Gastromand.dk | 21. July 2018

Scroll to top

Top

En kommentar

Tømmermændspleje i Skotland

Tømmermændspleje i Skotland
Familiefaren

Skotland – Dufttown – Craigellachie – Macallan – 36 timer til at opleve, slappe af, blive inspireret, imponeret, overvældet og have tømmermænd – lyder det som en opgave for Gastromand? Det kan du fandme tro det gør. De af jer som følger os tæt ved godt, at mit hjerte banker for whisky – og skal vi være specifikke så er Macallan the name of the game. Min passion for denne ædle spiritus går mange år tilbage, men det er først indenfor de sidste 5-6 år, at jeg virkelig er begyndt at forstå det – jeg ville ønske, at jeg tidligere havde fået sporet mig ind på, at det netop var whisky og ikke alt mulig andet, som var min dram, men sådan bliver man klogere. Tilbage til sporet – efter en skøn nat hvor vi overnattede på destilleriets hovedhus er det nu tid til morgenmad.

Tjek lige drømmebilen i baggrunden...

Tjek lige drømmebilen i baggrunden…

Jeg vågner op, tager mig til hovedet – forsøger forgæves at huske hvor mange gange jeg skålede i går – shit for mange til at tælle – men det var det værd. Jeg vælter ned til morgenmaden hvor resten af crewet sidder klar – “fuck de ser friske ud” tænker jeg ved mig selv! “Mand dig op for helvede” tænker jeg videre – “En Gastromand har sgu ikke tømmermænd…!” Der ligger en lille menu men valgmuligheder klar – Æg og Laks, Full Scottish Breakfast eller Porridge? Jeg hopper på sidste og får rigeligt med kaffe til – det hjælper lidt.

Macallan (10)

Efter maden sætter vi afsted ud i landskabet og efter kort tids kørsel ankommer vi til en lille fiskehytte, hvor der er linet op med vaders, fiskestænger og en stor kleppert af en skotte ”Keith” tager pænt imod os. Det lader til vi skal lære at fluefiske.Kort tid efter står jeg i vaders med en fiskestang og en lille dram.

Martin og Mads - klar til endnu en tur snart?

Martin og Mads – klar til endnu en tur snart?

Familiefaren lærer at kaste med fluer...

Familiefaren lærer at kaste med fluer…

Tømmermændene er ved at forsvinde og da jeg træder ud i River Spey i de tynde gummistøvler og mærker flodens 10 graders kolde vand er jeg fuldstændig frisk. Keith lærer os at kaste og trække og blive ét med floden.

Men der kom sgu intet bid...

Men der kom sgu intet bid…

Det er vildt afslappende og selv om vi bliver gennemblødt af en ordentlig byge så fortsætter vi i flere timer. Desværre fanger ingen af os noget, men heldigvis har Keith sørger for frokost med kaffe, kage og dram til os.

In here we pour whisky! Foto: Mikkel Bækgaard...

In here we pour whisky! Foto: Mikkel Bækgaard…

Jeg nyder det i fulde drag og i det hele taget Skotland, Craigellachie og Macallan. Tro mig – min puls og hjerterytme går ned i tempo. Det må være den friske luft, naturen, floden og den venlige og afslappende stil Skotterne har, som er godt for mig. Jeg tror sgu du lever længere i Skotland…

Frokost efter 2 timers fiskning i Spey...

Frokost efter 2 timers fiskeri i Spey…

Inden vi rammer lufthavnen skal vi lige omkring en fabrik der laver tønder, Camilla og Martin griner lidt – og tager det ikke alt for seriøst. I kender godt den slags rundvisninger ikke? Dem der hvor ejeren af en eller anden fabrik bare synes det er det fedeste i verden? Det er sgu meget sjovt – vi morer os med at tage tid på håndværkerne der reparerer tønder, og de er satme hurtige! Jeg forsøger at samle en lille prøvemodel af en tønder, men fejler flere gange og må give op – ingen løn til Familiefaren der.

Tøndefabrikken, jeg forsøgte at samle én - did not work out...

Tøndefabrikken, jeg forsøgte at samle én – did not work out…

Bagefter sætter vi kurs mod lufthavnen, hvor jeg forslår en lille tidsrøver – ”nævn din favorit morgenkage, eftermiddagskage, kage med flødeskum og dessertkage” – den virker hver gang og alle har en mening om den slags. Snakken falder pludselig på DJ Chippie et lille takeaway joint som friturer steget alt!

Den hyggelige by hvor DJ Chippie ligger i...

Den hyggelige Duffftown hvor DJ Chippie ligger i…

Martin nævner lidt for sjov, at man kan få friturestegt Marsbar – jeg gisper efter vejret og kommanderer vognen i den retning, det må da prøves – heldigvis er The Fellowship klar og ingen melder fra, så vi kører imod DJ Chippie.

Haggis anyone?

Haggis anyone?

De åbner først om 30 minutter observerer jeg slukøret, men det gør sgu ikke noget, vi besøger nemlig en lokal slagter og ser på haggis hvorefter vi kigger ind i en whiskybutik. Tiden flyver og før jeg ved af det har DJ Chippie åbnet.

Det er jo sick det her...

Det er jo sick det her…

Det er resultatet af en gal mands værk det her...

Det er resultatet af en gal mands værk det her…

Det er et ældre ægtepar som lystigt står og fritrerer til den helt store guldmedalje! De er ellevilde, da vi kommer med kamera og knipser løs af deres ”Battered Marsbar” – smukt er det ikke, men fuck det sætter gang i systemet – mine pupiller er så store som thekopper, mit hjertet banker afsted og blodet fryser i mine åre. Jeg tror ikke det er sundt, men hold kæft hvor er det syndigt!

Friturestegt Marsbar...

Friturestegt Marsbar…

Jeg falder i en dyb søvn på bagsædet af bilen da vi lægger fra land og snorker højlydt – beklager venner! Efter nogle timer rammer vi lufthavnen og nyder en sidste pint inden vores veje endnu engang skilles. Jeg glæder mig allerede til næste gang og ved jeg kommer til at savne The Fellowship – undtil next time my friends – Slàinte!

Hvad er din favorit whisky? 

Kommentarer

Smid en kommentar