Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 6. december 2019

Scroll to top

Top

3 kommentarer

Bror Ditlev smækker Kolding direkte på det Gastronomiske Danmarkskort

Bror Ditlev smækker Kolding direkte på det Gastronomiske Danmarkskort
The Johan

”En lille dåse Caviar til dessert?” – spørgsmålet kommer nærmest henkastet i forbifarten fra restaurantchefen Mark… Alle andre steder og i så mange andre kontekster havde spørgsmålet virket fuldstændig vulgært. Men her, i dette selskab, på en søndag eftermiddag i provinsen og med Marks underspillede charme og perfekte situationsfornemmelse, virker det som det mest naturlige i verden.

Vi sidder i baren på Bror Ditlev, årets fjerde knopskud på Koldings restaurantscene. Det er søndag efter en vinfestival, og vi sludrer stille og venskabeligt med restaurantchef og sommelier Mark Schmidt Dam og sous-chef Rasmus Madsen, som også var med aftenen før.

Vi har tømmermænd, men de er efterhånden blevet sat til dørs med en playliste af klassisk engelske rock, moderne dansk smørrebrød og et par sønderjyske IPA’er. Vi har været igennem kartoffelmadder med bacon og trøffel, svampetoast på brioche med morkler og confiterede brisler, roast beef på fermenteret kalveinderlår… Og nu – som det mest naturlige i verden – nupper vi et par glas Champagne og lokal, dansk Caviar til dessert til tonerne af verdens lækreste whiskystemme, der synger om hedebølger i Mississippi, sort fløjl og magiske smil.

Men det er faktisk slet ikke det, denne anmeldelse skal handle om. Ej heller er det andre røverhistorier, som nu dengang jeg, få uger før, under åbningsreceptionen godt beruset fik forvildet mig på varmt parti i køkkenet. Eller da jeg efterfølgende næsten fik væddet 10.000 kroner med vinansvarlig og medejer Kristian Vestergaard Frandsen om en mulig vinøs fremtid for den 2013 Champagne Cuvée Abyss fra Leclerc Briant, jeg havde hjulpet med at sætte til livs i køkkenet.

Nej, denne anmeldelse skal handle om, hvordan føromtalte Mark, Rasmus og Kristian sammen med køkkenchefen Rasmus (lystrende efternavnet Vemmelund) og et ungt stærkt hold, på ganske få måneder har fået sat Kolding smukt og solidt på det gastronomiske Danmarkskort! Denne anmeldelse skal handle om, hvordan vi en fredag aften i november satte os til bords ved Bror Ditlev, hvordan vi satte os selv og Koldings nyeste restaurant på prøve, og hvordan en Kolding-dreng, der tidligere har udtalt sig ualmindeligt negativt om fødebyens gastronomiske tilbud blev omvendt.

Men mest af alt skal den egentligt bare handle om en pissehyggelig aften med vennerne i byen, og vi har samlet et noget specielt hold til lejligheden.

Mark Schmidt Dam og Rasmus Madsen fra tidligere er her nemlig også. Denne gang ikke bag baren, men med ved bordet sammen med mig. De har frie hænder til at kalde den mad og den vin de vil til os, og sammen skal vi forsøge at skabe en aften med både mad, vin, kok og tjener i centrum. Med Rasmus’ insidernoter om maden og Marks dobbeltrolle som sommelier og restaurantchef, skal vi prøve at forstå den forunderlige mad- og vinhimmel, der på få måneder er blevet skabt for øjnene af os.

Himmel er et stort ord, men med et vinkort der strækker sig på den øvre side af 350 vine – mange af dem på glas – og retter på mellem 90 og 155 kroner, der blandt andet tæller ingredienser som Caviar, hummer, mørbrad og trøffel, så er der måske alligevel lidt om snakken.

Snacks og kendte ansigter i baren

Vores aften på Ditlev starter der hvor alle gode restaurantoplevelser i virkeligheden bør starte. I baren, som findes på en forhøjning bagerst i lokalet med udsigt over både restauranten, det arbejdende barfolk og det åbne køkken. Og vi lægger skarpt ud med et pletskud mod vinkortet fra restaurantchefen: Champagne André Roger Blanc de Noirs Vielles Vignes– hvid vin på røde druer fra Grand Cru marker i Aÿ – tung, fadfyldt, voluminøs og frugtig uden at blive vulgær og med god balance fra en frisk syre og en lækker mousse af små energiske bobler.

