Remake af en klassiker: Torsk med sennepssovs
Smørdampet torsk, pocheret æg, råmarinerede rødbeder og sennepssovs.
Vi danskere får ofte skudt i skoene at vi ikke er i nærheden af at spise fisk nok. Vi på gastromand.dk også bøje hovederne i skam og erkende at procentdelen af fiske-opskrifter ikke helt lever op til diverse anbefalinger. Det prøver vi at råde lidt bod på med dagens opskrift, der naturligvis har torsken i hovedrollen – torsken der klart er bedst i vintermånederne.
Torsk med sennepssovs er en klassisk ret som findes i adskillige versioner – i denne version har jeg ændret i to af elementerne. Jeg har skiftet de syltede rødbeder ud med råmarinerede ditto, for at tilføre retten lidt sprødhed, og jeg har skiftet det kogte hakkede æg ud med et pocheret af slagsen. Dette valg hovedsageligt begrundet af min forkærlighed for pocherede æg.
En kort dom: Rødbeder – succes! Pocheret æg – ikke helt på niveau med originalen, men absolut et forsøg værd.
Smørdampet torsk
800 gr torskefileter
1 dl hvidvin
3 dl vand
20 gr smør
Dild
– Torskefileterne tørres og krydres med salt og peber.
– De resterende ingredienser bringes i kog
– Fileterne placeres i lagen og tildækkes med et stykke stanniol.
– Fisken dampes i 4-6 min, til den er helt hvid og fast.
– Lad fisken trække i lagen i ca. 5 min.
Pocheret æg
Se her hvordan du tilbereder det perfekte pocherede æg.
Råsyltede rødbeder
2-3 rødbeder
3 spsk olivenolie
2 spsk balsamicoeddike
1 knust fed hvidløg
Lidt sukker
– Skræl og snit rødbederne i (2-3mm) tynde stave.
– Bland olie, eddike, hvidløg og sukker sammen i en skål og kom rødbederne heri.
– Lad rødbederne marinere tildækket i køleskabet.
Sennepssovs
20 gr Smør
1-2 spsk Hvedmel
1 dl Mælk
1 dl Fiskefond
1-2 tsk Fiskesennep
– Smelt smørret og rør melet i – bages igennem uden at det tager farve.
– Den varme fiskefond røres i og det koget op.
– Herefter tilsættes mælken, til konsistensen er som ønsket.
– Fiskesenneppen tilsættes – uden at sovsen koger, da den ellers vil skille.
– Smages til med salt og evt. lidt hvidvinseddike.
Anret og server hele herligheden med sprødstegte bacontern og friskrevet peberrod.
Bon appétit!
Stik os en kommentar-
Skal torsken serveres varm eller kold?
-
Hvis nu ikke vin, hvilken øl skulle man så servere til?
-
Er fiskefond en man køber eller bruger man det væske der er tilbage fra dampningen?
-
Er det muligt, at bruge en anden form for sennep? Måske en dijon? Og hvilken slags hvidvin vil I foreslå til denne rette – jeg tænker en sød hvidvin?
-
Godt gået Brian, minder mig om, at jeg faktisk lavede en lignende ret til nytår. Den er gået fuldstændig i glemmebogen – underligt, for den var sgu lækker. Der lavede jeg en slags panering af sennepspulver/korn, smør, brødkrumme og persille – altså en god cocktail.
Da jeg lavede torsken kom jeg desværre til at salte den for tidligt, og det gør at den bliver MEGET salt. Så lige et tip – enten så vendt eller brug salt i små mængder.
-
Det ser sku godt ud! Lækkert remake!
De bedste hilsner
Faster Philip
Kommentarer