Tacos Carnitas – en lækker mexicansk klassiker
Tacos med svinekød, simret i lime og lidt mørkt øl så det trevler. Det smager fuldstændig vidunderligt og er ikke svært at lave, selvom det dog skal simre en hel del timer. Men den slags passer jo heldigvis sig selv.
Jeg elsker tacos. Hvem gør det ikke? Tacos kan jo serveres i mange forskellige varianter og med vidt forskelligt fyld. Men selvom der er mange muligheder, er at mit go-to-fyld nok carnitas, som er en mexicansk simretret, hvor svinekød får lov til at simre så længe i limesaft og sit eget fedt, at det bliver helt og aldeles trevlet – du ved, lidt ligesom pulled pork, bare mexikansk i smagen og med masser af lime-syre til at bryde fedmen fra kødet.
Ja, ok, indrømmet – min opskrift på tacos med svinekød er ikke hundrede procent autentisk. Jeg tilsætter også øl, og mangt en mexikansk husmor vil sikkert komme efter mig . Men ikke desto mindre smager denne gryderet fuldstændig fantastisk, serveret i tacos, toppet med en god guacemole, lidt chili og masser af friske koriander. Så kan du – i hvert fald på en grå dansk tacotirsdag midt om vinteren – godt føle, at du er en tur i Mexico.
Det er ganske enkelt at lave tacos med svinekød – carnitas kræver bare tid
Konceptet bag at lave tacos med svinekød, også kendt som carnitas, er egentlig ret simpelt. Du rister løg, hvidløg, chili og krydderier i olie, mens du bruner tern af nakkefilet af. Herefter lader du det simre sammen i en gryde med godt med limesaft og mørkt øl en tre-fire timer, og så har du en gryderet, hvor kødet falder fuldstændig fra hinanden i trevler.
Der er masser af smag og fedme i retten, der defor har godt at limesaft, koriander og nogle friske grøntsager til for alvor at spille. Men så har du også et skud mexicansk solskin til tacotirsdag – eller til alle mulige andre dage også.
Ingredienser
Carnitas
- 1 kg nakkefilet – eller nakkekoteletter
- 2 spsk olie
- 6 fed hvidløg
- 2 store løg, eller 4 små
- 1 spsk spidskommen
- 1 spsk korianderfrø
- 1 chilifrugt
- 1 kanelstang
- 1 håndfuld persille
- 4 limefrugter
- 2 spsk muskovadosukker (eller brun farin)
- 3 dl mørkt øl
Tacos
- Bløde tacos
- Tomater skåret i tern
- Rødløg eller forårsløg skåret i skiver eller hakket
- Guacamole
- Frisk chili skåret i skiver
- Friske koriander
- Evt. lidt cremefraiche
Sådan gør du
Carnitas
- Hak hvidløg og løg groft. Hak persillen groft. Hak chilien fint.
- Kom spidskommen og korianderfrø i en morter eller en kaffekværn og mal dem groft.
- Skær nakkefilet (eller nakkekotelleterne) i term på ca. 1 cm.
- Varm olie op på en pande og brun kødet godt på alle sider. Brun det evt. i flere omgange.
- Varm olie op i en tykbundet gryde og kom de malede krydderier, hvidløg, chili og løg heri og svits det godt, til løgene begynder at blive gennemsigtige.
- Tilsæt det brunede kød til gryden sammen med saften fra de fire limefrugter, muskovado-sukker, kanelstang , persille og øl.
- Lad gryderetten simre ved svag varme i ca. fire timer, til kødet er så mørt, at det falder fra hinanden i trevler.
- Er kødet ikke helt trevlet, så pisk evt. godt med et piskrris, så vil kødet falde perfekt fra hinanden.
- Lad evt. din carnitas koge ldit ind, hvis der er for meget væske.
- Smag til med salt og evt. mere limesaft.
Tacos
- Varm dine tacos – enten bløde eller hårde – og server med en klat carnitas i toppet med rå løg, lidt tomater, chili og guacemole. En klat cremfraiche kan også gøre underværker. Husk også friske koriander.
-
Hvilken type øl plejer du at bruge? er lidt i tvivl om helt præcist hvor mørkt man skal gå :) -
Jeg hamrer chipotle, espresso og appelsin i min variant.
Det er favoritten af meximad i vores familie.
Comments