Vi supplerer vores vin med lidt ekstra friskhed, salt og mineralitet i form af Caviar – det har man nemlig råd til på Bror Ditlev. 10 gram Baerii Caviar fra Lyksvad fiskefarm serveret med fed creme fraiche og sprødt kyllingeskind fås for urimeligt billige 160 kroner, og netop disse 160 kroner bør du unde dig selv på en aften som denne på et sted som dette.

Lyksvad, som holder til lige uden for byen, er Danmarks eneste producent af Caviar, og deres Baerii er en fremragende introduktion til den ædle spise: Perfekt salt, intens, dyb og olieret i smagen uden at blive for kompliceret, smager den præcis, som en standard-Caviar bør smage. Den har måske ikke helt samme karakteristiske pop i munden som sine noget finere europæiske søstre, men til gengæld koster den en brøkdel, og gør dermed oplevelsen både overkommelig og usnobbet. Og så er det vel egentligt nærmest klimaneutralt at spise lokale støræg?

Det er en bizar følelse at spise dansk Caviar, og det er en bizar følelse at sidde her i baren på Bror Ditlev. Jeg kender alle omkring mig, men de er det forkerte sted. Drengene, jeg har med på slæb, har jeg fulgt igennem det meste af deres læretid i køkkener og på gulve rundt omkring i landet. Rasmus Vemmelund i køkkenet har udfyldt rollen som restauratør for mig i to foregående restauranteventyr. Kristian, som sidder ved et bord og drikker et glas med damen, er min barndomskammerat, og nu vinmand og restaurantejer. Og Jesper, dejlige, kugleskøre Jesper, som står bag baren med sit brede smil og utallige dumsmarte bemærkninger er blandt de få mænd, der har præsteret at få mig til at fælde en tåre i forbindelse med et måltid.

Det skete, da han for år siden tog fri fra sin barsel og med sin nyfødte søn på armen serverede Champagne for undertegnede under en middag på Rasmus Vemmelunds nu afsluttede kroeventyr på Sdr. Bjert Kro lige uden for Kolding . Ja faktisk er det på forunderlig vis Sdr. Bjert, en mindre  landsby lidt uden for Kolding, bindeleddet imellem de tosser, der i aften skal give den gas for læserne af Danmarks bedste madblog.

Alle kender vi hinanden, og alle har vi været land og rige rundt de seneste år. Alle er vi på en eller anden måde mødtes på lige netop Sdr. Bjert Kro i løbet af 2016 under Rasmus Vemmelund. Og alle har vi derfra på hver vores måde startet en kulinariske løbebane. For de herres vedkommende som unge og dygtige talenter, for mit vedkommende som levemand og en slags madanmelder på internettet… Og nu mødes vi så her, hvor jeg i kraft af mine evner skal gøre mig til dommer over deres evner på Gastromand.

”Det er kraftedeme for mærkeligt, det her,” mumler jeg en anelse betuttet. ”Skål,” siger drengene og vi skåler. Vi nipper også videre rundt i det overskuelige snackkort, og kommer igennem hjemmebagt brød, smør-møre artiskokhjerter i crispy stout-baseret tempuradej, dip af fermenteret Habanero og intens og spicy rouille, eller på dansk en dip på olivenolie og brød med cayennepeber og punch. Sidst men ikke mindst peaker vi i snackservering med alle toastelskeres våde drøm og et studie i dekadent simplicitet: smørstegt toast med lagret Comté-ost, sød sennep og sort, frisk efterårstrøffel… Som i dagens anledning rives gavmildt over inden servering!

Lange bøger kan skrives i forsøg på at beskrive den sjældne, urimeligt dyre og eftertragtede trøffels tunge, underligt jordede, parfumerede og absolut vidunderlige smag, men det ville være pointløst. Det skal opleves. Har du endnu ikke smagt trøffel, er det her på Bror Ditlev med denne ret, du starter. Er du allerede fan, er det her du for alvor bliver afhængig. Kombinationen af brød, cremet smør, nøddeagtig ost og parfumeret trøffel er en absolut klassiker og her lettet med et touch af sød sennep, bliver hele herligheden til 65(!) kroner et absolut must have, som sender mig ud i en følelse af total trøffeleufori.

