Et besøg på etstjernede Alouette er både en rejse ind i en smuk, hemmelig verden bag en grafittimalet dør og en rejse ind i et nærmest amerikansk smagsunivers. Sådan kunne en New American-cuisine-restaurant i Kansas smage, hvis den gik all in på velsmag. Men her er vi ikke på prærien, men derimod på Islands Brygge i København.

Hvordan smager Amerika? Altså, hvis vi går væk fra hamburgers og fastfood og i stedet forestiller os, hvordan amerikansk gourmet-mad smager, hvor fremragende råvarer fra Midtvesten får lov til at spille en hovedrolle? Hvordan smager prærien, de søde nuancer af græskar og grøntsager dyrket i præriens jord?

Et godt bud kunne være, at det smager, ligesom flere af retterne på Alouette. Sådan tænker jeg efter flere fremragende retter på denne etstjernerde perle af en michelinrestaurant, der godt nok ikke ligger i Kansas eller Nebraska, men derimod på Islands Brygge i København.

For selvom vi er i København, er der nemlig noget – i hvert fald i min optik – meget amerikansk over maden på Alouette, som amerikanske Nick Curtis og hans makker Andrew Valenzuela står i spidsen for. Også selvom råvarerne er danske, lokale og stammer fra gårde tæt på vores hovedstad. For Alouette er sådan et sted, hvor de to kokkes amerikanske ophav spiller klart igennem og sætter en helt anden, mere sødlig og dyb smagsprofil, end vi ellers er vant til i Danmark. Og det er altså bare fucking delicious, for nu at bruge et rigtigt amerikansk udtryk.

Læs også: Anmeldelse Koan x Emperical

Læs også: Anmeldelse af Esmee

Alouette starter som en rejse – fra baggården til det smukke spiselokale

Alouette er da også en rejse – og ikke kun i gastronomisk forstand. Det er en rejse fra det grimme til det smukke, hvor oplevelsen starter i en slidt, københavnsk baggård.

Her bliver vi taget imod af Andrew Valenzuela. Ellers er det ikke meget, der signalerer gourmetrestaurant – altså lige ud over de par plader på muren, der viser Alouettes logo, og at Michelins har givet stedet en stjerne i deres røde guide.

Herfra bliver vi ført igennem grafittimalede gange (hvis bare de vægge kunne tale…), ind i en mindst lige så hærget elevator og op til en gang, der dels rummer øvelokaler og dels en dør bag en dør, som pludselig fører ind i et af Københavns smukkeste restaurantlokaler…!

Pludselig er vi i Alouette-land – langt fra Islands Brygges rå baggård.

Dejlige snacks og fyldig champagne

Der er kun én menu på Alouette, så den hopper vi naturligvis på, da vi er blevet seated på et bord i det lækre lokale, hvor der er fri udsigt til køkkenet. Vi beder om The Full Alouette Experience til 1845,-, som inkluderer menuen, vinmenu, champagne, kaffe og avec. Så kender vi ligesom prisen på det hele og kan bare læne os tilbage og nyde det hele de ca. 2,5 timer, som bordet er vores – her kører man nemlig dobbelt-seating, og så bliver man pænt bedt om at gå, når tiden er gået, så der kan gøres plads til nye gæster.

Champagnen, der fluks kommer på bordet, serveret af vores charmerende irske tjener, er fyldig, kraftig og nærmest lidt toasty, som min bror og partner in crime udtrykker det. Det er en rigtig madchampagne, og efter lidt tid i glasset udvikler den sig i en mere frugtig retning. Et skønt glas.

Til champagnen får vi Alouettes udvalg af snacks, der alle kommer på bordet samtidig. Og allerede her begynder vi at få et hint af den amerikanske-smagende verden, som vi er taget på gastrorejse til.

Der er for eksempel en kulsort fortolkning af en chilicheesetop, der er varm og fyldig og lækket fedtet i smagen. Og så er der blinis med en creme af solsikkekerner toppet med trøfler. Her er det, at de der amerikanske smage for alvor viser sig. Det er en dybde og en sødme i smagen, som skal vise sig at være meget karakteristisk for oplevelsen her.

Og så er der brødet: Små frække briocheagtige “franskbrød”, serveret med en fremragende smør, rørt op med svinefedt og æblemost. Her bliver vi også sendt i alle andre retninger, end de nynordiske. Her har vi en helt anden dybde og sødme og med et frisk pust fra æblerne.

Tomater i umamiland

Første regulære ret på menuen handler om smagen af tomat, forklarer tjeneren.

Et par store stykker afskindede, dehydrerede tomater ligger i en dashi (japansk tangbouillon) og er toppet med et par flotte klatter White Sturgion caviar. Det er en yderst velsmagende ret, som for en stund sender tankerne mere mod Asien end Amerika. Retten er virkelig fin og rund i smagen, men der går dog et stykke tid, før jeg opdager, at der under tomaterne ligger kombutang. Inden da smager det bestemt også godt, men da jeg først smager tangen sammen med tomaterne, at smagen falder helt på plads. For så får tomatumamien bare lige det der ekstraboost, der løfter det helt til himlen.

