Heartland 2023 er de voksnes festival
Vi er tilbage på græs igen!
Først lagde vi ud med NorthSide, og nu kom turen til Heartland. Jeg har været en tur i arkiverne, og det virker helt skørt, at vi skal tilbage til 2018 sidst vi slog vores folder på Egeskov – kæmpe fejl!
For Heartland er bare et magisk sted. Ikke nok med at omgivelserne er helt eventyrlige, så virker det hele bare rart og indbydende.
De mange frivillige var virkelig servicemindede, og stemning og humør var højt uanset om du besøgte en vinbar eller en af de mange madboder. Det kan rigtig mange festivaler godt lære af.
Vejret hjælper humøret opad
Vejrudsigten for Heartland kaldte på solcreme – og masser af det. Lige bortset fra lidt blæst om aftenen, så var vejret med os. Og havde du glemt en lang trøje eller en kasket, så kunne du hoppe forbi Røde Kors butikken og handle lidt klæder der – fedt koncept.
Talks, kunst og forskellig musik
Forskellen mellem Heartland og de øvrige store danske musikfestivaler er, at man kombinerer musikken med kunstinstallationer og afslappede talks om ja… hvad som helst. Er du til øl, så hør en talk om øl. Er du til chokolade, så hør en om chokolade. Jeg behøver ikke blive ved, vel? :-)
Heartland er noget nyt hver dag, og ikke en dag er ens. Der sker altid et eller andet på festivalpladsen, som virker lidt som om den har fået vokseværk. Men de mange kvadratmeter plads giver samtidig også mulighed for at finde små rolige kroge – og det kan et eller andet.
Årets program
Som nævnt er Heartland en herlig blanding af lidt af hvert, og med kunstnere som Fatboy Slim, Robbie William og Nik og Jay, så er der da noget for enhver smag. Ikke nok med det, så var der også en del mindre kendte kunstnere, som virkelig var i topform. Vi blev underholdt, og tak for det.
Maden
Heartland har lige siden starten gjort meget for et madprogram, som rummer meget forskelligt, og i år var ingen undtagelse. Som vores vigtigste opgave forsøgte vi endnu en gang at æde og drikke os igennem så meget som muligt.
Vi kommer ikke til at nævne det hele her. Så må du en tur på Instagram og checke det ud, men her er et par honorable mentions.
Burgeren som altid virker
Vi lægger os fladt ned for Gasoline Grill, som igen leverer en suveræn cheeseburger. Ikke nødvendigvis den bedste value for money, men den smager sgu meget godt.
Pizzaslice kombo
Hvis vi skal snakke value for money, så var en af mulighederne helt klart to pizzaslices, som kunne købes i Mikropolis Paradisobar.
Luksussnacken
For lidt over 200 kr. kunne du selvfølgelig også få et lille stykke vaffel med caviar. Næppe mættende, men det smagte skidegodt.
Kørte du den med bobler på siden, så løb herligheden op i en lille 500-kroneseddel – av av.
Drikke
Uden mad og drikke duer helten ikke, og ja, vi fik også lidt inden for vesten. Heartland må siges at have skruet op for vin og cocktails, for det var utrolig tilgængeligt uanset hvor du var på pladsen.
Derudover var der fart på øllene i Den Fynske Ølbar og hos Anarkist. Hos sidstnævnte havde man også valgt at invitere forskellige danske bryggerier til talks og ølsmagning, og de indslag var super hyggelige og underholdende. Den type indslag skal der bare holdes fast i.
Som nævnt var der også skruet op for mulighederne for at få en cocktail. Du kunne hos Gedulgt sågar få et lille minikursus i, hvordan du laver nogle af deres cocktails. Og herlighederne stoppede ikke der.
På sidstedagen deltog vi en dessertmiddag med tilhørende cocktails. Sindsygt lækkert skruet sammen og igen noget du ikke ser andre steder end Heartland.
Ingen smadrede flasker og ølkastning
Okay, måske var der lidt smadrede ting hist og pist, men som beskrevet er Heartland de voksnes festival og tak for det. Folk rydder som udgangspunkt op efter sig selv hvilket bare gør oplevelsen bedre for os alle – og så er det bare almen normal opførsel.
Folk på Heartland er bare lige en tand mere rolige, og det er det som gør rammerne herlige og rare. Lad os håbe at det bliver ved sådan i mange år endnu.
Stik os en kommentar
Kommentarer