”Johan, når du føler for det, så skal I sidde hernede midt for,” siger Jesper med en anelse af hint i stemmen, da jeg øjeblikke senere kommer til mig selv. ”Æh, jo,” siger jeg og spejder efter mine medspisere. ”Jeg går på det lille hus,” proklamerede sous-chefen, og står nu i stedet og snakker med eleverne i køkkenet. ”Jeg skal ryge,” sagde restaurantchefen, og synes at have overholdt sit løfte. – ”Johan, sæt dig ned, hvis du vil have mad,” kommer det kæphøjt og noget mere insisterende fra køkkenchef Rasmus Vemmelund i køkkenet, og jeg opgiver at finde de andre og går til bords, hvor jeg hurtigt får selskab af en nu afdampet restaurantchef.

”Jeg har muligvis lavet lidt rod i den,” forklarer sous-chefen på sin egen karismatiske facon, da han også indfinder sig ved bordet, ”altså, jeg har bestilt tre taskekrabber, for den syntes jeg, vi alle skulle smage, og så har jeg bare bestilt to af alt andet på kortet sådan lidt til deling, nåh ja og købt en flaske Champagne,” –

”Skal vi slet ikke have andet,” udbryder jeg en lille smule målløs og dybt sarkastisk. – ”Jeg troede, jeg skulle vælge vinen,” mumler restaurantchefen, efterfulgt af en strøm af lavmælte ord, hvoraf jeg udelukkende genkender ”Champagne,” ”taskekrabbe,” ”amatører” og ”herre jemini”. Det er muligt, at der før er startet krige over Champagneflasker, men i vores tilfælde undgås en mindre diplomatisk krise af en ærligt talt rørende historie fra sous-chefens side omkring venner, oplevelser – og et løfte om umiddelbart at afholde sig fra at bestille mere den aften.

Mens vi således lidt uden for nummer nyder en intet mindre end forrygende flaske 2004 Dream Vintage fra André Clouet, lader vi den håbefulde og kompetente unge restaurantchef og sommelier gå på opdagelse i vinkortet efter et mere kvalificeret vinmatch til aftenens første servering.

Vinkort med vanvittig bredde og gode priser

Og den unge restaurantchef har fået sin opgave for. Kortet består af rundt regnet 350 flasker med et vanvittigt spænd. Fokus er på klassiske områder som Bordeaux, Bourgogne, Côtes Du Rhône og Piemonte, men også indslag fra den nye verden og mindre kendte områder i gamle lande er godt repræsenteret. Fælles for det hele er en overvægt af mindre, kvalitetsbevidste, gerne økologiske og til tider endda naturlige producenter med gode vin til absolut fair priser. Med enkelte trofævine i gemmerne til kræmmere på bytur med spenderbukserne på.

Det burde således være muligt at finde lidt for enhver smag og en parring til samtlige retter på menukortet – både hvis man selv føler for at lege sommelier, eller hvis man får lyst til at lægge valget i personalets hænder. Det sidste er i øvrigt en selskabsleg, der til enhver tid kan anbefales, da både restaurantchefen Mark, hans medsammensvorne Jesper og for den sags skyld også køkkenchefen Rasmus Vemmelund har en naturlig interesse for vin og gastronomi, og gang på gang vist sig ganske habile ud i at sammensætte overraskende og decideret mindeværdige parringer.

Spisesedlen på Bror Ditlev består i skrivende stund af omkring tolv serveringer, som alle er af nogenlunde samme størrelse og drøjde. Der opereres således ikke med traditionelle forretter, hovedretter og desserter – men derimod i en serie af lette retter, en serie af tungere retter og en serie af søde retter at slutte af på. 3-4 retter bør være passende for den gennemsnitlige sult.