Hertil drikker vi en meget flot, let cremet Riesling fra Peter Jacob Kühn i Rheinhessen.

Squash og græskarkerner smager næsten som en dessert

Næste ret er mindst ligeså fremragende som første ret, og her er vi for alvor på vej ind i det amerikanske smagsunivers. En ring af frisk squash bliver fyldt med en creme, blandt andet lavet på græskarkerner.

Her er der sødme og sensommersmage for alle pengene. Græskarkernerne danner en puré, der nærmest er tahin-agtig i smagen. Retten har samtidig en kraftig sødme, der næsten sender tankerne mod en dessert – og ikke på en dårlig måde.

Vi bliver enige om, at retten kunne bruge lidt syre, hvilket den så heldigvis får fra den tilhørende østrigske grüner veltliner. Vinen er god, men næsten for rank og syrlig til helt at matche retten. Vi taler om, at en mere cremet vin, fx en chardonnay kunne være en mulighed – måske en hvid Bourgogne.

Alt godt fra kyllingen – måske en amerikansk en af slagsen

“Den her ret handler om at vise alt det bedste fra kyllingen,” får vi at vide, da en ret, der meget ligner den forrige rent udseendesmæssigt kommer på bordet.

Her er en skummende creme lavet med høstost og kyllingefond. Vi skal huske at dykke helt ned, siger tjeneren. Hernede gemmer der sig blandt andet dansk quinoa og tang.

Igen er vi en verden, hvor tankerne ryger mod midtvesten. Vi taler om, at det her må være smagen af Kansas. Igen er der ekstrem velsmag og en ret høj sødme. En virkelig god ret, bliver vi igen enige om.

Desværre er vinmatchet heller ikke denne gang lige i øjet. En rød, østrigsk Zweigelt rammer glasset, og i sig selv er den virkelig god. Men sammen med retten forstår vi ikke helt dens karakter, der mere spiller mod retten end med den. Hvorfor ikke servere en fyldig hvidvin hertil, spørger vi hinanden?

Vildt fra Rævhede og skønne svampe

Hvor snacks og især to af forreterne har sendt os i den amerikanske retning er vi i en mere nordisk verden med aftenens hovedret.

Et stykke rådyr fra Rævhede i Nordjylland er blevet grillet og ligget i et bad af brunet smør og enebær, inden det kommer på tallerkenen sammen med syltede svampe og en dejlig kraftig sauce lavet på rådyrryg, kyllingefond og skalotteløg.

Og her er der bare velsmag for alle pengene igen. Ikke en ret, der sender os mod nye erkendelser, men bare en ret, der smager virkelig, virkelig godt – også selvom vi nok ikke helt kan smage det der brunede smør og enebær, som kødet har ligget i.

Og denne gang er vinmatchet heldigvis lige skabet, hvor et – som min bror udtrykker det – text-book-eksempel på en moderne spansk vin kommer i glasset og går perfekt i spænd med rettens fedme, som den flot fremhæver.

Dessert skuffer lidt

Eneste reelle skuffelse denne aften er desserten, der afslutter vores måltid.

Stykker af pære får selskab af mælk og karamel begår sig i samme amerikanske smagsunivers, men bare lidt kedeligere end de to forrygende forretter. Retten smager sådan set god med gode teksturer, men den får bare ikke rigtig sendt os nogen steder hen, er vi enige om.

Til gengæld får vi en fremragende sydafrikansk dessertvin, en såkaldt straw wine, hvor druerne er tørret på store madrasser, inden de bliver presset og fermenteret til en dejlig rosinagtig vin.

En lækker rejse på Alouette

Efter en kop kaffe, et glas dejlig smooth irsk whisky – vi skal jo hylde vores irske tjener – og et par petit fours er aftenen nået til sin ende. Lidt for hurtigt faktisk, for da kaffen og whiskyen kommer på bordet, får vi at vide, at der kun er få minutter tilbage af vores seating. Det er lidt ærgerligt, at der ikke er tid til lige at nyde det sidste – især fordi vi ikke har bedt tjenerne om at give sig god tid og vente lidt. Men de to seatings er med til at holde prisen neden forstås det og det er sprog vi forstår.

Og den lille detalje kan ikke ændre på, at Alouette har et virkelig højt gastronomisk niveau, der sender os i andre retninger end stort set alle andre restauranter i København – og når man samtidig kan få sådan en oplevelse i et så smukt lokale, er det svært at være utilfreds.

Jovist, 1845 kroner for et Michelinmålid i København er jo ikke dyrt, men vi får altså også ‘kun’ fem retter og lidt snacks – og jeg er faktisk en anelse sulten stadigvæk, da vi går fra Alouette, hvilket jeg ellers stort set aldrig er på restauranter.

Vi taler da også om, at vi gerne havde lagt lidt mere og så havde skubbet en ret eller to mere og måske havde givet os lidt mere tid. Så ville det have været helt perfekt!

Har du endnu ikke været en tur på Københavns hemmelige Michelinrestaurant, kan vi kun anbefale en tur i Alouette-land!

Alouette
Sturlasgade 14P, 1.
2300 København S

www.restaurantalouette.dk

Stik os en kommentar