Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 20. maj 2022

Scroll to top

Top

Ingen kommentarer

Vegetarisk pasta bolognese – smager som den lækreste kødsovs

Vegetarbolognese
Gastrografen
Grøntsagsbaseret bolognese, der smager som var der kød i.
Vegetarbolognese

En vegetarisk bolognese? Altså pasta med kødsovs, men uden kød? Det kan man godt, og det smager tilmed virkelig godt – faktisk så godt, at du nærmest ikke kan smage forskel på denne og den italienske klassiker. Hemmeligheden er masser af champignon, belugalinser og grøntsager skåret i perfekte små tern, der giver godt med bid – og masser af smag.

Vegetarisk bolognese – hvorfor nu det? Her på Gastromand elsker vi jo kød. Og der er da ikke meget, der er bedre end ægte italiensk ragu alla bolognese. Du ved, sådan en langtidssimret, hvor kød og grøntsager nærmest smelter sammen og åbenbarer sig i en smagseksplosion. Det er især vidunderligt sammen med en god pasta og friskhøvlet parmesan.

Men vi elsker også en god vegetarret, når den er lige så smækket med smag. Og vi elsker også, når man ved at udnytte råvarernes smags- og konsistensprofiler til fulde kan få en ret frem, der smager stort set ligesom originalen. En ret, hvor mange ikke engang vil opdage, at der intet kød er i.

Og lige netop sådan er det med denne vegetariske bolognese. Her giver grøntsager, champignons og linser en intens umamismag, der kan få rigtigt mange til overgive sig til en helt vegetarisk ret. Det er tilmed en ret, der nemt kan laves vegansk, hvis du slet ikke vil spise noget fra dyr.

Retten er i øvrigt ikke svær at lave, og du kan faktisk lave den på omkring en time.

Prøv også: Gastromands bolognese med kød i

Vegetarbolognese

Belugalinser og champignon er hemmeligheden til en vegetarisk bolognese

En klassisk karakteristika ved en normal kødsovs er en intens umamismag samt konsistensen fra det hakkede oksekød. Det er to ting, der traditionelt kan være svært at få frem i en vegetarret. Men i denne vegetarbolognese er det lykkedes. De er især takket være to ting: Belugalinser og masser af champignon. Dertil kommer en masse grøntsager og rodfrugter, der bidrager med sødme og umami.

Belugalinser er hemmeligheden bag konsistensen. Det er en særlig type af små sorte linser, der ikke koger ud og bliver splattede. De holder deres form og bidrager med en meget kødlignende tekstur til retten. Samtidig er det vigtigt, at grøntsagerne alle bliver skåret i små tern, der giver tyggemodstand til retten. Men de er samtidig fine nok til, at de nærmest smelter sammen til en helhed. I en traditionel bolognese plejer jeg fx at rive gulerødder – det går dog ikke her, hvor de gerne skal give noget tekstur.

Når det kommer til umami, som stegt kød er rig på, så er det især champignon, der her er svaret. Stegte svampe giver rigtig meget umamismag, og det får det her fra champignon. Tomater er også rige på umami, hvilket du får her fra både dåsetomater og tomatpure. Det samme er kål – i det her tilfælde glaskål – som ligeledes bidrager til smagen og illusionen af, at det faktisk er en kødsovs med kød i, du spiser.

Prøv også: Ovre på min egen blog har jeg for et par år siden også lavet en ret god vegetarbolognese. Den er dog mere omstændig at lave og er samtidig dyrere, idet den kræver store mængder valnødder.

Prøv også vegetarbolognese i en lasagne

Skal du lave lasagne, så kan du også bruge denne vegetariske bolognese som base. Lav således en god portion samt en omgang bechamelsauce, og så er du klar til lasagnen.

Jeg lavede denne lasagne for nylig til min datters fødselsdag, og der var min mor meget overrasket, da jeg fortalte, at der ikke var kød i.

Vegetarlasagn- med vegetarisk bolognese
Brug også den vegetariske bolognese i en lasagne.
Vegetarbolognese

Vegetarisk bolognese

Grøntsagsbaseret bolognese, der smager som var der kød i.
4.67 fra 3 stemmer
Forb. tid: 30 minutter
Ret: Aftensmad
Køkken: Vegetar
Antal: 4

Ingredienser

  • 1 stort løg
  • 3 fed hvidløg
  • 2-3 gulerødder
  • 1 rødbede
  • 2 stængler bladselleri
  • 1/2 glaskål (eller 1/4 hvidkålshoved)
  • 250 g champignon
  • 100 g belugalinser
  • 2 dl rødvin
  • 1 dåse flåede tomater
  • 4 spsk tomatkoncentrat
  • 1-2 tsk chiliflager
  • 1-2 dl mælk (kan udelades, hvis retten skal være vegansk)
  • Olie til stegning
  • 1 spsk salt

Sådan gør du

  • Kom belugalinser i en kasserolle og kog dem i rigeligt vand ca. 15 minutter. Si vandet fra, når de er kogte.
  • Hak løg og hvidløg fint.
  • Skræl gulerødder og rødbede og skær dem i små terne på 3-4 millimeters størrelse. Du kan bruge en foodprocessor, men pas på, at den ikke hakker det hele for fint. Skær også bladselleri og glaskål i tilsvarende tern.
  • Rens champignon og hak skær dem i 4-5 mm store tern (eller er du doven, så hak dem halvfint med en kniv.
  • Varm olie op på en pande og rist de hakkede champignon, til de får godt med farve og vandet fra dem forsvinder. De svinder meget ind i processen, men det gør ikke noget.
  • Varm olie op i en gryde og svits løg og hvidløg. Tag det op, når det er blevet godt gennemsigtigt.
  • Kom lidt mere olie i gryden og svits grøntsagsternene godt, inden du kommer løgene tilbage og tilsætter de ristede champignon.
  • Hæld også de kogte belugalinser ved sammen med rødvin, dåsetomaer og tomatpure. Kom også en spisekefuld salt ved. Tilsæt også chiliflager, der giver smagen et godt bid.
  • Lad bolognese koge ved svag varme, indtil stort set al væske er væk, og det hele er kogt sammen til en ragu, der synes en anelse mere fast end flydende.
  • Vil du sikre en mere cremet konsistent, så tilsæt lidt mælk og lad det creme godt sammen med bolognese. Det kan du gøre et par gange.
  • Smag den vegetariske bolognese til med salt og peber og måske en anelse flere chiliflager.
  • Vend bolognese sammen med en god pasta og server sammen med godt med parmesan (eller lad være hvis det skal være vegansk).
Har du prøvet opskriften?Del din bedømmelse og fortæl os om det på Instagram via @gastromanddk og #gastromand!
Stik os en kommentar

Smid en kommentar

Opskrift Vurdering