Vi lægger ud i den lette ende af kortet, og udfordrer restaurantchefen til at finde en flaske, som kan få os igennem aftenens fire lette indslag. Valget falder rutineret på en flaske 2017 Condrieu fra Duclaux i Rhône (625 kr.), der med et års lagring først på ståltank og derefter fad besidder både fedme og syre, friskhed og frugtighed, tyngde og power samt en lækker, fed, eksotisk frugt. Hvidvin fra Rhône er i min optik alvorligt undervurdrert, og aftenens første madvin er da også en fornøjelse i sig selv, men så absolut også et hit til det første anslag af retter, som rammer bordet.

Genkendelige men nytænkte forretter

Aftenens første servering af taskekrabbe rørt med mayonnaise, creme fraiche, ingefær samt chili og efterfølgende toppet med en avocadocreme og sort sesam, virker måske på ingen måde nyskabende for os gamle nok til at rejse i Californien for små tyve år siden, og her møde begrebet fusionskøkken. Alligevel virker retten som et frisk pust ovenpå en lang periode med ny-nordiske dogmer og fremstår veltilberedt, afbalanceret i både smag og konsistens og yderst kælen for smagsløgene med en underliggende varme og et lettere parfumeret ingefærbid. Et lille skud syre, og jeg havde været i gulvet, men stadig en velkomponeret og yderst fersk og forfriskende start på aftenens egentlige måltid.

Allerede i næste servering tager legesygen til i køkkenet, som disker op med noget så sjældent som et humoristisk og velsmagende indslag i form af dekonstrueret makrel i tomat. En salat af plukket, røget makrel, cherrytomater, syltede asparges og persille toppet med broken gel på citron, tomatpulver og tørret paprika. Fedmefuld og genkendelig i smag, men stadig frisk, syrlig og overraskende.

Hurtigt efter følger ratatouille i nye klæder, hvor den klassiske braiserede ret i stedet serveres i fast, udstukket form med top af spæde urter og puré på hvidløg. Lækkert og aromatisk fremstår det, og præsentation bliver bestemt ikke værre af at blive garneret ved bordet af en skefuld af verdens måske fedeste Mornay-sauce kørt på Den Hvide Dame fra Arla Unika og basilikumolie. Det hverken ligner, føles som eller dufter som ratatouille, men smagen af tomat, løg, hvidløg og middelhavskrydderier er på ingen måde at fornægte og den håndværksmæssige præsentation er ikke tabt på denne anmelder.

Det er faktisk slet ikke køkkenteknisk nemt at få opbagte sauce til at hænge sammen når man nærmer sig en fedtprocent på de 70% – men det er man åbenbart ligeglad med hos Bror Ditlev, så man gør bare hvad der skal til for at få det til at lykkes uden at gøre noget større nummer ud af det. De køkkentekniske og tankemæssige overvejelser omkring teksturer og mundfølelse er ikke noget, man går nærmere ind på i præsentationen. Man nøjes, med jysk underspillet lune, med at servere en af årets for mig præsentations- og smagsmæssigt bedste vegetarretter, der i grundsmag og intensitet ville stille selv en garvet kødspiser tilfreds.

Og når vi nu snakker om kød så byder sidste lette ret på endnu en nyfortolkning af en klassiker: Carpaccio, lavet på smørmørt, gravad okseinderlår, som efter lagring i en helt klassisk blanding af salt og sukker er skåret tyndt og anrettet med peberrodsmayo, nødder, fennikel og brøndkarse. Præsentationen er simpel, og det samme er i øvrigt smagen: intens, dyb, sødlig med de tydelige, genkendeligt, krydrede nøddetoner som kun godt oksekød opnår ved modning – og som i øvrigt fremhæves helt perfekt af garnituren, der foruden fedme, nøddesmag og pebret varme fra mayo’en mesterligt bryder smagsbilledet med anis-noter fra fennikellen.

Intet for alvor nyt under solen i den lette ende, men det gør ikke noget, for ej heller er det konventionelt eller kedeligt. Det er relativt klassiske retter eller kombinationer, som på kløgtig vis gentænkes med egne twists og præsenteres flot anrettet til rimelige penge. Det skaber genkendelighed og glæde hos spiseren, og en vis beundring blandt garvede spisere for køkkenet og deres legende tilgang til at gentænke disse for mange så klassiske indslag.

