt andet involverer glas på toppen, så bøfferne holder sig tynde og flade. Jo større areal – jo mere stegeskorpe!
Opskrifterne!
Efter at have prøvet en lang række forskellige ting på kogepladerne, var jeg lidt i tvivl om, hvad finten var. Når man har lavet god mad i mange år, har man fint styr på, hvordan ens komfur fungerer. Så hvor meget får man så ud af at kunne styre temperaturen så nøjagtigt. Jeg stødte tilfældigvis på en opskrift på basmatiris på Ztoves Instagram og besluttede mig for at prøve den af.
Det er ikke ligefrem raketkirurgi at koge ris, men jeg gav den en chance. Og hold op, hvor var det smart! Man skyller risene grundigt, måler vand af, tilsætter salt og op i gryden med det. Tænder for app’en og trykker start. Og så kan man ellers glemme alt om den gryde og gå ud i haven og nyde en pilsner, imens maden laver sig selv. Den varmer op, koger, sænker temperaturen og lader risene dampe færdigt under låg. Og til sidst skal man bare stille gryden på bordet, løsne risene med en gaffel og værsgo.
Man skal hverken holde øje med, om gryden koger tør, om man skal tage gryden af blusset eller noget som helst – kogepladen klarer det for dig. Og så gik det ellers stærkt med at prøve andre ting af.
Rist din egen kaffe!
Det er også let at riste sin egen kaffe. Man finder bare opskriften i appen, hælder de grønne kaffebønner op på panden og sætter i gang. Den hjælper med at holde temperaturen til den ønskede ristning, og den minder dig om at røre godt rundt på panden. Nøj, hvor det duftede!
En af de vildeste er nok popcorn med smør. Jep! En af de sagnomspundne snacks, som ofte bliver nok fedteri, hvis man selv skal prøve at lave det. Nu tilsætter man smør og majskerner. Så lader man den smelte smørret, forvarme kernerne og til sidst give den fuld skrald, så kernerne bliver til popcorn – dækket af smør! Ja tak!
Kan man bage brød i en pande?
Ja!
Du kan også på under 2 timer bage et vanvittigt godt focaccia-brød med en vild skorpe i bunden. Hvis du følger opskriften i appen, laver du en krydderolie på panden, lader dejen hæve i panden og olien og så bager den til sidst under låg. Det er svært at beskrive – det skal opleves!
Jeg har ikke prøvet at lave risengrød endnu, men det bliver uden tvivl en mesterlig portion, fordi man slipper for at bekymre sig for, om noget brænder på. Der er bare tjek på temperaturen.
Den endelige dom
Mit forhold til Ztove-produktet har udviklet sig meget under hele testforløbet. I starten var jeg helt vild med idéen på grund af min tekniske baggrund, og det var vildt fedt, at man kunne styre den så nøjagtigt. Så faldt ilden lidt, fordi jeg syntes, der var meget arbejde med at skulle indstille så mange ting – bare for at stege et æg eller lignende.
Men da jeg langt om længe fik kastet mig ud i de indbyggede opskrifter, gav det hele mening. Hvad enten man koger ris, steger bøffer eller popper popcorn, så er det bare fedt at få en hjælpende hånd af komfuret. Især når man som undertegnede har tre børn, der også skal underholdes.
Børnene synes også, det er fedt at lege med udstyret, fordi der pludselig er lidt mere i det end bare en kogeplade. Man har også lidt mere ro i maven som forældre, når man har tjek på, hvor varm stegepanden er, når børnene roder med den.
Når vi lægger sammen, trækker fra og dividerer ender vi tæt på den højeste. Det er bare fedt med nøjagtig temperaturstyring i kogegrejet. Når man tilmed også får en lækker app, der er let og intuitiv, så har man en fed pakke. Appen er lige til at hente til alle slags telefoner og tablets, og den bliver løbende opdateret. Det samme gør firmwaren i både kogeplade og kogegrejet! Ja, der er sgu en opdatering til din stegepande!
Det kilder lidt hos både ingeniøren og madnørden i mig, når jeg får mulighed for at prøve så fedt udstyr. Der arbejdes ivrigt på at udvikle app, software og opskrifter, så lur mig om den ikke er helt oppe at ringe på en topkarakter om et år eller to.
Prisen
Inden man går ud og investerer i den slags produkter, vil man selvfølgelig gerne vide, om den er pengene værd. Når man ser, hvad moderne induktionskomfurer ellers koster efterhånden, så er Ztove sådan set fint med. Hvis man så også ser på, hvad man ellers får i form af kogegrej, temperaturstyring, opskrifter og app, så har man med et konkurrencedygtigt produkt at gøre.
Jeg byggede selv nyt køkken for et par år siden, og der er jeg sikker på, at Ztove havde været en mulighed, hvis jeg havde kendt til produktet dengang. Jeg gav i øvrigt det samme for et induktionskomfur der, som den store Ztove-pakke koster, så jeg er misundelig!
Stik os en kommentar-
…. Hm, der er ingen ide i at købe et smarrkomfur uden at købe det tilhørende kogegrej. Der er nemlig ingen særlig temperatur styring hvis ikke at gryger og pander giver input til kogepladen.
-
Jeg skal selv til at have skiftet komfuret i løbet af efteråret, og faldt over Ztove. Det forekommer utrolig smart og også ret let tilgængeligt. Komfuret i sig selv er jo heller ikke overvældende dyrt.
Men jeg bliver sgu lidt nærig når en gryde eller en pande skal koste 1500+. Jeg er sikker på det er kram, og hatten af for udviklerne. Jeg er bare ikke sikker på at det er pengene værd for mig. Kan da godt se med mit forbrug af potter og pander at der ikke ville blive nogen udenlandsrejser de næste par pr hvis jeg skal smide ca 10k efter grej – når komfuret er betalt.
-
Så vidt jeg forstår, så kan man bruge almindelige induktionspander og -gryder også. Med Ztoves eget grej får du dog mere præcision.
-
Comments