Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 21. november 2019

Scroll to top

Top

3 kommentarer

Kanelsnegle – bløde, søde og snaskede

Kanelsnegle – bløde, søde og snaskede
Thomas Alcayaga

I en verden hvor alting hurtigt ender med blive moussekager med glace og bagerdystiske krummelurer, så kan man godt bare have behov for en god kanelsnegl. Her er vi ude i noget af det mest basale på denne jord. Gærdej, remonce og glasur. Men alligevel kan sådan en velbagt snegl altså få de fleste til sukke af vellyst som en… Øh noget. Ok, det er i hvert fald godt!

Jeg vil sige at jeg faktisk altid har haft ret godt styr på gærdejen. Jeg laver altid sådan en brioche light, så vi kører lidt mindre smør+æg og så lidt ekstra mælk i stedet. Det bliver næsten for rigt ellers. Og så er der jo også lige det, at stykprisen på de her skal heller ikke ligge i samme leje som årgangschampagne eller kiloprisen på kaviar. Men jeg vil sige at der hvor man virkeligt vinder noget er på remoncen. Jeg har tidligere kørt den med smør, sukker og kanel. Og det er bare som om at den manglede en lille smule karakter. Så her i min opdaterede version (om man vil), så kører vi her en benhård remonce med mørk muscovado sukker, marcipan, kanel og selvfølgelig smør. Om du så vælger at køre en glasur ovenpå, er helt op til dig. Hvis du undlader, er det i hvert fald alligevel ikke det som redder dig i kalorieregnskabet. Du er allerede på dybt vand… Og du kan lide det.

Du får her cirka 16 rigtig gode snegle af denne portion.

Kanelsnegle med marcipanremonce

5 fra 1 stemme
Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 15 minutter
Hævetid: 1 time 15 minutter
Samlet tid: 1 time 45 minutter
Ret: Bagværk, Kage
Køkken: Dansk
Keyword: kanelsnegl
Antal: 16 stk

Ingredienser

Dej

  • 3 dl mælk
  • 25 g gær
  • 2+1 stk æg
  • 1,5 spsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 0,5 tsk kardemomme
  • 650 g mel
  • 125 g smør

Remonce

  • 150 g Mørk muscovado sukker eller brun farin
  • 100 g marcipan
  • 1 spsk kanel
  • 100 g blødt smør

Sådan gør du

  • Rør gæren ud i mælken. Tilsæt 2 æg, sukker, salt og kardemomme.
  • Rør melet i af to omgange. Mængden af mel kan variere en smule efter type, alder osv. Ælt cirka 5 minutter til dejen er forholdsvis ensartet. Tilsæt klumper af smør mens du ælter. Ælt til dejen er glat, skinnende og ikke længere har synlige klumper af smør i sig.
  • Dæk den til og lad den hæve 45 minutter på køkkenbordet.
  • Rør, mens dejen hæver, alle ingredienser til remoncen sammen. Lad den stå på bordet.
  • Rul dejen tyndt ud - ca 5-6mm. Gerne i en firkant. Smør remoncen på og rul så stramt som muligt. Skær sneglene ud og læg dem på bageplader. Lad dem efterhæve en halv time.
  • Pensel med et sammenpisket æg lige før de skal i ovnen. Bag 12-14 minutter afhængig af størrelse ved 190 grader. De skal være gyldne.
  • Tag dem ud af ovnen og prøv at vent med at gå ombord i dem til remoncen ikke længere er som flydende lava. Kør dem eventuelt ind med lidt glasur.
Har du prøvet opskriften?Del din bedømmelse og fortæl os om det på Instagram via @gastromanddk og #gastromand!

Stik os en kommentar

Kommentarer

  1. Bjørn

    Et hurtigt spørgsmål: skal mælken ikke være lun? :)

    • Det behøver den ikke.
      Gæren udvikler sig hurtigere, hvis den er lun. Men så skal man også passe på, at den ikke er for varm så man dræber den.
      Jeg varmede i gamle dage altid mælken op, men er stoppet nu, da jeg alligevel ikke mærker nævneværdig forskel. Og så betyder det JP bare mere opvask.

      Thomas

      • Bjørn

        Super :)

Smid en kommentar