Æbleskiver – Verdens nemmeste opskrift
Du kender det sikkert. Det er mørkt og koldt udenfor og du har lyst til æbleskiver – bløde, søde og svampede æbleskiver. Du hiver en pose med hjem fra supermarkedet og glæder dig. Stor er skuffelsen, da du får varmet de kedelige og tørre præfabrikerede banditter. Det vil aldrig ske igen, når du har prøvet Gastromands hjemmelavede æbleskiver!
I den mørke del af året kommer man ikke uden om æbleskiver. Hvis du har fået mormors gamle æbleskivepande i arv eller har købt en tung støbejernsfætter på Black Friday, så får du her opskriften på simple og fantastiske æbleskiver. Lav dem sammen med ungerne og slug dem (æbleskiverne) med masser af flormelis og syltetøj.
Hvis du er god mod dig selv, plopper du en klat nutella eller et stykke chokolade ned i midten af dejen, når du steger dem. Du kan selvfølgelig også prøve med et stykke æble – jeg har faktisk aldrig prøvet det. Og hvis du for alvor er en lille møggris, kan du jo prøve med lidt baconsyltetøj i…
Ingredienser
Det tørre
- 350 g hvedemel
- 40 g sukker
- 1 tsk salt
- 1 tsk natron
- 1 tsk kardemomme
- ½ tsk bagepulver
- Revet skal fra ½ citron
- ½ stang vanille – alternativt 1 spsk vanillesukker
Det våde
- 3 æg
- 450 ml kærnemælk
- 70 g smør smeltet
Udstyr
- Æbleskivepande
- Piskeris/elpisker
Sådan gør du
Æbleskivedejen
- Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Der er ikke det store piskearbejde, så du kan sagtens nøjes med et almindeligt piskeris.
- Del æggene i blommer og hvider. Pisk hviderne stive og gem til senere.
- Hæld kærnemælk, æggeblommer og smør sammen og pisk det godt sammen.
- Hæld de våde ingredienser ned til de tørre og piske det godt sammen.
- Nu skal æggehviderne blandes i massen. Tilsæt et par skefulde af de luftige æggehvider til dejen og vend det rundt med en dejskraber, så det er godt blandet. Det skal endelig ikke piskes.
- Tilsæt nu resten af hviderne til dejen og vend det godt sammen – uden at piske eller være for voldsom. Ellers falder dejen sammen.
Så skal der steges æbleskiver!
- Varm æbleskivepanden op. Find en indstilling, så den er godt varm uden at ryge. Hvis du har en god støbejernspande, skal den være gennemvarm, så den holder en stabil temperatur under stegningen.
- Smør fordybningerne med lidt smør. Det er en god idé med en bagepensel, så du efter hver anden bagning kan smøre lidt ekstra – den, der smører godt, kører godt…
- Fyld fordybningerne ⅔ med dej og lad dem stege til de begynder at hæve ½ centimeter op. Hvis der skal guf i, er det nu, du putter det i.
- Vend æbleskiverne 90 grader ved at stikke en kødnål eller lignende ind 1 cm fra toppen og træk den rundt, så den står på højkant
- Gentag efter et minuts tid, så æbleskiven lukker
- Giv æbleskiven endnu et minuts tid inden du tager dem af.
- Smør, fyld, rinse, repeat.
- Spises med masser af flormelis, syltetøj, nutella – det er bare afsted!
Server æbleskiverne med dit favorittilbehør og et godt glas gløgg on the side!
Stik os en kommentar
Kommentarer