Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 24. oktober 2024

Scroll to top

Top

Ingen kommentarer

Roskilde 2023 – tak for denne gang!

roskilde festival 2023 gastromand
Ingeniøren

Gastromand siger tak til Roskilde Festival 2023 efter endnu et godt år. Det hele spillede endnu en gang, og vi ser her tilbage på gode mad- og drikkeoplevelser.

Måneden op mod årets festival var bogstaveligt talt en ørkenvandring, og det satte sine spor. Der blev hårdt brug for rå mængder drikkevarer, og det var heldigvis let at komme til. Masser af god øl, dejlig vin og lækre cocktails. Men igen, slap nu lige af med de priser. Et trecifret beløb for en kop drinks, der er færdigblandet hjemmefra? Slap nu af.

Som begyndende boomer kendte jeg ikke ret mange bands, men Roskilde plejer at være garant for fede musikoplevelser, så det kriblede for at komme afsted. Blur, Rina Sawayama og Queens of the Stone Age var fremragende, og det samme var et væld af andre grupper fra hele verden, men nu handler det altså om maden! Vi plejer at køre temaer og gennemgange og den slags, men nu bliver det en lang række højdepunkter, der krydsede vores vej.

Årets combo meal fra Jacobsen og Zahida

Mad og drikke går som bekendt hånd i hånd, så det er med at finde de gode sæt, når man er afsted. Festivallen har i samarbejde med Jacobsen Bryg brygget en Festival IPA, der har endnu mere frugt end en i forvejen frugtig IPA. Lige uden for den store Food Court 1 boede Zahida, der leverede en butter chicken til sættet. De er kendt for at lave nogle af de bedste karryer, man kan opstøve på vores breddegrader, og de holder niveauet på Roskilde. Varm, rund og fyldig og smager rent faktisk af en karry og ikke af en tilsmagt dessert, som de kan gøre mange andre steder. Fuld smæk på varme krydderier i risen også, som man kan se på billedet, og vi havde en perfekt kombination af øl, ris og karry. De næste mange retter smagte stadig af det måltid, så det blev længe i munden 😍

Fried Chicken Sandwich fra Uformel

For de heldige med adgang til medieområdet på Roskilde var en af festivallens bedste madboder at finde. Restaurant Uformel har slået sig ned der og byder på Fried Chicken Sandwich, der får englene til at trutte lystigt i hornet. En solid bandit af lårkød med en velkrydret og ekstra sprød panering. Virkelig noget at tygge i og tage fat i. I bunden var der en hidsig kimchi, der sparkede godt fra sig. Herlighederne var pakket ind i en potato bun fra Jalm & B, der var saftig og sprød. De har angiveligt leveret 200.000 boller til festivallen, så der har været travlt i bageriet!

Skarpe og friske cocktails hos Piripi Bar hjælper på tørken og tørsten

Vi klarer den ikke uden drinks heller, og der skal Piripi Bar nævnes. De leverede altid fremragende cocktails, der både havde skarphed og friskhed, der holdt tørsten og ædrufanden fra døren. Vi var glade for både Apple Sour og Paloma, der hjalp i varmen. Cocktails ender tit for søde, men der var styr på både salt og syre her.

Fish & Chips fra Hooked overgiver sig aldrig!

Hooked bliver fra tid til anden kaldt kongerne af festivalmad, især i Gastromandchatten, og der er vel kun at tælle toppræstationer fra deres side. Helt klassisk fish & chips med vinegar fries og tartar sauce, som det sig hør og bør. Paneringen sad lige i skabet og var også krydret til kanten. Perfekt hvis mineralbalancen ikke er helt kalibreret i festivalkroppen. Fritterne med eddike var også godt syrlige, så det sang i emaljen, og man har brug for lussinger, når man er afsted i mange dage. Og hvis du vil lave din egen, kigger du bare her hos Gastromand!

Fremragende plantebaseret bandit fra Eden Jaxx

Umiddelbart en helt klassisk og potent Double Cheeseburger fra Eden Jaxx, men det er ikke helt tilfældet. Teknisk set skal den indeholde oksekød for at hedde en burger, men det de kører rent plantebaseret. Det kan vi leve med, når smag og tekstur er i top! De bruger patties fra Beyond Meat, og som man kan se, får de også en flot stegeskorpe. Kombineret med dejlige, syltede agurker, frisk rødløg og et røget, ostelignende produkt smager den vidunderligt. Bollerne er plantebaserede potato buns fra Jalm & Bo, så meget bedre fås det faktisk ikke. Man skulle trave helt ned i bunden af Camping Syd, men det var afgjort turen værd.

Honourable mention til slikboden!

Der mangler generelt lidt sødt på Roskilde, så det er fint med en slikbod, når man lige skal have de sidste vitaminer, inden turen går hjem igen. Og tak for at holde på den sidste Butter Biscuit til os!

Tak for en fed festival! Fed musik, lækkert mad, godt udvalg af drikkevarer, gode forhold og se så lige at styre jeres inflationsjustering lidt.

Stik os en kommentar

Smid en kommentar