Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 29. marts 2024

Scroll to top

Top

34 kommentarer

ÅRET DER GIK: 10 gastronomiske trends der gerne må dø i 2017

ÅRET DER GIK: 10 gastronomiske trends der gerne må dø i 2017

Vi skal til at sige farvel til endnu et storartet gastronomisk år, som for mit vedkommende har budt på rigelige mængder skørlevned og nær-romerske orgier. Jeg håber, naturligvis, at dit år har været nøjagtigt lige så anløbent som mit.

Når vi siger farvel til et år siger vi logisk vis også goddag til et nyt. Med alt hvad det måtte bibringe af kulinariske udskejelser og gastronomisk innovation. Og lad mig sige det med det samme; der er visse ting som vi, efter undertegnedes mening, bør sige farvel til, eller i hvert fald sætte en stopper for. Ikke fordi de nødvendigvis har været decideret rædselsfulde, men blot fordi, vi nu har været der, har skamredet den hest, presset citronen til sidste dråbe, find selv på flere.  

For at det hele ikke skal være ren negativitet vil jeg også komme med mit bud, som nok, indrømmet, mere er udtryk for lønlige håb om, hvad 2017 skal bibringe os meget, meget mere af end hvad der rent faktisk kommer til at ske.

Nuvel. Lad os lægge hårdt ud med nej tak-listen i ikke prioriteret rækkefølge:

 

  1. Hverdags-italieneren: Jeg elsker det italienske køkken lige så meget som dig, men jeg kan også, uden at bruge Google-hjernen, komme i tanke om ti (10!) italienske hverdagsrestuaranter i København og på Frederiksberg alene, der alle sakser rundt i de samme 30 retter af nogenlunde samme kvalitet. Der er, i hele Piemontes historie, aldrig blevet serveret så meget Vitello Tonnato, som der er blevet i Danmark i løbet af de sidste 5 år. Lav den derhjemme, i stedet for at bruge flere restaurantpengene på det.

  2. Bipollen: Det eneste, der er nogenlunde spiseligt i, ved og omkring honningproduktionen er… honning. Ikke mere bipollenis, bipollenkager etc. Det er sundt, I get it. Men det smager stadig af tyndt, sødligt opkast.

  3. Brættet: Gider ikke betale overpris for jeres INCO-charcuteri, bare fordi det er rustikt anrettet. Og nu er vi er ved det…

  4. Ingen tallerken: …At servere på alt andet end en tallerken. I skal stoppe nu.

  5. Tacos: Det er en madpandekage, get over it. Jamen, den er lillebitte, Lars?! Og der er hot sauce på, Lars?! Og det er streetfood, Lars?! og alle der laver dem har tatoveringer og hue på, Lars?! Præcis.

  6. Perlehøne: Kalkunens pænere, lille kusine. Men stadig bare kalkunens pænere, lille kusine.

  7. Alt med matchasmag: Gider ikke engang begrunde det.

  8. Dansk gin: Det virker som om, at alle hipstere, med respekt for sig selv, har pansat deres vintagemotorcykler for et gin-distilleri.

  9. Dekonstrueret alting: Det var irriterende i 2007. Det har ikke ændret sig. Den bunke smuldrede kiks, ostecreme og syltetøj er ikke en dekonstrueret cheesecake – du er bare doven.

  10. Juicemenuer: Jeg kender ingen gravide, afholdsmennesker etc. der ikke hellere vil have en cola.

Listen har flere boblere: Restauranter med husnummer, ä og ö i navnet. Burgeren, der simpelthen ikke vil dø, chiafrø(den er helt sikkert med på listen næste år), Chili Klaus, ramen(den er HELT sikkert også med næste år) og så videre, og så videre..

Gastromændene og undertegnede vil som sædvanligt gerne høre jeres.

Godt kulinarisk nytår til jer alle.

