Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 4. november 2024

Scroll to top

Top

2 kommentarer

Høvdingeplade – Hjemmelavet OLD SCHOOL Pizza

Høvdingeplade – Hjemmelavet OLD SCHOOL Pizza
Høvding

Nå, skal vi ikke lige først blive enige om, at for rigtigt at forstå referencen til høvdingeplade, kræver det at du ser Anders Matthesens show “Anders”.

Fra showet har han selv har delt den lille snas herunder omkring hjemmelavet pizza. Så burde vi være på samme side, hvad angår sådan en høvdingeplade :)

Jeg (og resten af holdet herinde) har været børn i 80erne. Der hvor noget af det ypperste var pizza. I hvert fald hjemme hos os, hvor størstedelen af måltiderne var noget med sammenkogte retter fra Karolines kogebøger og så ellers sovs og kartofler for alle pengene. Så når der kom hjemmelavet pizza var det altså noget af en fest! Og det er det stadig.

Jeg har nørdet de der tynde pizzaer – Og nej, jeg kommer fandeme ikke til at kalde det pizze i flertal, for jeg er fra Midtjylland. Men sådan en tyk tykbundet pizza med alt fra kød-lotteriet på er virkeligt en vinder. I og med at jeg faktisk havde tænkt mig at spise den, så valgte jeg undlade nogle enkelte sager, som føltes alt for obligatorisk den gang. Fx den skiveskårne danbo eller havarti på toppen, som bare var et varmetæppe, der kunne få alt til at koge sammen under.

Derudover valgte jeg også at lægge osten under fyldet og ikke over af samme grund. Jeg valgte også at bruge tomatsauce og ikke sådan en kødsovs, som jeg mindes der var på.

Dåsemajsene var også undladt i denne omgang. Det er faktisk ret sjovt, hvis man lige åbner snakken om sådan en høvdingeplade aka Deep Pan pizza, så har alle en eller anden historie omkring den. Jeg lavede den også 1. januar og folk havde virkeligt nogle grusomme historier omkring den hjemmelavede pizza. Den værste var nok den med fyldet bestående af makrel i tomat. Sweet baby cheesus.

5 fra 4 stemmer
Forb. tid: 20 minutter
Tilb. tid: 25 minutter
Hævetid: 1 time
Samlet tid: 1 time 45 minutter

Ingredienser

  • 25 g gær
  • 3,5 dl vand
  • 0,5 dl olivenolie
  • 1,5 tsk salt
  • 750 g mel plus minus, afhænger af melet. Gerne med meget protein.
  • 0,5 portion tomatsauce
  • 250 g revet mozzarella (Du vil ikke bruge den friske til dette)
  • 150 g skinkestrimler
  • 1 pakke bacon
  • 150 g cocktailpølser
  • 0,5 dåse ananasringe
  • 0,5 stk grøn peber i skiver
  • 2 spsk tørret oregano
  • INGEN FUCKING MAKREL I TOMAT

Sådan gør du

  • Rør gæren ud i lunkent vand. Tilsæt olie og salt.
  • Arbejd melet i af et par omgange. Dejen skal ikke være tør, men må godt være lidt fugtig og dog ikke klistre på fingrene. Ælt i cirka 8-10 minutter.
  • Lad dejen hæve på køkkenbordet til den har dobbelt størrelse.
  • Fordel i en bradepande. Pres den godt ud i siderne. Læg et lag tomatsauce på.
  • Herpå kommes osten, skinke, cocktailpølser, bacon, ananasringe og grøn peber. Er du lidt ekstra kommer du også majs fra dåse på. Måske oliven hvis dine forældre en gang har været i Italien. Hakket oksekød kan også finde vej. Artiskokker og pepperoni. Heromkring er der rimeligt frit lejde til alle de spændende ting fra køleskabet. Det er dog et krav, at der skal være meget af det.
  • Kom en smule oregano på toppen, bare så det smager af noget.
  • Bag ved 225 grader varmluft i cirka 20-25 minutter. Husk en pizzasten er totalt opreklameret, men du kan tilføje undervarme også. Sådan en bund tager altså lidt tid.
Har du prøvet opskriften?Del din bedømmelse og fortæl os om det på Instagram via @gastromanddk og #gastromand!

Jeg må indrømme, at lige her har jeg posh’et den lidt op og lavet den i en bradepande lidt mindre end dem til ovnen. Helt ærligt, hvis jeg laver den helt store, så kommer vi bare aldrig igennem den. Der er jo næsten 10 kilo mad. Eller sådan noget. Men selve opskriften er så det passer til en god tyk bradepandefuld. Bare roligt. Der er nok til hele gadefesten. Og ja, jeg beklager, hvis den altså ser lidt fuldkornsagtig ud. Men det er ikke en tangent, som jeg så gerne bevæger mig ud af, men jeg kom ved et uheld til at tilføje noget fuldkorns grahamsmel. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Da jeg indså missæren måtte jeg så udvande det godt med det hvideste mel, som jeg kunne opdrive. Men det har altså taget lidt farve. Det er helt udeladt i opskriften. Alternativt kom ikke mere end 15-20 procent fuldkornsmel i, for så får du lidt smag uden at ødelægge bageevnen.

Tomatsaucen er lavet efter denne opskrift. Ingen grund til at gengive den igen. Men jeg lavede kun en halv portion.

Det skal jo heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg bed på at lave den her opskrift, da den lige præcist hed en høvdingeplade. Ja, gæt selv hvorfor. Nu har jeg også lavet HØVDINGEgryden og Høvdingens Kaffepunchtini. Så jeg tager gerne imod feedback og inspiration til andre høvdingeinspirerede retter. Helst med høvding i navnet. Jeg har ikke lige sådan kunne opdrive flere. Men hvis du ved noget, så giv lyd!

Og så spørger du dig selv: Skal der ananas på pizza? Øh ja, og de skal være i ringe og funkle som store selvfede sole! Capiche. Nåh nej. Kan du forstå’et?

Velbekomme!

Stik os en kommentar

Kommentarer

  1. Mie

    Vi lærte i folkeskolen i start 90erne at putte makrel i tomat på den ene og flåede tomater på dåse (ikke tilsat hvidløg, salt, hakket osv) og skinketern på den anden

Smid en kommentar

5 from 4 votes (4 ratings without comment)

Opskrift Vurdering