Nostalgiske, solide og intense efterårsretter

I den mere tunge ende af kortet, starter vi nærmest lige så dekadent, som vi gjorde selve aftenen: Første tunge servering er perfekt stegt vesterhavstorsk, som flager perfekt fra hinanden, toppet med grillede majs, perverse mængder smør og endnu en solid regn af det sorte guld: efterårstrøflerne! Retten er, foruden en sand eksplosion af fedme, smørsmag, grillede noter og dekadent trøffel, et nærmest nostalgisk vink til mit første møde med mange af folkene ved og omkring bordet, som netop tog plads omkring en simpel servering af grillet majs og trøffel, og blev indtaget på Sdr. Bjert Kro for tre års tid siden.

”Gud, det er sguda rigtigt,” siger tjener-Jesper og skænker restaurantchefens velvalgte, frugtige og bombastiske 2015 Central Coast Old Vine Zinfandel fra Birichino i mit glas, før han med et glimt i øjet tilføjer med overraskende præcision ”der havde du bare noget bedre selskab med, og i fik 2015 Pinot Noir fra Domaine Saint-Remy til i stedet for det her sprøjt,” og fuldender dermed mit nostalgitrip…

Jeg rystes tilbage til virkeligheden af restaurantchefen, der med barnlig entusiasme og temmelig verbal fryd har kastet sig over aftenens næste ret; vanvittigt store, søde og saftspændstige jomfruhummerhaler tilberedt i fad med al dente stykker af Hokkaido-græskar i en tyk, fedmefuld velouté lavet på ost og hummer. Jeg sniger en bid ind, og må konstatere at på trods af lidt manglende saltning er der tale om en nærmest perfekt tilberedning af hummer og græskar, hvori de to elementer komplimenterer hinanden overraskende godt i sødme og dybde, flot hjulpet på vej af en krydret, nøddeagtig ostenote og, mistænker jeg, en gavmild sjat cognac.

Saltning er i bund og grund det eneste, der kan bringe os en smule på kritisk grund i forhold til de tunge retter denne aften, og vi tangerer for anden gang en diplomatisk krise, da næste ret rammer bordet: Manglende saltning, kalder sous-chefen noget overraskende, mens jeg måske endnu mere overraskende ryger i køkkenets forsvar over den blodrøde, perfekt stegte og i min optik perfekt kryddersaltede gråand serveret med tyttebær og flødesauce.

Bølgerne når et vist niveau før jeg indser, at den faglærte simpelthen mener at en bedre gourmetsaltning af kødet før tilberedning havde bidraget med mere mørhed til retten, mens jeg stædigt argumenterede for, at saltningen med Læsøsalt inden servering fremhæver den intense vildtsmag i kødet og får det til at spille op imod fedmen i saucen… Herefter virker konfrontationen ærligt talt en smule latterlig, og afbrydes da også i samme øjeblik af restaurantchefen:

”Dessertvin,” kalder han. – ”Kør,” nikker jeg! Godt nok er der endnu en fed ret på kortet, men syv serveringer inde i de anbefalede 3-4 er mætheden ved at vise sig, og sous-chefen har i øvrigt fået solgt mig på en ostemad fra listen af søde retter. Begge dele kan jo som bekendt ske, og jeg følger trop.

”Hah, hvad med noget sød, ung rødvin fra Spanien,” spørger han retorisk, prajer hurtigt en flaske Tinto Dulce fra Arroyo i Ribera Del Duero-regionen, og viser dermed igen vinkortets diversitet. Man kunne have valgt de første ti søde vine, som var lettere at forstå og sælge, men her står den altså på afkølet, halv-sød Tempranillo fra Spanien fuld af let rød frugt, modne blommer, mineralitet og frisk syre. Stilen minder til forveksling om ung portvin, dog lettere, mere forfriskende, syrlig og – ja undskyld – mere charmerende. En opfordring herfra skal derfor endnu engang lyde til trygt at lægge sin skæbne i restaurantchefens hænder, når det kommer til vin til maden hos Bror Ditlev. I en alder af ikke engang 25 år, ved den varme og servicemindede unge mand mere om vin end de fleste, og han er på ingen måde færdig med at være nysgerrig.