 

Stik os en kommentar

Kommentarer

  1. Jonathan

    Må indrømme at jeg ikke forstår hvorfor juicemenuer er på listen; de tilbyder ofte nogle kanongode smage på diverse bedre restauranter, og er et prisvenligt alternativ til folk der gerne vil have en oplevelse men ikke kan betale madens pris en gang til i form af vin.

    Vil slutteligt sige at nogle af de lækreste ting jeg har fået på Formel B/Rebel/relæ M.fl. har været de safter og isteer min kæreste der ikke drikker vin har fået til. Der er altså nogle folk derude der kan lave noget kanongodt ud af en rødbede og lidt dråber balsamico + urter.

  2. Svend

    Jeg gå lige i køkkenet og bager et franskbrød. Uden brug af maskine.

  3. Elsebeth

    Når nu næsten alle kommentarerne drejer sig om, hvor utilfredsstillende det er at gå ud og spise – så hør her: Jeg føler mig snydt, hvis maden ude ikke er mindst lige så god, som jeg selv kan lave den. OG jeg kan ikke lide at blive snydt! Derfor går jeg yderst sjældent på restaurant. Jeg vil ikke medbringe en lup for at kunne få øje på grøntsagerne eller sidde og skrabe desserten ud af et syltetøjsglas; det er for latterligt – syltetøjsglas er til syltetøj!!! Lav maden selv fra bunden med ordentlige fødevarer HVER DAG, lav selv lejerpostejen HVER GANG og gør det til en lidenskab at bage noget virkelig godt brød HVER GANG. Det er der både bedre smag og mere fornuft i. Og huske så lige bæreposen og køletasken hjemmefra. Sæt pengene i kvalitetsmælkeprodukter i stedet for i supermarkedets plastikposer. Bryder man ikke kølekæden, holder
    varerne sig længere friske.

    • Morten

      Og husk at fortælle mange mennesker, gerne fremmede, at postejen er hjemmelavet HVER GANG. Hvordan skulle de ellers vide, at du er dem kulinarisk-etisk overlegen HVER DAG? Og hvis du bliver ved med at moralisere og fremhæve dine Politiken Plus-sanktionerede jeg-laver-rigtig-mad-fra-grunden-fordi-jeg-er-så-ægte-et-menneske-madklicheer HVER GANG du snakker om mad, så er der ingen der vil opfatte det moraliserende prædiken.

  4. Rune

    Sushi. Det er så downslope-hype nu, at selv kedelige hestepiger fra provinsen er kørt træt i det.

    • HAHA!

    • Rasmus Vest

      Jesus-fucking-Christ, ja. Ja og atter ja – eller i det mindste i den form som det bliver serveret i Danmark. For efter i det sidste år at have besøgt hovedparten af de bedre (og hvad der derovre betragtes som middelmådige) sushi-restauranter i Los Angeles er det ærlig deprimerende at vende tilbage til Danmark – tør slet ikke tænke på, hvordan det havde været at vende tilbage til Danmark fra Japan.

  5. Gustavo Woltmann

    Jeg giver jer ret i at det meste mad bør serveres på en tallerken. Nogle gange er det bare besværligt at spise en burger fra en flettet kurv ..

    Venlig hilsen

    Gustavo Woltmann

  6. Jette Sauerberg

    Dekonstrueret alting – gælder altså også uskrællede kartofler. De er ikke sundere, kokken er bare doven!

  7. Janni N.

    Ingen tvivl om at det er et kæmpearbejde og lave en seriøs madblog.

    Men når de så får lidt “fame” og materialet efterhånden overgår til at være sponseret af dette og hint. Ja så bliver de pludselig uendelig uinteressante og røvkedelige..

  8. Tommy

    Sikke en masse sure opstød, prøv med flere friske grøntsager i maden, det mindsker mavesurheden.
    Som madelskende familiefar vil jeg gerne have speltmafiaen i skoler og børnehaven sendt på porten.
    Godt nytår til alle – husk opskrifter kun har værdi når de deles ?

