Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 3. december 2024

Scroll to top

Top

En kommentar

Gastromand cityguide: På stjernejagt i Hamborg

Gastromand cityguide: På stjernejagt i Hamborg
Fynboen

I oktober var jeg lige et smut forbi Hamborg på hvad man vel kan kalde en slags forlænget weekend. På programmet stod det sædvanlige – mad og drikke i den gode ende af skalaen.

Hamborg er en af de byer, jeg har besøgt før, dog aldrig sammen med fruen. Der ligger masser af gode spisesteder, og man kan nemt komme hertil med toget, så det virkede som et fornuftigt valg til netop en kærestetur.

Min kæreste er ofte så sød at lave en masse research, når vi skal nogen steder, så egentlig var det hele klappet og klar. Togbilletter købt, hotel bestilt og restauranter booket. Jeg skulle egentlig bare læne mig tilbage og nyde turen.

Lidt tilfældigt var vores restauranter booket i en orden, som betød at vi på den første dag røg på en trestjernet michelinrestaurant – Hamborgs eneste. Dag to skulle vi ned på to michelinstjerner og dag tre ramte vi en enkelt stjerne. Men det gik nok, for hvis det skulle være vildere, så krævede det nok et opkald til banken.

Et lille tip: husk nu at bestille bord. Når det drejer sig om stjernerestauranterne, så er de ofte booket godt op, så forvent ikke, at du bare kan komme ind fra gaden af og få et bord.

The Table

Første restaurant, der skulle afprøves var den trestjernede og nærmest altid fuldt bookede The Table. Vi havde faktisk ikke regnet med at komme til, da vi var for sent ude med bordreservationen. Vi kom på venteliste, og dagen inden afrejse, blev vi ringet op og tilbudt plads – hvilket vi selvfølgelig takkede ja til.

En lille “burger”hapser med wagyu.

Manden bag alle de mange retter og idéer på The Table hedder Kevin Fehling. Han er en de yngste mesterkokke i Tyskland, og han har fået rigtig meget opmærksomhed på sin restaurant. Han stod i døren og tog imod os og de andre 10 gæster, da vi ankom til stedet. Så føler man sig allerede velkommen.

Billedet indeholder sandsynligvis: folk, der sidder og indendørs
FOTO: The Table, Hamborg

Konceptet på The Table er ret ligetil. Alle bliver placeret ved ét langt bord, alle med udsyn til køkkenet. Stedet har på forhånd valgt, hvad du skal have at spise, og er du i tvivl om drikkevarerne til, hjælper de gerne med anbefalinger og vinmenu.

Caviar og tatar (kødet ligger nede under det lyse skum)

Hele den kulinariske rejse bringer os rundt omkring i verden, og det er netop også det, som det mange serveringer skal ramme. Så selv om det kan virke lidt rodet, så fungerer det, og alt, og jeg mener ALT, er tilberedt til den helt store guldmedalje – intet er overladt til tilfældighederne.

Det hele foregår som en stum ballet. Der er musestille i køkkenet. Personalet taler lavt – når de endelig taler sammen, og ellers så virker de som en stor symbiose, hvor alle ved, hvad de skal gøre på et givent tidspunkt. Det er en fornøjelse at se på mellem retterne.

Så er der rødbededessert. Stramt look, og fantastiske smage.

Er det pengene værd? – ja, gu er det det. Det er afslappet, og man føler sig velkommen. Personalet kan være lidt udfordret på det engelske, men det er sgu ok.

Jeg indrømmer, at jeg måske ikke helt følte konceptet gennem hele aftenen, men jeg anerkender fuldstændig færdighederne, smagene og den gode service. The Table er bestemt et besøg værd.

Restaurant Haerlin

På Hotel Vier Jahreszeiten by Fairmont (ja, lidt af en mundfuld) ligger der flere hotte restauranter, og den ene er den tostjernede Restaurant Haerlin.

Et lille stykke med gris. Virkelig velsmagende ret.

Det er en lille intim restaurant med bløde siddepladser og store borde, også selvom man kun er to personer.

Foto: Restaurant Haerlin, Hamborg

Nogen vil måske også sige, at den er fancy (læs: fisefornem) og det er nok rigtigt. Personalet er stilet klædt og håret sidder pænt. Servicen kører snorlige.

Du kan vælge mellem to forskellige menuer, som er forudbestemt – og så mener jeg faktisk også, der var en a la carte mulighed. Dertil er der et superhabilt vinkort, samt en vinmenu-mulighed.

Grillet avokado med agurkeblær og ekstra fart på fims.

Køkkenstilen er rimelig klassisk og hælder meget til det franske køkken. Råvarerne er også eksklusive og fra højeste hylde, så det spiller. Man føler sig virkelig forkælet her.

Læs også: Gastromand Cityguide: 5 tips til Paris

Alt lige fra en grillet avokado til fisk og lækkert mørt kød var behandlet perfekt.

Desserten … svær at beskrive, men tallerkenen blev ryddet.

Af de tre michelinrestauranter vi besøgte i Hamborg, er denne nok min favorit. Alt hang bare sammen for mig, og de mange timer (4 ½) gik drønhurtigt, fordi jeg hele tiden fik sanserne pirret og underholdt.

For pokker det var lækkert!

Restaurant Piment

Det sidste stop på vores stjernetur i Hamborg var på den etstjernede Restaurant Piment.

Her får du fransk og marokkansk fusionsmad i høj klasse. Retterne minder om noget, man kender fra det franske køkken, og det gør mange af ingredienserne også, men der er små twists, som gør, at man fornemmer båndene til Nordafrika. Så du vil stadig se ingredienser som trøffel og foie gras, men her er det mixet med aromatiske krydderier og elementer tilberedt i tagine.

Det hele lykkes ret godt for dem.

Stedet er lille og intimt, og betjeningen er imødekommende nede på jorden, og i modsætning til vores to første restauranter er priserne nærmest også halveret.

Læs også: Hyggeweekend i Flensborg

Er du til klassisk fransk hvor man lige pifter den op, så er Piment bestemt et besøg værd.

Hamborg – lige syd for grænsen

Hamborg er og bliver nok en af de byer jeg kommer til at søge til igen og igen. Den kan lidt det hele. Om det er herretur, kærestetur eller familietur, så kan du nå i mål her.

Spisesteder er der masser af, og der er også gode udflugts-muligheder hvis man skal lave andet end at proppe i hovedet, og bedst af alt så hænger transportmulighederne godt sammen.

Hamborg! Vi ses en anden gang :-)

Stik os en kommentar

Kommentarer

  1. Snart må man vel ud og rejse igen.. Håber jeg

Smid en kommentar