Til vinen nyder vi i første omgang en simpel anretning ristet brød med gavmilde skiver af Erik den Røde, en fast, modnet ost fra bedste skuffe, let-ristede nødder og en blanding af rom og honning. Hverken for skarp, for neutral eller for kedelig i smagen udgør den en perfekt overgang imellem salte og søde retter, og præcis den halv-søde men stadig salte og intense afrunding, jeg havde håbet på.

Den vinkyndige restaurantchef, derimod, kaster sig over kortets søde ende og får fortæret det meste af en indrømmet fantastisk dessert med bagte blommer, chili og vaniljeis nærmest inden jeg får en chance for at tage et billede og dokumentere de sødligt sure nuancer af blommer, subtil varme fra chili og en vaniljeis med konsistens og smag af en anden verden. Vanilje er blevet en dyr vare i dagens Danmark, men på Bror Ditlev sparer man hverken på mængden og kvaliteten.

Det med at spare gør man i øvrigt heller ikke på chokoladen i den klassiske og intense chokolade fondant med flydende center, som serveres med en dyb og syrlig brombærkompot som udgør aftenens sidste og tungeste søde indslag.

Jeg synker sammen i stolen efter sidste servering og kigger rundt. Den smukke blondine på den anden side af bordet, smiler skævt til mig og nipper til sin Dark N Stormy. Det er lykkedes os at få selskab under desserten. Stemningen er nemlig ikke for fin på Bror Ditlev til, at vi ikke har kunnet kapre et par spisere fra et andet bord, og har derfor fået besøg af nyeste tilføjelse til Team Ditlev, kokkeeleven Nanna og hendes veninde, der sammen er ude at fejre den unge dames udnævnelse til månedens medarbejder. Den slags udløser et gavekort på Bror Ditlev, som naturligvis er blevet vekslet til mad til tøserne inden resten nu bliver klattet op på drinks i baren.

God idé, tænker jeg. Efter to flasker Champagne, to flasker hvid, lidt rødvin, en fabelagtig dessertvin, snacks og 11 skarpe serveringer er jeg ærligt talt lidt mæt at indtryk, så jeg smider anmelderbrillerne, tager den (i øvrigt fremragende på Gosling Black Seal, Ginger Beer og Angustora ) Dark N Stormy, som bliver stukket mig i hånden, og hopper direkte ind i det, jeg gør bedst: drinks og røverhistorier fra min tid som gastronomisk korrespondent for Gastromand.

”Det der med at opsummere på oplevelsen og tankerne må vente,” tænker jeg efter den første. Underlægningsmusikken er taget til i styrke her sidst på aftenen, og dette er et af de steder, der inspirerer lige så meget til fest og farver og til at leve livet som det gør til at være eftertænksom. ”Vi går i baren,” kalder jeg ud over skoven af tomme glas, ”det er vist min tur til at give en flaske Champagne!”

Rasmus Vemmelund og Slicetowns forbandelse

Egentligt er det ret simpelt: Bror Ditlev laver simple, smagfulde og intense retter af høj kvalitet. De anvender kvalitetsråvarer af ofte økologisk oprindelse og opererer med dyrevelfærd, bæredygtighed og et minimum af madspild, ikke som buzz-ord, men som en selvfølge. Retterne serveres i moderne, mørke og enormt flotte lokaler, og suppleres af en umådeligt høj stemning, kompetent, venlig betjening og en vinkælder, der ville gøre de fleste større restauranter misundelige…

Det er ikke i sig selv revolutionerende på nogen som helst måde, men det er leveringen og dens betydning for kulinariske sorte huller som Kolding. Hele oplevelsen leveres til en pris, som ret beset burde være løgn, og da også i første omgang fik en af mine trofaste og dejlige nordsjællandske medspisere til at spørge om priserne var generelt repræsentative for Jyllands-niveau, eller om der var fejl i kortet.

