Sådan laver du din egen Spiced Rum!
Så er vi nået til den sidste del af vores Aalborg Basis trilogi. Webmasteren og Familiefaren proklamerede, uden nogen som helst gudsforagt, at de da ville efterligne nogle af de helt store spiritus-klassikere: Gin og Whisky. Så var bolden ligesom givet op!!
Jeg måtte i tænkeboks…hvilke andre sprut-typer har jeg hevet flest branderter hjem på? Sambuca og Tequila? Jo jo, men der er det vidst også blevet til så mange branderter, at forholdet til de to efterhånden er en smule anstrengt! Kahlua? Tjaaa, den er næsten for let, ikke?
Og så kom det pludselig til mig! En spiritus som gennem tiderne har kostet masser af tømmermænd: Rom! Og for at hylde Webmasterens og Familiefarens hood, 9000 Aalborg, skulle det naturligvis være Jomfru Ane Gades yndlingsversion: Spiced Rum!
Normalt vil du lave din egen spiced rum, ved at tilsætte en bunke krydderier til en base af mørk rom (No shit?), men hér, bliver vi også nødt til at ”fake” os til rommen. Det gør vi med melasse, karamel, et par kaffebønner og en stang vanille. Derudover tilsætter vi så krydderierne som, hvis jeg skal være ærlig, hjælper med at maskere den noget unuancerede og simple rom. Vil du prøve at gå en tand mere drastisk til værks, kunne du prøve at smide en stang egetræ med i glasset og lade det trække i et par måneder.
Som de to andre, måtte jeg også igennem et par forsøg, før jeg ramte det jeg ledte efter – i første forsøg ramte jeg til gengæld opskriften på ”1 enkelt” helt perfekt – men hvis du følger nedenstående opskrift, burde du kunne klare den i første forsøg. Husk dog at smage på din rom hver dag og justér din krydderiblanding undervejs.
Ingredienser
- 1 glas Aalborg Basis
- 2 spsk karamel
- 1½ tsk melasse
- 4 kaffebønner groft knuste
- 1 stang vanille flækket
- 3 kardemmommekapsler groft knuste
- 1 stykke ingefær ca. 1 cm
- 1 stang kanel
- 3 peberkorn
- 2 allehåndebær
- 2 nelliker
- Lidt appelsinskal uden det hvide
- Et par kaffefiltre
Sådan gør du
- Tilsæt alle ingredienserne, pånær appelsinskal og nelliker.
- Lad rommen trække i 4-5 dage – smag undervejs! Bliver nogle af krydderierne for gennemtrængende pilles de op (eller sies fra).
- Bare rolig! Din rom skal være grumset og ligne noget der er løgn!
- Tilsæt nelliker og appelsinskal og lad rommen trække i 10-12 timer.
- Filtrér nu rommen gennem et kaffefilter.
- Og så er der spiced rum!
Så er det ellers bare at komme igang med at mixe! En klassisk Cuba Libre, en Dark’n’Stormy eller bare en spiced rum og ginger ale? Skål derude!
Få flere gode idéer til din næste hjemmelavede snaps på Aalborgakvavit.dk
Stik os en kommentar-
Kære Gastromand
Jeg er vild i varmen efter at prøve rom-opskriften! Men hvor kan man købe melasse? Måske du kender et godt sted, hvor man kan købe alle de nævnte ingredienser – i København/vesterbro/city? På forhånd tak :) -
Hvad er “karamel” helt præcis?
Er det bare smeltet karamel “slik”?Det lyder som en helt vild god opskrift og glæder mig meget til at prøve at lave den.
-
…og kunne vi få opskriften på 1-enkelt når nu du mener at have ramt den perfekt?
-
Har du overvejet at “infuse” sous vide? Det går langt hurtigere.
-
Hvad tænker du ift. trækketid og ikke mindst temperatur til en sådan infusion? Det lyder som noget der skal prøves ☺️
-
Comments