VIN UDEN PIS: Pizz´a med dig!
Vin til pizza, hvorfor har vi aldrig tænkt på det før? Nå, men nu sker det. Vi er jo en pizzaelskende nation og jeg skal ikke kunne sige om det er et eventuelt knæfald for ikke-danskheden, men pizza skal der altså til indimellem. Og gerne med vin til. Det appellerer til os med den afslappede mediterrane livsstil, når vi en tirsdag efter padel tennis kan tage et par pizzaer med hjem og åbne en flaske vin.
Se, lærebøgerne har sikkert deres egne meninger om de korrekte vine til de forskellige klassiske italienske pizzaer, men her i kongeriget er virkeligheden jo lidt en anden. Det er sgu nok svært at opdrive en ægte klassiker, til gengæld kan vi vælge mellem et hav af hybridpizzaer med inspiration fra alverdens pizzamands-hjemlande uden for Italien. Og det skal din pizzavin jo kunne håndtere. Vi er altså på jagt efter en vin, der uden tøven håndterer gorgonzola, kebab, ananas, industripeperoni, bearnaise og store mængder smeltet ost med bravur. Her er det ikke nok at kunne matche en Margaritha, vi stiller større krav.
For at kunne teste vinene til dagens tema, blev den lokale pizzabager således sat til at kreere et pizza-unikum, der kom så langt ud i krogene som muligt. Det blev ikke et nyt gastronomisk vidunder, måske tværtimod, men var da et solidt fundament for at teste vinene grundigt.
LÆS OGSÅ: Hjemmelavet pizza – Find alle opskrifterne her
Efter flere testrunder var der helt tydeligt både en ”bedst til prisen ”-vin og en ”bedst i test ”-vinder. Men så var der altså også en lille charmetrold, der selvom den ikke var testens bedst vin virkeligt var en fornøjelse at nyde sammen med pizza. Vi har derfor med temaet i hu valgt at uddele en ”Bedst til pizza ”-pris, selvom vinen i ren ”vin-kvalitet” ikke kunne matche dagens vinder.
Vin til pizza
Massimo Rivetti Barbera d’Alba ”Froi” 2020
Pris: 109,95 v. 6 (normalpris 135,-)
Forhandler: Jysk Vin
Krydret næse med gavmild duft af modne blommer. Dejlig mund med blid, moden frugt og stram syre. Dejlig barbera, der sammen med pizza fungerer glimrende, så længe du holder den sval(16 grader)Og så er den tilmed økologisk.
Tommasi Valpolicella 2021 [BEDST TIL PIZZA]
Pris: 89,- (normalpris 139,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Der er ikke umiddelbart meget næse på denne røde italiener, men med lidt overtalelsesevner får jeg da hevet lidt blidt parfumeret kirsebærfrugt ud af den. Munden er spændstig og frisk og yderst pizzavenlig. Her er smæk på syren og let frugt. Charmerende vin !
Carmel Road Pinot Noir 2019
Pris: 129,95 v. 6 (normalpris 199,-)
Forhandler: Jysk Vin
Carmel Road blev i en anden årgang testvinder i vores Thanksgiving-tema, men kan den klare pizza? Næsen starter noget reduktivt, men åbner op med modne jordbær. Munden har blid sødme og god syre. Pizzamæssigt klarer den akkurat skærene.
Tempus 2020 [BEDST TIL PRISEN]
Pris: 75,- v. 6 (normalpris 95,-)
Forhandler: Jysk Vin
Her er også lidt afdæmpet næse, men munden er en rustik og forførende charmør. Som en buff, men pæn, græsk tjener med rigeligt kropshår. Kælen frugt møder ru tanniner og det smager sgu herligt på en måde, der gør at det er lige meget om der er pizzaer eller ej. Og så er den fra Veneto og koster nærmest ikke en skid. Hu hej!
Jacques Depagneux, Beaujolais Vielles Vignes 2020
Pris: 89,95 v. 6
Forhandler: Jysk Vin
Krydret blommenæse med et jammy strejf. Saftig mund med god syre og tanniner, der er slebne, men stadig let ru. Nok er det fransk, men det skyller en quattro stagione ned hurtigere end du kan stave til den. Eller til ”pizza”, hvis vi skal være færdige i dag. #welike
Castello di Farnetella ”Lucilla” Toscana 2019
Pris: 99,- (normalpris 159,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Måske skulle temaet være ”Det halter med næsen, men smager pissegodt”. Sådan er det i hvert fald endnu en gang med denne lille bandit, der har ret grove tanniner godt pakket ind i frisk frugt og godt humør. Selvsagt glimrende til pizza, men også dejlig uden.
Ottomani Chianti Superiore 2019 [BEDST I TEST]
Pris: 142,- v. 6 (normalpris 159,-)
Forhandler: Jysk Vin
Næse med landlige aner af stald, iblandet blomme og kirsebær. Munden har blid sødme og højoktan syre og det er en herlig kombi. Skøn vin, der håndterer alle de pizzaer, du byder den og tilmed smukt repræsenterer sit ophav.
Lambrusco Salamino di Santa Croco Rosso
Pris: 99,-
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Rød lambrusco er tør, tannisk og skøn. Så ved du det. Det er også tilfældet her, hvor der er masser af frisk bærduft i næsen, og god struktur på den knastørre mund. Pizzawise er den rigtigt god til oliedryppende pizzaslices ”new york”-style.
Stik os en kommentar
Smid en kommentar