Hjemmelavede majstortillas og tacoskaller – ganske nemt
Elsker du tortillas, tacos og alt det lækre fra det mexicanske køkken? Hvorfor så ikke lave hjemmelavede majstortillas? Og hvorfor ikke også lave dine helt egne sprøde tacoskaller? Det kræver blot nixtamaliseret majsmel og en tortillapresse (eller en kagerulle og armkræfter). Så er du klar til taco-tirsdag (eller hvilken som helst anden taco-ugedag).
Jeg elsker mexicansk mad og lækre tacos. Ja, hvem gør ikke det? Og ofte kommer der tacos på bordet hjemme hos mig, hvor børn såvel som voksne bare ikke kan få nok af dem. Men allerbedst er det, hvis du kan servere hjemmelavede majstortillas.
For det meste – må jeg indrømme – er det kedelige færdigkøbte hvedetortillaer eller de sprøde tex-mex-skaller, der kommer på bordet. Men faktisk er det slet ikke svært at lave hjemmelavede tortillas og sprøde tacoskaller helt fra bunden. Det smager virkelig godt og langt bedre end alt det, du køber. Samtidig er det faktisk ikke særligt svært at lave dem.
Og når du så har lavet dine tortillas og tacoskaller, så er det bare med at smide lækkert tacofyld i dem. Det kunne fx være carnitas, som er trevler af svinekød med masser af lime.
Du skal bare bruge nixtamaliseret majs og en tortillapresse
Man kan lave tortillas og tacos med flere forskellige slags mel, men skal det have den helt rigtige mexicanske smag, så brug masa harina. Det er majsmel lavet på såkaldt nixtamaliseret majs.
Nixtamalisering er en ældgammel proces fra Mexico, hvor man lægger majskorn i vand med opløst kalk i. Det mørner majsen og giver den en helt karakteristisk smag, samtidig med at majsen faktisk bliver sundere at spise.
Du kan købe masa harina i velassorterede supermarkeder eller online i de mexicanske specialshops, der findes derude. Jeg købte fx selv for nylig en masse nixtamaliseret majsmel hos Chili House.
Ud over melet er det en god idé at have en tortillapresse. Det gør det meget lettere at presse tortillaerne passende tynde. Du kan dog også godt bruge en kagerulle, men det er markant sværere. Jeg købte også min tortillapresse hos Chili House, og den er jeg glad for.
Let at lave hjemmelavede majstortillas
Uanset om du skal lave bløde tacos, eller om du vil lave hjemmelavede tacoskaller, så er majstortillas udgangspunktet. Og de er ikke svære at lave.
Først laver du en dej af masa harina, salt og vamt vand, som du ælter godt sammen. Herefter skal dej på størrelse med en valnød presses ud på tortillapressen mellem to stykker bagepapir – det sikrer, at dejen ikke hænger fast.
Endelig skal majstortillas bages på en gloende hed, tør pande et minuts tid eller to på hver side. Til sidst lægges den færdige tortilla i stakken af tortillaer, der er pakket ind i et fugtigt viskestykke. Det forhindrer tortillaerne i at blive hårde.
Ingredienser
- 4 dl masa harina (majsmel lavet af nixtermalisert majs)
- 3 dl meget varmt vand
- 1/2 tsk salt
Udstyr
- 1 tortillapresse – Pressen kan udelades, brug så i stedet en kagerulle
Sådan gør du
- Bland majsmel og salt. Kom varmt vand i (meget gerne næsten kogende) og begynd at røre rundt med en grydeske. Når vandet er nogenlunde fordelt kan du begynde at ælte dejen med hænderne.
- Ælt dejen, til den er smidig. Den kan dog godt smuldre lidt, da der ikke er noget gluten i majsmel. Dejen bliver ikke lige så smidig som en dej lavet på hvedemel.
- Tag en klump dej på strrelse med en valnød og læg den mellem to stykker bagepapir i tortillapressen.
- Pres nu tortillapressen alt, hvad du kan, så tortillaen bliver så flad som overhovedet muligt.
- Har du ikke en tortillapresse, kan du også rulle dine tortillas ud med en kagerulle, men det er noget mere krævende.
- Bag tortillas på en rygende varm, tør pande ca. 1-2 minutter på hver side, til den får farve og måske endda bobler lidt op (det gør det kun, hvis panden er meget, meget varm).
- Pak de færdigbagte tortillas ind i et fugtigt viskestykke. Det sørger for, at dine tortillas ikke bliver tørre og begynder at blive hårde. De skal forblive smidige.Sørg for at lægge en tortillas i stakken i det fugtige visketykke, så snart den er færdig.
Sådan laver du hjemmelavede, sprøde tacoskaller
De sprøde tacoskaller, du måske kender fra pakker købt i supermarkederne er heller ikke svære at lave. Du skal bare tage dine færdige majstortillas, pensle dem med olie og så bage dem i ovnen, mens de hænger over to ribber på en bagerist.
Ingredienser
- Majstortillas
- Smagsneutral olie
Sådan gør du
- Opvarm ovnen til 200 grader med bageristen heri.
- Pensl dine majstortillas med et tyndt lag olie på begge sider.
- Hæng dem nu på den brandvarme bagerist, så hver tortilla bøjer ned over to ribber på bageristen. Brug en grilltang til at klemme dem lidt i form. Fortvivl ikke, hvis de endnu ikke har den perfekte form. Den får en bedre form, når de er blevet bagt.
- Bag dine tacoskaller 7-10 minutter i ovnen, til de er helt sprøde. Bagetiden afhænger lidt af, hvor tykke dine tortillas er.
-
Du skriver til 4 personer. Vi det sige der kun bliver 4 tortillias, hvis man følger opskriften?
-
Det fungerer slet, slet ikke med normalt majsmel (skal sandsynligvis være nixtamaliseret)
-
Har ikke prøvet opskrift endnu men har mel og presse :-)
Er bare lidt vild med den ‘pude’ du har under pressen – er den homemade eller hvor er den fra ? -
Kan man fryse majstortillas og tø dem op igen uden at de bliver tørre?
Comments