  9. Maja

    Kokosolie skal væk!
    Ingen andre kommentarer er nødvendig

  10. Fris

    Gastromand.dk måtte gerne forsvinde.

    Siden, der altid dukker først op hvis man søger på noget banalt på google, og som altid stjæler andres opskrifter ordret, uden at give credit hvor det er fortjent.

    • Du er med på, at du ikke er tvunget til at klikke på det øverste link på Google, Friis?

      Når det er sagt, er du mere end velkommen til at sende links til de artikler, hvor du mener, vi ikke har givet credit, til anders @ gastromand.dk. Så skal jeg personligt sørge for, at det biiver bragt i orden!

  11. Michael G.

    Street food: Den samme flæskestegssandwich som altid, bare serveret af en 22 årig hipster med skæg, hue og tattoos, der kunne gøre selv en Brøndbyspiller misundelig. Og halvdårlige asiatiske retter, der kun marginalt overgår kinagrillens, men koster det dobbelte og fylder det halve. Det holder ikke i længden.

    Nyt Nordisk: Det, der startede som en genopfindelse begynder at blive lidt en parodi. Vi mangler bare en McDonalds-burger med mos og grannåle. Når du har spist din grød op.

    Dårlig service: Har været nævnt før, men der er bare så meget af det. Tjenerfaget er faktisk en uddannelse, og ikke bare noget man laver mens man tager en uddannelse. Kan vi få noget respekt for den gode tjener og den gode kundeoplevelse, tak.

  12. Morten B.

    Tjener personale der tilsyneladende kun er ansat efter udseende, frem for noget der bare minder om kompetencer.
    Vi har alle oplevet dem. Ved ca hver anden der kommer ind af døren udbryder de højlydt et “Heeej skatter”, hvorefter der udveksles kindkys i absurde mængder. Er man ikke så heldig, som betalende gæst, at falde ind under “Heeej skatter” kategorien skal man ikke gøre sig større forventninger om at modtage bare et minimum af opmærksomhed fra tjenerens side den tid man er tilstede i restauranten.
    Uanset hvor veltilberedt, velsmagende og originalt måltidet så måtte være, så kan dårlig service tage livet af ethvert restaurant besøg.

  13. Nanna

    I har vist ramt et softspot hos den gode Sven…
    Derudover – GRØD! Med perfekte små skiver frugt lagt i perfekte skrå striber ovenpå. Og med overforbrug af chiafrø, som helt klar burde have klaret sig længere end som del af boblerne ? hvis jeg skal se og høre på mere grød, så græder jeg snart.

  14. Troels

    Som Mette skriver: ufiltrerede det ene og det andet og ufærdige produkter forklædt som nyt og raw- agtigt , føj ?
    Godt nytår

  15. sven

    i er en flok haters…i glemte den allervigtigste: Madblogs.. forpulede tastur-tabere.. i kan intet selv. intet! så hvorfor og hvad er det der giver jer en kvalificeret ret til udtale jer om gastronomi, udover ytringsfriheden?? INTET!!

    LOOSERS!!!!

    • Din kommentar vil til evig tid stå som en reminder til folk om, hvad der sker, hvis man lader bitterheden overtage ens liv Sven.

  16. Alexander

    Toast og grød”restauranter”… Jeez

  17. Mads

    Mad blogs

    • Rune

      *Mad blogs hvor de første tre-fem sider af en opskrift er finurlige anekdoter om bloggerens børn.

  18. Steen

    Meget enig – men på den syvende dag skabte gud brgeren, fordi han trængte til den – og så at den var god…
    Af en eller anden grund er denne detalje ikke kommet med i den endelige version af biblen, men det ville altså være helligbrøde at aflive burgeren ;-)

  19. Mette

    Ufiltreret vin.. Eller er det bare mig? Filtrer nu bare lortet :-)

    • Simon

      Stående applaus – helt enig!

Smid en kommentar