Det er der nu ikke, kan jeg med selvsyn konstatere. På Bror Ditlev i Kolding kan du få torsk med friskrevet trøffel for 125 kroner, eller krogmodnet oksemørbrad for 155. Dyreste ret på kortet er i skrivende stund den dekadente servering af 10 gram Caviar for 160 kroner. Lidt hurtig hovedregning giver i omegnen af 600 kroner for Caviar og et glas Champagne, en fiskeret med trøffel, oksemørbrad til hovedret og et godt glas rødvin. Det er intet mindre end latterligt billigt, selv hvis man tager mine farvede briller af, og ser fuldstændigt objektivt på det.

Men det er også nødvendigt. Det ved køkkenchef Rasmus Vemmelund, der med gode miner og uden tab, men med en vis mængde vemod har måtte afslutte to restauranteventyr i Kolding i erkendelse af at Koldingensere ikke ønsker at bruge deres hårdt tjente penge på fine dining, og alt hvad det bringer af tasting menuer og vinmatch.

I årevis har fokus i byen – som i folkemunde har fået navnet Slicetown grundet vores uproportionelt store mængde af pizzarier og forkærlighed for billige pizzaslices – været på billig mad, caféburgere og brunchbuffeter. Derimod har de restauratører, som har villet andet og mere, været gevaldigt presset på forretningsmodellen af både en død bykerne og en befolkning uden synderlig interesse i god vin, specialøl og ekstravagante serveringer.

Men det er som om, at noget er begyndt at ændre sig i gode, gamle og ellers så kulinarisk forbandede Slicetown. Livet og spenderlysten er vendt tilbage til Danmarks sjette største by, og  alt tyder på at tredje gang meget vel kan være lykkens gang for Rasmus Vemmelund, partnere og holdet af kendte og nye ansigter. Med velsmag, som sidder i skabet, uprætentiøse rammer, valgfrihed på alle hylder og et prisniveau hvor alle kan være med, ramler man her lige ind i et koncept, hvor såvel nærige Koldingensere som opportunistiske gastroturister fra både Danmark og for den sags skyld det store udland bør føle sig særdeles forkælet til prisen.

Ord som gourmet og fine dining er muligvis strøget fra salgsmaterialet i forhold til tidligere eventyr, men maden, der ryger over disken er stadig både gourmet og ren, veldyrket velsmag. Den er bare bragt ned på jorden i både pris, kompleksitet og opfattelse!

Kære Rasmus, Rasmus, Mark, Kristian, Jesper, Nanna, med flere. I er det første hold fra Kolding, der vinder omtale her på Gastromand, og det gør I faktisk ikke, fordi I gør en gammel, sentimental kammerat og bysbarn glad. Det gør I fordi I gør noget unikt, og passer perfekt ind i Gastromands plan for vores anmeldervirksomhed i 2020: En drøm om at mere fokus på stjernerne under stjernerne, og på de små steder i provinsen, som gør en indsats udover det sædvanlige.

I kæmper en hård kamp for at Bror Ditlev skal stå som er et gastronomisk fyrtårn i et hav, som længe har været oversvømmet af pizzaslices og ulødige nachos-anretninger, og det er vi mange, der er taknemmelige for. Forhåbentligt vil denne nye stil være vadestenen, som hjælper den konservative bykerne til for alvor at vælge velsmag til og budgetvenlighed fra, og forhåbentligt vil man også kunne hive Kolding bare en lille smule ud af vores kære nabobyers kulinariske skygge.

Samtidig åbner I med Bror Ditlev et håb for, at den voksende håndfuld af Kolding-restauranter, som allerede gør det bemærkelsesværdigt godt, vil se positivt på lidt kompetent konkurrence og yderlige højne niveauet til glæde for hele Slicetown, for oplandet og for hele det gastronomiske Danmarkskort.

Kære læser: Havde du spurgt mig for bare fem år siden, om jeg kunne anbefale et spisested i Kolding, hvor jeg selv ville gå ud og spise, havde svaret været nej. Spørger du mig i dag er svaret: Ja, flere, men det kommer vi tilbage til. Start med Bror Ditlev. Her får du gourmet i øjenhøjde, og velsmag for alle pengene uden at skulle have hele opsparingen op af lommen.


Stik os en kommentar

Kommentarer

  1. Janni

    ?

    • ??

      • Janni

        Hvis ikke du fanger den, nå ja så bare glem det.

Smid en kommentar