Mad på farten: Overraskende frisk sandwich fra Q8
Indrømmet, jeg var ikke så lidt skeptisk, da Q8 kontaktede os og spurgte om vi havde smagt deres frisksmurte sandwiches. Det havde vi ikke og havde egentlig heller ikke overvejet muligheden…
Vi danskere vil ikke nøjes med halvdårlige franske hotdogs når vi er på farten. Det har de bl.a. opdaget i Københavns lufthavn, i 7-Eleven butikkerne og altså også hos Q8. Men derfra og til at gøre en gastromand tilfreds, kan der stadig være et stykke vej.
Ikke desto mindre bød muligheden sig for at teste Q8’s påståede frisksmurte sandwiches i weekenden, hvor kæresten og og undertegnede ikke havde fået provianteret synderligt til den forestående køretur fra Aalborg over København (for at samle Eksilsønderjyden og kæreste op) til Ystad, hvor Bornholmerfærgen skulle tage os til Bornholm og kokkekonkurrencen Sol Over Gudhjem. Nu skulle de sandwich stå sin prøve…
Tankstation eller sandwichbar?
Ind forbi den lokale tankstation. Det er åbenbart lang tid siden, jeg har været inde på en Q8-station, for området omkring kassen mindede mere om en sandwichbar end en tankstation (i hvert fald som den så ud, da jeg selv arbejdede hos en af konkurrenterne i mine gymnasiedage). Der var både pizza og burger, men det var jo sandwich vi var blevet bedt om at teste, så der blev bestilt 2 klassikere – 1 stk. med kylling/bacon og 1 stk. med skinke/ost. Vi takkede naturligvis ja til at få dem lunet – der er sgu ikke noget værre end køleskabskold mad.
Kylling/bacon-udgaven kom i hvad jeg vil karakterisere som et mørkt ciabattabrød, salatblade (ikke iceberg), soltørrede tomater og en karrydressing man har smagt mange gange før. De soltørrede tomater og karrydressingen er et lidt umage par, men det fungerede overraskende godt. Det samme gjorde brødet der med garanti er bakeoff, men som virkede friskbagt og i den klart bedre ende.
Skinke/ost-versionen kom i et lyst ciabattabrød og også med salat, som havde fået selskab af peberfrugt og en klassisk salatmayonaise. Skinken var i øvrigt i forholdsvis tykke skiver og god kvalitet. Osten var i den lidt mere anonyme afdeling.
Eneste minus var egentlig at den del af salaten, som stak udenfor brødet, var blevet lidt kedeligt under varmningen, men det var ikke noget, der påvirkede smagen eller det samleede indtryk.
Hvor kæresten var til den lyse udgave med skinke og ost, var jeg klart tilhænger af det mørke brød med kylling/bacon/karry-kombinationen.
Jeg glemte selvfølgelig at spørge, hvornår vores sandwiches var smurt, men mit gæt er inden for den seneste time.
Konklusion
Q8 overrasker positivt og de frisksmurte sandwiches er et rigtig fornuftigt alternativ, hvis man er blevet træt af tankstationernes franske hotdogs!
Har du prøvet sandwichene fra Q8?!
Stik os en kommentar
Comments